Rutsjebane og udsigt til skoven: Nu åbner ny kæmpe svømmehal i København

Hvis du drømmer om topmoderne faciliteter i en svømmehal med alt, hvad hjertet begærer, så er der godt nyt.
Om ganske få uger åbner det store ambitiøse projekt Vestamager Svømmehal for borgerne i København. Det sker 12. oktober 2020 kl. 14.00.
Den nye og topmoderne svømmehal bliver fyrtårnet for Tårnby som idrættens og kulturens kommune.
Svømmehallen har både 25-meter baner og 50-meter baner, klatrevæg, en 1-metervippe og en 3-metervippe, morskabsbassin med strandbred, varmtvandsbassin, saunaer og fine omklædningsfaciliteter.
Hertil kommer Café Feven.

Glæder sig til åbningen
“Jeg har glædet mig til åbningen af Vestamager Svømmehal, som jeg håber og tror bliver et aktivt, socialt samlingspunkt for borgerne på Vestamager og i hele Tårnby Kommune fremover.
Vi er som bekendt i en krisetid med en del restriktioner. Og dem skal vi selvfølgelig overholde. Men det ville have været dejligt med en endnu større fejring i forbindelse med åbningen. Kort sagt ville jeg gerne have haft flere borgere med på dagen.
Til gengæld vil alle kunne glæde sig over at kunne bruge svømmehallen i den kommende tid,” siger borgmester Allan S. Andersen.
Udendørs legeplads og kunstværk
Borgmesteren gør endvidere opmærksom på, at Vestamager Svømmehal vil blive suppleret med en udendørs legeplads og et kunstværk af “Dragset & Elmgreen”.
Der bliver ikke lukket flere ind i svømmehallen end de til enhver tid gældende Corona retningslinjer tillader. Man må derfor forvente, at der kan opstå kø uden for svømmehallen.
Fakta
Gratis adgang for børn og unge under 18 år de første dage.
Åbningstider
Mandag-fredag: Kl. 6.00-21.00 (mandag d. 12.10 kl. 14.00 – 21.00). Lørdage og søndage: kl. 8.00-16.00.
Du finder den nye svømmehal på adressen Ugandavej 91, 2770 Kastrup.