Fedt koncept vender tilbage: Se GRATIS film under åben himmel i København
Sommeren i København bliver lige lidt bedre i år.
Sommerbio vender nemlig tilbage til BaneGaarden, hvor du kan se klassikere og nye favoritter under åben himmel, omgivet af træer, fuglefløjt og de gamle træbygninger i Jernbanebyen.
BaneGaarden forvandler igen pladsen mellem laderne til et udendørs filmparadis, hvor lærredet lyser op i sommermørket, og du bare skal møde op, finde en plads og læne dig tilbage.
Sommerbio er nemlig helt gratis og afholdes på BaneGaardens regning, og pladserne fordeles efter først-til-mølle-princippet.

Film, mad og sommerstemning i én pakke
Sommerbio er tænkt som en helhedsoplevelse, hvor film, mad, natur og fællesskab går hånd i hånd.
På alle dage med sommerbio holder BaneGaardens bar åbent, og der vil være mad fra udvalgte madboder.
Udvalget skifter fra dag til dag, men fælles for det hele er, at alt på BaneGaarden er 100 procent økologisk, og at der bliver kælet for råvarer, kvalitet og bæredygtighed.
Læs også: Ugens tip: Lille biks på Vesterbro laver byens vildeste cookies For at bevare stemningen og støtte det økologiske madkoncept er det ikke tilladt at medbringe egne mad- og drikkevarer til visningerne.
Til gengæld kan du roligt regne med kolde drikke, lækker street food og god kaffe, der passer perfekt til både formiddagsfilm og sene sommeraftener.

Fra Ratatouille til Pirates of the Caribbean
Programmet for sommerbio bliver offentliggjort måned for måned.
Juni-programmet er allerede klar, og der er både noget for børn, romantikere og nostalgikere.
PROGRAM
13. juni kl. 11: Ratatouille (2007)
13. juni kl. 18.30: 10 Things I Hate About You (1999)
14. juni kl. 15.30: En Lille Bid af Kagen (2024)
16. juni kl. 18.30: Blondinens Hævn (2001)
21. juni kl. 14.30: Pot-au-feu: Vejen til hjertet (2023)
22. juni kl. 18.30: 500 Days of Summer (2009)
25. juni kl. 18.30: Dirty Dancing (1987)
27. juni kl. 13.30: Sweet Home Alabama (2002)
28. juni kl. 16.30: Pirates of the Caribbean: Den sorte forbandelse (2003)
Programmet for juli og august bliver løbende offentliggjort på BaneGaardens Instagram, via nyhedsbrevet og på hjemmesiden, så det er værd at holde øje, hvis du vil fange endnu flere sommeraftener på første række.
Det kræver hverken bil eller kompas at finde vej.
BaneGaarden ligger cirka fem minutters cykeltur fra både Enghave Plads og Carlsberg station.
Du finder stedet via Enghavevej og gennem tunnelen under jernbaneskinnerne, og pludselig står du i et grønt åndehul med træbygninger, grus under fødderne og en helt anden ro, end man normalt forbinder med København.
Læs mere om BaneGaarden og se kommende begivenheder lige her.