Annonce
MigogKbh Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til København.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Kbh.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogKbh Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Fyrtårne, fisk og magisk lys: Tag på sensommer-udflugt til kunstnerbyen Skagen

Af Henrik Thierlein
Ruths Hotel. Foto: Henrik Thierlein
Ruths Hotel. Foto: Henrik Thierlein

Danmarks nordligste punkt har til alle tider draget danskere såvel som turister.

Vores land har mange smukke byer, men Skagen er nok det sted, som er mest kendt for det magiske lys, gastronomien, de smukke rød-hvide-gule huse, de to have Kattegat og Skagerrak, der mødes i skumsprøjt på Grenen, og ikke mindst den smukke natur, og ja, så er her skønt uden for højsæsonen. 

MigogKbh er igen teamet op med gæsteskribent Henrik Thierlein, en sand københavner- og danmarkskender og tidligere international pressechef hos Wonderful Copenhagen i over 20 år. I dag rådgiver i turisme, presse og gastronomi.

Du kan læse flere af hans guider til København og resten af landet her.

Denne gang får du inspiration til et par dage eller en uge nordpå, og der er rigeligt at se. Vi giver ordet til Henrik Thierlein, der her kommer med personlige tips til de to spændende byer Gl. Skagen og Skagen – byerne mellem de to have.

Madkurv i toget og ankomst til berømte Ruths Hotel 

Danmarks nordligste punkt er fem timer i bil fra København, men jeg vælger, som så ofte før, en dejlig afslappende togtur med DSB på seks timer gennem kongeriget. Broer, fjorde, søer og byer passerer uden for vinduerne, og hvad er mere passende end at starte Skagensturen med delikatesser i form af en madkurv fra Skagen Fiskerestaurant, som kan købes både i Illum ROOFTOP, på Esplanaden og endda på vejen i Kolding, om du stiger på senere.

Efter et par timers togtur pakkes enebærrøget laks med rygeostecreme og fiskefrikadeller med hjemmerørt remoulade ud, og en Skagen Bryghus mørk Skawskum knappes op til stor benovelse fra de medrejsende – Skagensturen er begyndt, før vi overhovedet er nået frem. Skål!

Skagen Fiskerestaurant. Foto: Henrik Thierlein

Vi er fremme, og af de to byer starter vi med at checke ind på legendariske Ruths Hotel i Gl. Skagen, som nok må være Danmarks smukkeste by med ens rød-hvid-gule huse, så langt øjet rækker mod solnedgangspladsen et stenkast fra hotellet.

Vi er checket ind med balkon mod havet og den berømte solnedgang i en af hotellets smukt renoverede lejligheder i to etager. Hvis det ikke var, fordi vi skal prøve hotellets to skønne restauranter, ja, så kunne vi have lavet mad selv.

Turen gennem den smukke by leder os op til hovedhuset med Ruths Brasserie og gourmet resturanten Okê, som køkkenchef Jack Cramer begge styrer. Pluk fra á la carte kortet med dansk-franske klassikere med Plateau de Fruits de Mer, som hovedattraktionen her i fiskebyen eller gå hele vejen i Okês univers af menuer, som tager udgangspunkt i de omliggende strande og de to have, hvorefter heden og skoven udforskes på tallerknen. 

Slagter Munch. Foto: PR

Når vi vågner igen er morgenmaden lige så gennemtænkt med brød fra eget bageri med gammeldags kærnet smør fra Åbybro Mejeri, hvor vallen for øvrigt bruges til restaurantens kærnemælksis. Morgenmadens oksespegepølse, krydderskinke og rullepølse er fra byens Slagter Munch inde i Skagen. Hybenrose-isteens bær er plukket af kokkene selv før service, mere gennemtænkt bliver det ikke. 

Tips: Intet besøg på Ruths uden kokkelegenden Michel Michauds chokoladedrøm af en Gâteau Marcel, som også kan nydes med en kop kaffe i pejsestuen før eller efter en tur i Ruths Wellness.

Hyttefadet, Sømærket og Den Tilsandede Kirke

Vi starter dagen med at leje cykler og kører ud til Den Tilsandede Kirke, som indtil kirken og kirkegården sandede til var en helt almindelig folkekirke, og som i dag er et yndet udflugtsmål. I vandretursfolderen “Skagen Klitplantage” finder du gode stisystemer til både cykel- og vandreture i området, som er et helt enestående stykke dansk natur. 

Tilbage i Gl. Skagen er det tid til et måltid hos de gode folk på Restaurant Hyttefadet. Navnet er for mange kendt for diskoteket i kælderen i uge 29, sommer-pizza-pop-up og ikke mindst den hyggelige Vinbutik og bar. Men faktisk er det resturanten, som er det store trækplaster, og det er heldigt, for Gl. Skagen har ganske få spisesteder her tæt på solnedgangen mod vest.


Jeg kunne leve af fisk, så er lykkelig over de mange fiskeserveringer, som en hyldest til navnet hyttefadet, en trækasse med talrige gennemborede huller i siderne til opbevaring af levende fisk. Så ja, her er ingen undskyldning for ikke at få prøvet den friske fangst med egenimport af vin fra naboen. 

Turen tilbage til Ruths Hotel går forbi Solnedgangspladsens nye vartegn. En stor hældende Solskive med indhuggede granitcirkler, hvor solen genspejler sig som solpletter.

På den korte vej hjem i seng frister en anden institution her blandt de rød-hvid-gule huse og sandklitterne, nemlig Sømærket Vin & Ciderbar, et tidligere værtshus med rød/hvide ternede duge med orkestermusik, som i dag er skiftet ud med rå træborde, vin i verdensklasse og ren hygge. Skulle du stadig være sulten, så står det kolde køkken klar med eget bagt brød og specialiteter fra det nordjyske.

Grenen. Foto: Henrik Thierlein

Højdeskræk og hipsterkøkken på Danmarks nordligste punkt 

Grenen er Nordeuropas bedste træksted for havørn, fiskeørn og kongeørn, og naturen heroppe er barsk og smuk på samme tid.

Vi lægger ud med en rigtig klassiker, nemlig en køretur med Sandormen, som siden 40’erne har transporteret turister med traktor og en lille bus efter sig. Som en bølgende sandorm i sandet bevæger den sig de otte minutter ud til selve Grenen, hvor de to have Kattegat og Skagerrak mødes. Af med strømperne og ud i bølgen blå, og vurder selv, hvilket af de to have der er varmest. 

Vi vælger at gå de 30 minutter tilbage, og højt over Sandormens og bilernes parkeringsplads troner Restaurant De2Have på toppen af en sandbanke med Danmarks nordligst belligende restaurant.

Filosofien her hos restauratør Casper Kjær Jensen er lokale råvarer og kystnært fanget fisk, så vi kaster os ud i testen rødspættefilet i hummerbisque og nationalklassikeren Stjerneskud, som her heldigvis er med både en pandestegt og en dampet fisk og uden de fejlcastede sortfarvede kaviar og alt for lyserød laks fra havbrug. Test bestået!

Om aftenen kører Casper 1-5 retters med tilhørende vine, og for at blive i lokalområdet så er den importerede og her varme osteservering med Brie de Meaux peppet op med hybenkombot fra klitterne her på Grenen. 

FYRTÅRNE MED UDSTILLINGER, GASTRONOMI OG HISTORIE

Vippefyret blev opført i 1627,som Danmarks første vippefyr med åben brændekurv, så de mange skibe kunne se det, og hvert år til Sankt Hans tændes det, så de mange gæster kan se det nøjagtigt, som Michael Ancher forevigede det i sit berømte maleri.

Fyret var i brug indtil…
Det Hvide Fyr blev opført i 1747 og har med sit kun 21 meter høje tårn skiftende udstillinger. Hver gang sandet forsvandt ud i havet, så byggede man et nyt fyr.

Flammen blev slukket, og den brændende stafet blev givet videre til…
Det Grå Fyr, der blev opført i 1858 og med sine 46 meter er en perle med skiftende udstillinger om sand og fugle, som ganske godt afspejler, at det er Naturstyrelsen, der ejer stedet. Sæt dig godt tilrette i Kaffestuen og se filmen om bl.a. Skagen fuglestation, der hvert år ringmærker og tæller de migrerende fugle.

Besøg også den velassorterede museumsbutik og køb Vild Is lavet af bl.a. havtorn sanket fra Nationalpark Thy, som minder om de havtorn og hyben, der gror vildt omkring fyret – stedet er fyrtårn for natur og fugleliv og med Danmarks vildeste is! I fyrtårnets gamle staldbygninger findes Café Blink med sæsonens råvarer fra området. Der sankes og syltes, og der er altid fisk og grønt på menuen, og fast på frokostkortet er fiskefrikadeller og de bedste kager til kaffen ude som inde. Nu venter blot 210 trin til toppen af Danmark og udsigt til sæler, sol og sand, så langt øjet rækker. 

Skagen Vest Fyr blev opført i 1956, er 31 meter højt og dermed det sidste i rækken af fyr og står tæt på Højen fyr, der var i drift fra 1892 og frem til 1956, og hermed slutter rækken af fyrtårne… Indtil sandet igen forsvinder ud i havet, og et nyt lys tændes.  

Anchers Hus. Foto: Henrik Thierlein

Skagensmalerne, ikoniske fiskehuse med skaldyrsfad og hotel i gamle havnesmedje 

Skagen by huser nok Danmarks mest ikoniske kulturinstitutioner naturligt kaldet Skagens Kunstmuseer og dækker over tre adresser, nemlig skagensmalerne Michael og Anna Anchers hjem kaldet Anchers Hus, digter, marinemaler og forfatter til ”Midsommervisen” Holger Drachmanns Drachmanns Hus og naturligvis kronjuvelen Skagens Museum med den mest komplette samling af Skagens berømte malere i Danmark.

Køb en kombibillet til alle tre museer, men før det er det tid til frokost på Brøndums Hotel lige over for museet, for det var her det hele startede.

BRØNDUMS HOTEL – HER STARTEDE SKAGENSMALERNES EVENTYR

Kunstnere som Marie og P. S. Krøyer, Holger Drachmann, Laurits Tuxen og Anna og Michael Ancher flokkedes til Skagen og holdt særligt af hotellet, og der var ofte fest i spisesalen, som er rigt dekoreret af kunstnerne. I 1946 blev spisesalen overført til museet og kan i dag ses i dens helhed og indeholder over 80 malerier. 

Brøndums Hotel og dens mange fine sale og stuer står den dag i dag og vidner om en svunden tid, og maden var altid den samlende kraft dengang, da kunstnerne mødtes, som det også er i dag i restauranten

Smørrebrød og en Skagens Bryghus-øl til frokost, eller prøv Madam Brøndums fiskesuppe eller rødspætte á la Skawbo. Aftenkortet byder på både á la carte og menuer, eller gå hele vejen med en Brøndumsaften.

Det er muligt at bo i hovedhusets enkle værelser, men også på mindre adresser i gåafstand fra hotellet – der er mange muligheder

Bortset fra Skagens Museums pragtsale med bl.a. de ikoniske to kvinder i ”Sommeraften på Skagens Sønderstrand” – en sandstrand, som er et besøg værd den dag i dag – så er mit absolutte favoritsted skagensmalerne Michael og Anna Anchers hjem, Anchers Hus med den smukkeste have, og lad dig fotografere omkring bordet, hvor ”Hip Hip Hurra Kunstnerfest på Skagen” oliemaleriet af Krøyer er malet. Dét er stort!

Er du ved at være træt af for meget kunst, så er naboen til Anchers Hus heldigvis en lige så smuk gård med have. Her er kunsten blot på tallerkenen for hos Saxilds Gård blot kaldet Saxild har Karl-Emil Sams lavet ikke bare et spisested, men også vinbar og bageri.

Saxild. Foto: Henrik Thierlein

Jeg satte mig i den smukke gårdhave og lod mig overaske med grillet toast med urter og ost fra Sønderhaven Gårdmejeri i Nordjylland og smørrebrød med svampesalat med æbler og kapers og mit favorit smørrebrød kartoffelmaden her med syltet tang, som var sanket i strandkanten – mad med holding. 

Nu er det tid til at checke ind her i Skagen, og valget er faldet på Skagen Harbour Hotel, en gammel skibssmedje midt mellem industribygningerne på havnen. Efter tredje generation af smede var tiden kommet til et skifte og de charmerende bygninger er nu 22 ferielejligheder, hotel- og familieværelser og ikke mindst charmerende suiter med plads til alt fra to til seks personer.

Morgenmaden er med specialiteter fra Skagen og omegn, eget bageri, og heller ikke her skal du snydes for specialiteter fra legendariske Slagter Munch – og her kan det anbefales at købe lidt ind før hjemturen, som en souvenir i hans butik inde i byen.

Har du været en tur i bølgen blå på Sønderstrand, så bed receptionen om at tænde for saunatønden og få et koldt gys under den udendørs bruser. Kan man kalde Skagen for en city, så er det et city hotel med kant og charme midt mellem fiskeaktioner og lagerhaller, og derfor bliver vi i området og spiser på Skagen Fiskerestaurant på havnen i de rød-hvide fiskepakhuse designet af arkitekten bag Carlsbergs logo, Thorvald Bindesbøll.

Skagen Harbour Hotel. Foto: Henrik Thierlein

Her på havnen er det muligt at sidde både ude og inde, og vælger du at sidde indenfor i pakhuset, så er det med sand mellem tæerne. Meget charmerende og originalt, og med togturen in mente, så er turen nu kommet til at prøve det varme kort med retter, så som gratinerede jomfruhummere fra Læsø med Vesterhavsost, meget apropos placeringen på Danmarkskortet, efterfulgt af cremet fiskesuppe og helstegt rødspætte.

Nabobordet er gået ombord i Fish n’ chips Skagen style, og Skaldyrsfadet bliver ledsaget af stedets fire varianter af kryddersnaps eller bjesk på Vendsysselsk fra Skagen Distillery med urter og bær sanket i klitter og på heden.

Natten falder på, og vi tager kaffen på terrassen, og de smukke fiskepakhuse bliver lyst op både hos naboerne Aavangs Fiskehus og Restaurant Pakhuset med galionsfiguren på gavlen, mens fiskebådene så langsomt er ved at lægge fra kaj, for skibet skal lastes med frisk fisk igen i morgen. 

Tilbage på Skagen Harbour Hotel er det tid til en iskold Drachmann og Krøyer Pilsner fra byens bryghus på vores altan med udsigt til Nordstjernen, for længere nordpå kommer vi ikke i kongeriget. God tur til toppen af Danmark. 

Du kan følge Henrik Thierlein på Instagram, hvis du vil have flere af hans tips til København og resten af Danmark.

Læs mere om Skagen hos Enjoy Nordjylland og Toppen af Danmark.

Del artikel

Andre læser også