Annonce
MigogKbh Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til København.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Kbh.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogKbh Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Se byen fra skyen: Fascinerende gratis fotoudstilling på Vesterbro åbner med fest

Af Camilla Lützhøft Stahlschmidt
Foto: Nicolas Cosedis
Foto: Nicolas Cosedis

At København er en smuk by, kan vi hurtigt blive enige om.

Men har du nogensinde set nærmere på byen fra fugleperspektiv? Oppe fra skyen er den om muligt endnu flottere.

Det kan du opleve på en imponerende udstilling, som i denne uge åbner på Vesterbro og viser nye, fascinerende sider af byen.

Foto: Nicolas Cosedis

Det er DGI Byen, der fejrer sommeren og kærligheden til København med udstillingen “Byen fra skyen”, som kan ses i Øksnehallen og på Kvægtorvet fra 8. juli til 2. august.

Besøger du udstillingen, kan du se fotograf Nicolas Cosedis’ billeder af København set fra oven, og du vil helt sikkert kunne spotte mange bygninger og steder, du kender.

Åbner med københavnerfest

Allerede fredag 7. juli kan du opleve billederne som en af de første og være med til at fejre åbningen af udstillingen samt Københavns status som UNESCO’s arkitekturhovedstad 2023.

Denne dag er der nemlig københavnerfest på Kvægtorvet og i Øksnehallen, og på programmet er festligheder og aktiviteter til både kroppen, hovedet og hjertet.

”Vi glæder os til at åbne vores traditionsrige sommerudstilling, og vil gerne fejre sommeren her lige midt i København. DGI Byen vil som en markant aktør for både erhvervsgæster og for idræts-, forenings- og kulturgæster, gerne være med til at tage ansvar for Vesterbro, hvor vi bor, og derfor inviterer vi til en kæmpe fest her på Kvægtorvet,” siger Michael Stensbøl, som er administrerende direktør for DGI Byen, og tilføjer:

“Med festen giver vi tilbage til byen og til Københavnerne, som kan glæde sig til masser af aktivitet til ørene, kroppen, hjertet, ganen og selvfølgelig hyggeligt samvær. Både københavnere og turister i alle aldre er meget velkomne til at komme og være med.”

Foto: Nicolas Cosedis

Festen begynder klokken 16, og frem til klokken 19 vil der være masser at tage sig til for både børn og voksne.

Området deles ind i forskellige zoner, som hver har et særligt fokus.

I en kreativ zone kan man tegne og bygge byen samt male legehuse, og andre steder vil der blandt andet være live-musik, foodtrucks, silent disco og københavnergolf.

Du kan også gå på skattejagt, prøve human football samt VR-mindfulness.

Se hele programmet for københavnerfesten her.

Et fotografisk portræt af København

Udstillingen “Byen fra skyen” kan besøges gratis af alle i hele udstillingsperioden, så hvis du vil se det fotografiske portræt af København, er det blot at kigge forbi.

Med billederne har Nicolas Cosedis skabt en alternativ københavnerfortælling samtidig med, at byen, dens historie, arkitektur og liv hyldes på utraditionel vis.

Nicolas Cosedis er selvlært fotograf, og han har specialiseret sig i at fotografere fra små fly og helikoptere, og det er således også på denne måde, han har fået de mange pletskud, der kan ses i Øksnehallen og på Kvægtorvet, i hus.

Udover at se de flotte billeder kan børn såvel som voksne på udstillingen sende et postkost til København, hvis man har noget, man gerne vil fortælle byen.

Postkortene vil, når udstillingen lukker, blive givet videre til kommunens politikere, så de kan læse de mange betragtninger, ros og forslag fra folk, der har været forbi “Byen fra skyen”.

Udstillingen er åben hver dag fra klokken 10 til 18, og torsdage er der åbent helt til klokken 20.

Hvad: Byen fra skyen
Hvor: Øksnehallen og Kvægtorvet, København V
Hvornår: 8. juli til 2. august 2023. Åbningsfest 7. juli.
Hvor meget: Gratis adgang

Del artikel

Andre læser også