Var som en bid af Bordeaux i København: Særlig vinhandel ramt af konkurs

En kælder i Nordvest har i flere år huset en helt særlig vinhandel.
Bag disken har man kunnet finde Jon-Frederik Capoul – en vaskeægte vinbonde, som man ellers ikke finder mange af i den københavnske bydel.
Som ejer af en vinmark i et af verdens mest kendte vinområder, Bordeaux, har han bragt franske vine til forretningen Vinbonden og suppleret med vine fra andre bønder i Sydvestfrankrig.
Det charmerende, lille vin-univers har desuden budt på vinsmagninger og events for vin-entusiaster.
Men nu er det slut med at smage og købe dråber fra gode druer på adressen Smedetoften 23.
Både webshop og butik lukket
Vinbonden har nemlig lukket såvel sin webshop som den fysiske butik, og selskabet er under konkursbehandling.
Det fremgår af virksomhedens hjemmeside.
På Facebook og Instagram har Jon-Frederik Capoul desuden delt den triste nyhed om lukningen af Vinbonden.
“Nå venner, Vinbonden lukker og slukker. Det har været et hella’ ride, som man siger, og jeg kunne godt have ønsket mig en lidt anden afslutning. De af jer der kender mig (jon) personligt ved, at der har været nogle halvheftige stignings-% i mit privat- og professionelle liv på det seneste. Så det er sådan her, vi ender,” skriver Vinbonden i et opslag på Facebook.
Butikken havde sidste åbningsdag 29. november.