Annonce
MigogKbh Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til København.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Kbh.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogKbh Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Tæt på centrum: Derfor skal du se film i Københavns bæredygtige luksusbiograf

Af Camilla Lützhøft Stahlschmidt
BIG BIO Nordhavn. Foto: PR
BIG BIO Nordhavn. Foto: PR

Der er fuld fart på udviklingen i Københavns nyeste bydel.

Gamle siloer og industribygninger er blevet forvandlet til boliger, kontorer, restauranter og butikker. Masser af nyt byggeri er fortsat på vej, og nu kan man endda få en god filmoplevelse i Nordhavn.

Midt mellem de moderne etageejendomme og den livlige havnepromenade finder du en biograf, der bestemt er et besøg værd, da den ikke er som byens andre filmhuse.

Big Bio Nordhavn skiller sig ud ved at være både bæredygtig og luksuriøs, men filmoplevelserne her er ikke kun for luksusdyr og VIP-typer.

Den gode filmoplevelse

Det er Henrik og Louise Obel, der har åbnet Big Bio Nordhavn, og ideen til konceptet opstod, da Henrik en dag sad og så en film i en ganske almindelig biograf.

Pludselig tog han sig selv i at sidde uroligt, og han spekulerede over, hvorfor han mistede fokus fra det, der foregik på lærredet.

Han kom frem til den konklusion, at det ikke var filmen, men derimod biografens interiør og helhedsoplevelse, den var gal med.

Big Bio Nordhavn er Københavns bæredygtige luksusbiograf. Foto: PR

For hvorfor skulle der være dårlig benplads i en biograf? Hvorfor kunne man egentlig ikke lægge sædet ned, så man sad mere behageligt? Og hvad skulle der til for at gøre filmoplevelsen bedre?

Tankerne og ideerne resulterede i en lang proces med udviklingen af en ny type biograf, og resultatet kan du nu opleve på adressen Hamborg Plads 6.

Stort fokus på bæredygtighed

Allerede ved ankomsten til Big Bio Nordhavn bemærker man, at biografen er anderledes.

Foyeren er indrettet i et moderne look med designermøbler og bæredygtige materialer, for netop bæredygtigheden er et vigtigt omdrejningspunkt for Henrik og Louise Obel.

De har gjort sig umage med at udvælge alt fra sofaer og gardiner lavet af genbrugsplast til møbelklassikere købt secondhand.

Big Bio Nordhavn har stort fokus på bæredygtighed. Foto: PR

Selv når det kommer til plankebordet i husets mødelokale og alle trædetaljer i kiosken, er der tænkt over brugen af holdbare materialer, og det hele stammer således fra et bæredygtigt skovbrug i Østrig.

I kiosken finder man også et andet vigtigt fokusområde i biografens arbejde med bæredygtighed. Alt emballage er komposterbart, og gæsterne bliver derfor bedt om at sortere deres affald efter filmvisningerne.

Du får dine popcorn i en komposterbar beholder i Big Bio Nordhavn. Foto: PR

Vejen til de bæredygtige løsninger har været lang og kompliceret, og at få affaldssortering og de komposterbare materialer til at spille tog næsten lige så lang tid, som det tog at få resten af biografen op at stå.

”Den nemme løsning havde helt sikkert været at købe det, som alle andre biografer har. Men vi var overbeviste om, at man kunne gøre noget andet og bedre end at producere tonsvis af restaffald fra cola, popcorn og slik hvert år,” fortæller Henrik Obel til MigogKbh.

God benplads til alle

Hos Big Bio Nordhavn er man dog godt klar over, at det ikke er muligt at gøre biografoplevelsen 100 procent miljøvenlig, men man arbejder løbende på at gøre alt så bæredygtigt som muligt.

“Vi er helt med på, at man ikke kan købe genbrugslærred til biografsalene, og fremviserne kan vi heller ikke få i bæredygtige materialer, men det handler om at gøre noget der, hvor man kan,” siger Henrik Obel.

Det er nemlig vigtigt for Big Bio Nordhavn, at stedets gæster får den bedst mulige filmoplevelse.

Der er mere end to meter mellem rækkerne i Big Bio Nordhavns sale. Foto: PR

Det skal være hyggeligt at se film her, selv om man er i en stor biograf med de største blockbustere på plakaten – derfor er der også stort fokus på komforten i biografsalene.

Der er rigeligt med benplads på samtlige rækker, og de store sæder kan indstilles, så man kan sidde behageligt tilbagelænet med benene oppe.

”Havde det været muligt at købe biografstolene bæredygtigt, havde vi uden tvivl gjort det. Måske kan vi gøre det en dag. Det håber vi da på,” fortæller Henrik Obel.

Fremtidens biograf

Med Big Bio Nordhavn håber Henrik og Louise Obel at kunne være med til at sætte standarden for fremtidens biografer.

De mener ikke, at ting som behagelige sæder, masser af benplads samt god lyd- og billedkvalitet skal være en del af en luksusoplevelse, men derimod noget, som er alle biografgængere forundt.

I Big Bio Nordhavn er der unisex-toiletter. Foto: PR

Også når det kommer til biografens toiletter, har man valgt at fokusere på det moderne og anderledes.

Her er ikke herre- og dametoiletter, men blot et samlet unisex-toilet, hvor der med en velkendt stemme i højttalerne også er plads til lidt humor.

Det er Hella Joof, der med sin vanligt underspillede tone beder gæsterne om at efterlade toilettet pænt og kummen uden efterladenskaber, så der ikke er ubehagelige overraskelser til næste trængende biografgænger.

Fem minutter fra Indre By

Big Bio Nordhavn er ikke kun en biograf for dem, der bor i bydelen.

Det bæredygtige filmhus ligger blot en kort cykeltur fra Indre By og Østerbro, og fra Gammel Strand kan du komme med metroen til Nordhavn på syv minutter.

Filmprogrammet byder på oplevelser for såvel børn som voksne – lige meget om man er til tegnefilm, danske komedier eller actionbrag fra Hollywood.

Der er fem biografsale i Big Bio Nordhavn. Foto: PR

Med de mange luksuriøse tiltag inden for bæredygtighed og kvalitet tænker du måske, at det er dyrt at se film i Big Bio Nordhavns biografsale – men sådan er det heldigvis ikke.

Priserne ligger på samme niveau som i byens andre biografer.

Du kan se Big Bio Nordhavns program og læse mere på bigbio.dk.

Hvad: Big Bio Nordhavn
Hvor: Hamborg Plads 6, Nordhavn

Del artikel

Andre læser også