MigogKbh Nyt 👋

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til København.📆💎
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Kbh. 🍣🎺
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.💰👌

Ved tilmelding til MigogKbh Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Ramt af nedlukningen: Sådan støtter du spillesteder og teatre lige nu

Af Camilla Lützhøft Stahlschmidt
PR-foto Vega
PR-foto Vega

Siden de nye corona-restriktioner trådte i kraft i hovedstadsområdet 9. december, er der blevet særdeles stille hos en lang række kulturinstitutioner i og omkring København.

Spillesteder, teatre, biografer og lignende skal holde lukket til og med 3. januar 2021, og det har resulteret i aflyste arrangementer i massevis.

MigogKbh har været i kontakt med flere kulturinstitutioner, der alle fortæller, at nedlukningen rammer dem hårdt.

På Anemonen i Indre By havde man set frem til at underholde byens børn med forestillingen “Når du ser et stjerneskud”, men de små og deres forældre må undvære juleturen i teatret i år.

“Vi er meget berørte af, at vi skal lukke ned lige midt i vores fuldstændigt udsolgte juleforestilling, som har været en fast juletradition for mange de sidste 25 år. Det føles lidt som at være med i en julekalenderhistorie, hvor julen er i fare,” fortæller teaterchef Sidsel Ramdal.

Hun er dog overbevist om, at det hele nok skal blive godt igen.

“Heldigvis ender sådan nogle altid godt. Så vi beholder optimismen og troen på, at det hele bliver godt igen, hvis vi hjælper hinanden i en svær og mørk tid,” fortsætter hun.

Oplevelser under juletræet

Netop det med at hjælpe hinanden er vigtigt i denne tid.

Kulturinstitutionerne har brug for støtte for at kunne levere underholdning og oplevelser på den anden side af corona-krisen, og vi har derfor spurgt, hvad man som kulturforbruger kan gøre for at hjælpe.

“Det bedste, man kan gøre for os, er at tænke i oplevelser, når man køber julegaver. Køb billetter eller gavekort til Anemonen og læg dem under juletræet,” svarer Sidsel Ramdal.

Når teatret efter planen genåbner i januar, bliver det blandt andet med Tove Janssons ”Kometen Kommer” på plakaten, og billetter hertil kunne måske være en julegaveidé til fans af mumitroldene.

Gik gerne baglæns

Mette Wolf, der er teaterchef på Nørrebro Teater, fortæller, at man også her ærgrer sig over at skulle aflyse julens forestillinger:

”Jeg er sikker på, at alle på Nørrebro Teater gerne gik baglæns i en måned, hvis det betød, at vi kunne slippe for corona. Desværre er det ikke nok, og vi må nu igen lukke teatret ned i en periode og bl.a. aflyse resten af spilleperioden på Et Juleeventyr. Men som Scrooge siger i forestillingen: Verden vender på hovedet. Vi må vende den om igen”.

Hun foreslår ligeledes, at man giver teaterbilletter i gave til familie og venner i år:

“Jeg håber sådan, at det publikum, vi nu må skuffe med aflysninger, vil tænke over, om det er nødvendigt at refundere deres teaterbilletter. Man kan også overveje at flytte billetterne til andre forestillinger i fremtiden. Og endnu bedre – giv gerne teaterbilletter til Nørrebro Teater i julegave. Det ville være den allerbedste opbakning til teatret og til mange af de planer, som vi har i støbeskeen og glæder os til at dele med jer.”

Slider på økonomien

På spillestedet Vega er man i gang med at aflyse og flytte koncerter fra et ellers udsolgt decemberprogram.

“Det er vi selvfølgelig meget ærgerlige over, men vi håber, at smittetallene i København snart bliver bedre, så vi igen kan præsentere koncerter i starten af det nye år. Vi er selvfølgelig bekymrede for, om denne nedlukning kommer til at vare længere. Et halvt års tvangslukning i 2020 og koncerter for stærkt reduceret publikum slider på økonomien,” fortæller Ditte Sig Kramer, head of communications hos Vega.

På spørgsmålet om, hvordan man som musikelsker kan støtte spillestederne, svarer hun:

“I denne søde juletid er det jo en oplagt idé at lægge koncertbilletter under juletræet til en man holder af og gerne vil skabe et minde sammen med.”

Hun fortæller desuden, at man i Vegas webshop på vegashop.dk kan købe plakater med motiver fra huset og på den måde støtte spillestedet på Enghavevej.