Se billederne af Jernbanebyen: Sådan bliver Københavns nye bydel

København får en ny, grøn bydel på DSB’s gamle værkstedsområde, hvor Vesterbro og Sydhavn møder hinanden.
Navnet på bydelen er Jernbanebyen, og i denne uge blev det afgjort, at arkitektvirksomheden Team Cobe skal stå for udviklingen af det kommende byrum med blandt andet boliger, grønne arealer og en kommunal skole.
Udviklingen af Jernbanebyen går nu ind i en ny fase, hvor den endelige helhedsplan skal udvikles i tæt dialog med Københavns Kommune, lokaludvalg, naboer og andre interessenter.
Delvis bilfri bydel
Team Cobes løsning inddeler området i seks kvarterer med mulighed for flere på sigt, og her er fokus på de bløde trafikanter samt et aktivt byliv og socialt fællesskab.
Bydelen får således store, bilfri områder, hvor Team Cobe blandt andet vil udvikle lege- og opholdsgader.

Jernbanebyen skal desuden have cykel- og gangforbindelser, der giver nem adgang til den omkringliggende kollektive transport.
Projektet har fokus på at skabe varierende former for bynatur og bevare områdets særlige biodiversitet, og planen er, at der skal etableres to større, grønne områder, som skal rumme henholdsvis en offentlig park og et idrætsområde med tre fodboldbaner.
“Jeg er rigtig glad for, at vinderprojektet har et klart grønt sigte med blandt andet tre nye fodboldbaner og en ny park i midten – samtidig med at bydelen udvikles med respekt for områdets historie. Og så er det vigtigt, at området forbindes med resten af byen til alle sider, så alle københavnere får glæde af den nye, grønne bydel i hjertet af København,” udtaler Københavns overborgmester, Lars Weiss, i en pressemeddelelse.

Moderne byggeri møder fortiden
DSB’s gamle værkstedsområde er fyldt med historie, og i den nye bydel vil man derfor kunne opleve store kontraster, når de gamle, industrielle bygninger møder moderne og bæredygtig arkitektur.
Team Cobes projekt lægger op til, at nogle af områdets bevaringsværdige bygninger blandt andet skal bruges til kreative erhverv samt arbejdende værksteder og butikker.
Som en reference til Jernbanebyens fortid vil Team Cobe desuden etablere en legeplads med tog som gennemgående tema.
