Annonce
MigogKbh Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til København.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Kbh.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogKbh Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Spis i dag

Rumbles udvider igen: Her laver de en burger du sjældent vil glemme

Af Kaspar Mørk Arianto
Foto Rasmus Kramer Schou
Foto Rasmus Kramer Schou

I går, lørdag den 8. december, sluttede en epoke i Sydhavn.

Burgerbiksen Rumbles lukkede sin allerførste filial, som indtil nu har ligget i et skur på P-pladsen ved døgnbyggemarkedet Starck 24/7 i den rå del af Sydhavn.

Her er grovsultne håndværkere, lokale bysbørn og Københavnske foodies med geografisk vovemod i små to år valfartet til for at sætte tænderne i det.

Folkene bag Rumbles selv kalder ”måske den bedste burger i København”.

Og vi kan ligeså godt sige det. De har måske ret.

Læs også: De 5 bedste caféer i Sydhavn

Heldigvis er Sydhavnseventyret ikke slut. ”Når en burgerbolle lukker, åbner sig en ny,” lyder det gamle ordsprog, og Rumbles skifter placering men ikke postnummer.

Fredag den 16. december slår de dørene op til 2450’s nye, hypede burgerhjørne på den heftigt trafikerede Borgsbjergsvej nr. 1, hvor der tidligere har ligget en Flügger farvehandel.

En handy bokser og restaurantglad IT-nørd står bag

De to gutter bag Rumbles hedder Emil Wiegand-Hansen og Michael Slass.

Med en fortid som både bokser og entreprenør, lå det lige til en højre uppercut for Emil at åbne en greasy burgerbiks ved et byggemarked navngivet efter de ikoniske kampstartssord: ”Let’s get ready to ruuuuuuumble!”.

Emil Wiegand-Hansen (tv) og Michael Slass. Foto Rasmus Kramer Schou

Syv måneder efter åbningen i februar 2017 sluttede Michael sig til. De to mødte hinanden, da Michael solgte Emil det første kasseapparat til Rumbles.

Før han kom ind i IT-branchen, havde Michael slået sine folder i restaurations- og servicebranchen i mere end ti år.

”Hold nu kæft, det smager godt!”

Udbryder MigogKbhs redaktør, Rasmus Kramer Schou, da redaktionen lægger vejen forbi Rumbles’ vindblæste, utætte og komplet charmerende burgerskur i København SV på en af de allersidste åbningsdage, og spørger begejstret med mad i munden: ”Hvad’njer’dar’i’dæ’her’børger?”

”Det, der skal være,” svarer Emil selvsikker, og Michael uddyber: ”Vi har ikke alle mulige vilde fortællinger om, hvor vores råvarer er dyrket og sådan noget. Det skal bare smage godt.”

Læs også: De 10 bedste burgersteder i København

Foto Rasmus Kramer Schou

Burgerne hos Rumbles er skabt af fra et gedigent, amerikansk forbillede. Fedtede på den fænomenale måde og temmelig ”diner”-agtige.

Der er kun seks forskellige slags på menukortet, og de mest populære blandt gæsterne er ”Let’s Rumble” med chilimayo, røget BBQ, jalapeños og selvfølgelig en mør oksehakkebøf i briochebollen, samt den såkaldte ”Gorilla Burger” med dobbelt op på ALT.

Det vil sige dobbelt bøf, dobbelt ost, dobbelt bacon og så fremdeles.

En prisvenlig Rocky Balboa

Det særlige ved Rumbles er ikke kun burgerens smag og kvalitet. Det er også prisen.

Hvor langt de fleste velkendte og etablerede kombattanter i den umættelige, københavnske burgerkrig har et prisleje, der ligger omkring de 100 kr. for en burger, så barberer Rumbles en tredjedel af prisen.

Alle husets burgere ligger i et sympatisk prisleje på 55 til 65 kr., mens den brølende Gorilla Burger dog koster 80 kr.

Prisen har uden tvivl også været medvirkende til, at Rumbles har fået seriøs medvind i baconsejlene på rekordtid.

I december 2017 åbnede de en filial i Helsingør, i sommeren 2018 sluttede en food truck sig til flåden og i september i år åbnede en spritny Rumbles i Valby.

Den nye Rumbles i Valby. Foto Rasmus Kramer Schou

Læs også: Du får dit livs pie hos en New Zealænder i Valby

”Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi har store ambitioner om at indtage Danmark og resten af verden,” siger Emil Wiegand-Hansen, før han sætter tænderne i sin burger og nikker høfligt til en stamgæst i orange arbejdvest, der i samme øjeblik træder ind i den lille barak.

Dørhåndtaget falder af, og den kolde luft suser gennem lokalet. Men det gør ikke noget, for lige om lidt er Rumbles på vej videre.

Som en anden Rocky Balboa har burgerfænomenet trænet sig op og fået muskelkraft i den “hårde” del af byen.

Nu er de klar til sværvægtskampen, der venter lige rundt om hjørnet.

Foto Rasmus Kramer Schou

Her finder du Rumbles;

Valby
Gl. Køge Landevej 22y

Sydhavnen
(Fra 16. december) Borgsbjergsvej nr. 1

Helsingør
Stjernegade 9c

 

Del artikel

Andre læser også