Den bedste i bydelen: Tøjbutik lukker efter 15 år
Der er desværre ikke langt mellem lukningerne i København for tiden, og nu takker endnu et af byens gode steder af.
Denne gang er det dog ikke energikrisen, der er skyld i lukningen.
Ejerne af Roba, som er en favorit her på redaktionen, meddeler på sociale medier, at butikken lukker.
Med sin genkendelige røde facade har Roba siden 2008 ligget på adressen Frederikssundsvej 29 i Nordvest, og bag disken har man siden begyndelsen kunnet finde søstrene Petra Norden Sølling og Dorthea Høj Petersen.
Udover at drive forretningen og udvælge alt det lækre tøj, sko og accessories til kvinder og fine børnegrej, som har været på hylderne, har søstrene løbende produceret unikke og gennemarbejdede produkter til butikken.
Butikken sat til salg
Roba har blandt andet forhandlet mærker som Konges Sløjd, Basic Apparel og Dea Kudibal, men om lidt er det altså slut, for efter knap 15 år i lokalerne lukker forretningen.
“At drive butik som selvstændig er hårdt arbejde og tiderne svinger. Vi sælger ikke butikken nu pga. af krisen, salget har været planlagt siden foråret,” lyder det på Robas profiler på Instagram og Facebook, hvor opslaget om lukningen er delt.
Samtidig takker ejerne af Roba for den trofaste støtte, de har oplevet siden åbningen i 2008.
Butikken er nu sat til salg, så hvis du går rundt og drømmer om at åbne din egen forretning i Københavns nordvestkvarter, er det måske nu, der skal slås til.
Prisen for butikken er 450.000 kroner.
Den endelige lukningsdato er endnu ikke meldt ud, men Robas åbningstider frem mod lukningen meldes ud uge for uge på Instagram.