Aftale på plads: Sådan bliver nyt milliardbyggeri ved Hovedbanegården

Nu er det afgjort, hvordan den sidste del af Postbyen mellem Hovedbanegården og Kalvebod Brygge skal udformes.
DSB Ejendomsudvikling og Danica Pension har indgået en aftale om sammen at udvikle området, som endnu ikke er bebygget, så det i fremtiden vil rumme omkring 25.000 etagemeter byggeri.
Der bliver både plads til almene boliger, studieboliger, udlejningsboliger samt liberale erhverv.
Masser af liv
Det er planen, at det nye byggeri skal bringe masser af liv til området, idet der vil være plads til både unge og ældre samt erhvervsdrivende.
“Det bliver et levende byområde med studieboliger, familieboliger, almene boliger og forhåbentligt seniorboliger samt et dynamisk erhvervsliv. Det mener vi er social bæredygtighed. Området kommer til at være levende både om dagen og aftenen, og vi ser frem til at åbne bydelen for alle,” siger Robert Nellemann, ejendomsudviklingsdirektør i Danica Pension.

Man vil blandt andet kunne spadsere en tur på et nyt grønt strøg langs banegraven ved Københavns Hovedbanegård, og forventningen er, at ikke blot de, som bor i Postbyen, men også andre københavnere og turister vil benytte området.
Fokus på bæredygtighed
Byggeriet vil blive opført med fokus på bæredygtighed.
Området bliver bilfrit, og ifølge Søren Beck-Heede, administrerende direktør i DSB Ejendomsudvikling, har man en klar vision om, at byggeriet skal certificeres til de højst opnåelige standarder inden for bæredygtigt byggeri.
Almene boliger forventes at udgøre ca. 7.500 m², mens studieboliger forventes at udgøre ca. 6.500 m².
Byrum og offentlige pladser kommer til at udgøre ca. 3.400 m².
Den forventede byggestart for milliardprojektet er i 2024, og området forventes at stå færdig i 2027.