DJ, drinks og goodiebags: Bukse-kometer åbner snart ny kæmpe butik i hjertet af København

Allerede sidste år kunne vi afsløre, at Shaping New Tomorrow havde sat underskrift på deres hidtil største butikslejemål i Danmark – nærmere bestemt i Købmagergade i hjertet af København.
Det kan du læse mere om lige her.
Nu er der ikke længe til butikken åbner, for det bliver torsdag d. 2. marts.
320 m2 kæmpe butik
Shaping New Tomorrow fik deres helt store gennembrud i Løvens Hule på DR, hvor de fik Jesper Buch ombord som investor.
Siden da er pilen kun peget i en retning.
Som resultat af flere år med øget vækst og kundetilstrømning rykker Shaping New Tomorrow deres butik i København fra Pilestræde til Købmagergade 19, hvor Diesel tidligere havde butik.
Åbningen af en stor flagship store på en af byens hovedpulsårer giver plads til ambitionen om at folde det fulde butikskoncept ud – også i hovedstaden.
“Det er ingen hemmelighed, at butikken i København er vores bedst besøgte i Danmark, men arealmæssigt også den mindste.

Vores mål er at skabe fremtidens bedste shopping oplevelser og derfor tager vi nu konsekvensen.
Butikken i Købmagergade bliver med 320 m2 vores absolut største.
Derved får vi plads til i endnu højere grad at møde vores gæster med vores særlige butikskoncept og unikke shopping- og serviceoplevelse,” forklarede Shaping New Tomorrows CEO, Kasper Ulrich, tilbage i april 2022.
Den nye butik fejres med en stor åbningsfest fra d. 2. til 5. marts.
Her kan du allerede nu glæde dig til eksklusive tilbud, drinks, DJ og goodiebags.
Det var en kæmpe fest, da Shaping New Tomorrow åbnede deres butik på Pilestræde i København, så mon ikke det kommer til at stikke af endnu en gang.
Følg med på Instagram for mere info om åbningen.