I anledning af tronskiftet: 7 royale kager i København du skal prøve

På søndag er det en stor dag i Danmark.
Måske du skal ud i gaden og overvære den nye konge vinke til folket fra balkonen på Christiansborg Slot eller se det nye kongepar køre i karet gennem de københavnske gader?
Der er masser af muligheder for et stykke med royalt stjernedrys – også på kagefronten.
Flere københavnske bagerier, caféer og lignende har nemlig disket op med en royal kage i anledning af tronskiftet.
Vi tipper til syv gode steder her.
OBS! Guiden opdateres løbende frem mod søndag i takt med flere royale kager ser dagens lys.

Tronskiftekager
Hos bageriet Bodenhoff finder du altid masser af friskbagt brød og kager, men i weekenden er der en helt særlig royal kage på menuen.
Deres dygtige konditorer har skabt to tronskiftekager med lækker mazarinbund, jordbærtrøffel og blød jordbærmousse.
Læs også: Nu er det klar: Her er hele programmet for tronskiftet Tronskiftekagerne fås i alle Bodenhoffs butikker fra fredag d. 12. til og med d. 14. januar.
Forudbestil allerede nu til afhentning eller levering på Bodenhoffs.dk.
Prisen er 35 kr. pr stk.
Hvad: Kager fra Bodenhoff
Hvor: Flere steder i København. Find dit nærmeste bageri her

Dronning Mandel-is og Kongen af Danmark-sorbet
Kør tronskiftet ind med royal is fra Ismageriet; Dronning Mandel-is og Kongen af Danmark-sorbet
Dronning Mandel-is består af mandelis lavet med let ristede mandler, tilsat stykker af rubychokolade og brændte mandler, drageret med rubychokolade.
Kongen af Danmark-sorbet fremstilles med en mild hindbærsorbet, krydret med stjerneanis, der giver isen en lakridssmag, og det velkendte røde bolsje, som angiveligt blev opfundet af Kong Christian den 5.’s livlæge.
Nyd dem foran fjernsynet, i Københavns charmerende gader eller i en af deres hyggelige butikker.
Hvad: Is fra Ismageriet
Hvor: Søborg Hovedgade 34, Dyssegård, Flæsketorvet 45, 1711 København V og Rued Langgaards Vej 6E, København S

Glacetter fra La Glace
Ved tronskiftet i 1972 kreerede La Glace en Margrethe-kage, som har været en del af det daglige sortiment lige siden – i 52 år.
Margrethe-glacetten har en bund af marcipan og feuliteé, chokoladetrøffel med rom, er overtrukket med mørk chokolade og pyntet med en marguerit.
Ved tronskiftet i 2024 har La Glace kreeret en Frederik X kage, som skal være en del af det daglige sortiment de næste mange år.
Frederik X-glacetten har en bund af marcipan, hasselnøddepraliné, saltkaramel, karameltrøffel, er overtrukket med mørk chokolade og pyntet med Frederik X segl.
Skal du have fat i de royale kager fra La Glace, så kan de købes i butikken på Skoubogade 3 fra torsdag d. 11. januar.
Bemærk at der er begrænset antal til salg, som sælges først til mølle. Der kan ikke forhåndsreserveres.
Hvad: Glacetter fra La Glace
Hvor: Skoubogade 3, 1158 København K
Royal kransekage
Selvom de fleste spiser kransekage til nytår, så er kransekagen for andre også en fast del af festlige arrangementer.
Og det må man sige, at et tronskifte er!
Derfor har Lagekagehuset lavet et særligt stykke tronskifte-kransekage, som de sælger i alle bagerierne fra d. 13. januar.
Prisen er 35 kr. pr stykke.
Hvad: Kransekage fra Lagkagehuset
Hvor: Alle Lagkagehusets butikker. Find din nærmeste her

Romkugler fra Bak’s Bakery & Deli
En royal romkugle? Ja, hvorfor ikke.
Hos Vaffelbageren i Nyhavn har de fået romkugler fra det efterhånden meget kendte romkugle-bageri, Bak’s Bakery & Deli på Fyn.
Du kan læse mere om de prisvindende romkugler her.
Deres nye konge-romkugle er med fyld fra deres prisvindende romkugler tilsat rød farve for at danne dannebrogsflaget. Ovenpå er der placeret en kongekrone ud af sukkerprint.
Prisen er 25 kr. pr romkugle.
Romkuglerne kan også bestilles fra Bak’s Bakery & Deli webshop her.
Hvad: Romkugler fra Bak’s Bakery & Deli hos Vaffelbageren
Hvor: Nyhavn 49, København K
Macarons fra Maison d’Angleterre
Hotel d’Angleterres kagebutik er ligesom flere andre klar med en royalkage.
De har lavet to flotte macarons med henholdsvis hindbær og karamel og royale monogrammer – så bliver det ikke meget finere.
De koster 35 kr. stykket, eller du kan få en hel kasse med 6 stk. for 225 kr.
Du finder indgangen til butikken på hjørnet af Kongens Nytorv og Østergade gennem den lyserøde dør.
Hvad: Maison d’Angleterre
Hvor: Østergade 2, 1100 København K

Royal afternoon tea
Skal du føle dig som en ægte dronning, så skal du naturligvis drikke afternoon tea.
Vi tager vores hos Perchs Tearoom i Kronprinsensgade, hvis thehandel stammer helt tilbage fra 1835.
Ifølge Perchs stammer traditionen med at drikke eftermiddagsthe eller ‘afternoon tea’ fra 1840’ernes England.
I 1717 åbnede Thomas Twinning det første thehus i England, der senere hen blev Dronning Victorias foretrukne theleverandør.
Theen blev en veletableret del af det bedre borgerskabs liv, og begrebet “eftermiddagsthe” skulle vise sig at blive kronjuvelen i britisk thehistorie.
Hos Perchs byder deres klassiske afternoon tea på et udvalg af engelske fingersandwich, petit four kager, sprøde scones serveret med marmelade, lemon curd og flødeskum. Hertil 1 kande the efter eget valg fra Perch’s Tea Card.
Prisen er 225 kr. pr person og 250 kr., hvis du skal have et glas cremant oveni.
Læs mere og book bord online her.
OBS! Afternoon tea hos Perchs fås hele året rundt og ikke kun i anledning af tronskiftet, så du kan snildt bestille bord lige, når det passer dig.
Hvad: Afternoon tea hos A. C. Perchs Thehandel
Hvor: Kronprinsensgade 5, København K