MigogKbh Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til København.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Kbh.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogKbh Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedsbrevet.

Det store overblik: Shoppingcentre i København og omegn

Af Amanda Oline Petersen
Shoppingcentret Field's i København. Foto: PR
Shoppingcentret Field's i København. Foto: PR

København har flere shoppingcentre, end mange tror.

Blandt de største og mest kendte er Field’s, Fisketorvet og Frederiksberg Centret, men bevæger man sig rundt i byen og måske endda væk fra brokvartererne, finder man gode indkøbsmuligheder i en lang række centre.

Indkøbscentrene i og omkring København byder på et hav af kædebutikker, men der er også plads til specialforretninger hist og her.

Hvad end du er på udkig efter herretøj, damemode, legetøj eller kluns til børnene, boliginteriør, dagligvarer eller elektronik, kan du finde det i byens shoppingcentre, som er spækket med butikker på massevis af kvadratmeter.

I guiden her får du overblik over shoppingcentre i københavnsområdet.

Field’s

Field’s shopping Center i Ørestad på Amager byder på en omfattende shoppingoplevelse for hele familien.

Med 110 butikker og 24 restauranter er det Danmarks næststørste shoppingcenter. 

Centeret, som blev bygget og indviet i 2004, ligger side om side med Royal Arena og store fælledarealer, og den offentlige transport går også lige til døren.

Udover mode-, elektronik- og boligbutikker er dagligvarerne inden for rækkevidde med blandt andet Bilkas kæmpestore varehus i den 115.000 m2 store centerbygning.

Navnet Field’s kommer sig af området, der oprindeligt var et græsningsfælledareal.

Blandt butikkerne er & Other Stories, Monki, Zara, Magasin og Arket. Udover butikker rummer centeret en moderne Nordisk Film Biograf og en trampolinpark ved navn JumpYard.

Se oversigt over butikker, åbningstider og mere info her.

Hvor: Arne Jacobsens Allé 12, 2300 København S

Foto: Amager Centrets Facebookside

Amager Centret

Amager Centret, beliggende kun et stenkast fra Amagerbrogade, er et af Amagers store samlingspunkter. 

Siden åbningen i 1975 har centret budt amagerkanerne og besøgende velkommen med en skøn atmosfære og en bred vifte af tilbud. 

Centret har et areal på 22.500 m2, og med 86 forskellige butikker finder du noget for enhver smag.

Butikkerne spænder over blandt andet Bahne, PRAG, Weekday, H&M Home og Flying Tiger.

Der afholdes løbende events på stedet, og der kan opleves forskellige kunstinstallationer i ny og næ.

Og så har Amager Centret en gårdhave, hvor der næsten altid er sol, og hvor du kan spise lækker mad fra forskellige spisesteder.

Se mere på amagercentret.dk

Hvor: Reberbanegade 3, 2300 København S

Foto: PR

Fisketorvet

Fisketorvet Shoppingcenter blev indviet i 2000 og er et stort indkøbscenter på Kalvebod Brygge, tæt på Dybbølsbro Station og blandt andet IKEA. 

Carhartt, Nike, Rituals, Silvan, Zara og mere end 80 butikker, 20 restauranter, cafeer, spisesteder og biografen Cinemaxx gør Fisketorvet til et af Danmarks største shoppingcentre. 

Navnet Fisketorvet refererer til Københavns gamle handelsplads for fisk, der oprindeligt lå på stedet fra 1958 til 1999, før det blev flyttet til Nordhavn. 

Centret ligger centralt og i kort afstand til offentlig transport – og samtidigt ved havneløbet, hvor mange københavnere passerer cykelbroen, der forbinder Islands Brygge med Kalvebod Brygge. 

Om sommeren er der masser af liv ved Fisketorvet, da der er gode badefaciliteter ved vandet. Og så er der for nyligt blevet indviet en nabo, nemlig en storbysversion af varehuset IKEA. 

Se mere på Fisketorvets hjemmeside her.

Hvor:
Kalvebod Brygge 59, 1560 København V

Spinderiet. Foto: PR

Spinderiet

I Spinderiet i Valby kan du finde det meste inden for mode, personlig pleje, bolig, elektronik, sport, fritid, dagligvarer og ikke mindst lækre kulinariske oplevelser samlet under ét tag.

Allerede for 110 år siden, da bygningerne husede tidens mest moderne bomuldsspinderi med travle spindepiger, var der meget liv bag murene. 

I Spinderiet er der ro og en afslappende stemning, og torvet dufter af blomster og kaffe, mens snakken går, og de lokale mødes for at handle eller tage plads på en af området caféer eller restauranter.

Du kan shoppe løs i butikker som Change, H&M, Legekæden, Sportsmaster eller Søstrene Grene.

Se mere på spinderiet.dk

Hvor:
Bomuldsgade 4, 2500 Valby

Foto: PR

Frederiksberg Centret

Frederiksberg Centret er et førsteklasses shoppingdestination, og det har endda vundet priser.

Frederiksberg Centret er ikke kun præmieret som Danmarks bedste shoppingcenter, men har også vundet internationale anerkendelser og bæredygtighedspriser, hvilket gør det til det mest prisbelønnede shoppingcenter i Danmark.

Beliggenheden lige ved Frederiksberg Metro og Solbjerg Plads gør det nemt at komme til og fra stedet.

Centret, der byder på mere end 90 butikker fordelt over 32.000 m2, har ligget her siden 1996.

Og du kan finde dit næste yndlingsitem eller produkt i butikker som COS, Halo, Sephora, Illums Bolighus eller The Body Shop.

Se mere på frbc-shopping.dk

Hvor: Falkoner Alle 21, 2000 Frederiksberg

Foto: PR, Nørrebro Bycenter

Nørrebro Bycenter

Nørrebro Bycenter, som har samlet folket på Nørrebro siden 1995, er ikke byens største shoppingcenter, men med 23 forskellige butikker er der alligevel et bredt udvalg af ting og sager.

Med et butiksareal på 11.000 m² tilbyder centret en bred vifte af butikker såsom Basic and More, Imerco, Jack and Jones, Normal, Only m.fl.

Centret har et lokalt præg, der afspejler mangfoldigheden på Nørrebro, fra velkendte brands som H&M og Silvan til unikke specialforretninger.

Centret ligger kun få skridt fra Nørrebro Station og Nørrebrogade, hvilket gør det til et populært handelssted for mange københavnere.

Se mere på noerrebrobycenter.dk

Hvor:
Lygten 2L, 2400 København N

Foto: PR, Illum

Illum

I 1891 etablerede grosserer A.C. Illum en syartikel- og kjoletilbehørsforretning i Østergade, lige overfor Illums nuværende placering på det ikoniske hjørne af Strøget og Købmagergade.

I 1959 udvidede Illum så med en eksklusiv møbelforretning, Illums Bolighus, som senere blev solgt i 1995.

Herefter blev der fokus på luksus og kvalitet i stormagasinet i den ikoniske hjørnebygning.

De mange lækre brands, du finder i Illum, er nøje udvalgte, og stormagasinet er et af byens mest eksklusive steder at handle.

Listen over brands, som er repræsenteret i Illum, tæller blandt andet Balmain, Balenciaga, Acne Studios, Gucci, Hugo Boss, By Malene Birger, Ganni og Ole Henriksen.

I Illum kan du desuden forkæle dig selv med luksuriøse skønhedsbehandlinger og services i Illum Beauty Hall.

Hvor: Østergade 52, 1001 København K

Magasin. Foto: PR

Magasin

I 1868 grundlagde Theodor Wessel og Emil Vett deres første forretning i Aarhus, specialiseret i varer som sengetøj, duge og stof i metermål.

Kendt for godt købmandskab og fokus på kunderne ekspanderede virksomheden med butikker, der senere blev kendt som Magasin du Nord, i Aalborg og København.

Det ikoniske stormagasin på Kongens Nytorv i København blev bygget og indviet i 1893.

Her kan du shoppe løs i mange store danske brands, såsom Konges Sløjd eller Royal Copenhagen, eller lade dig friste hos MAC, Polo Ralph Lauren eller Magasins eget brand.

I Magasins kælder finder du det populære luksussupermarked Mad & Vin.

Se mere på magasin.dk.

Hvor:
Kongens Nytorv 13, 1095 København K

Rødovre Centrum. Foto: PR

Rødovre Centrum

Rødovre Centrum har en historie, der begynder med et stort gartneri og marker på området mellem Tårnvej og Højnæsvej.

Den visionære gartner Aage Knudsen, ejeren af området, lod sig inspirere af moderne butikscentre i USA og åbnede Nordeuropas største overdækkede butikscenter 1. april 1966.

Centret er stadig i dag familieejet, nu af 2., 3. og 4. generation efter stifteren.

Rødovre Centrum er efter flere udvidelser nået op på hele 75.452 m2 og 160 butikker, hvoriblandt du finder kendinge som Vero Moda, Spejder Sport, Quint, Power og Pilgrim.

Se mere på roedovrecentrum.dk.

Hvor: Rødovre Centrum 1R, 1, 202, 2610 Rødovre

Foto: City2, PR fra Facebook

City 2

I 1960’erne stod Indre By over for stigende trafikproblemer og et øget behov for kontorpladser. For at afhjælpe dette blev der planlagt områder i byens periferi som aflastning, og Høje-Taastrup var et af dem.

Det var i denne forbindelse, at idéen om City2 opstod, og også her var man inspireret af de amerikanske shopping malls.

Centret har siden åbningen haft fokus rettet mod familier med børn, og sådan er det fortsat i dag.

City 2 er et mødested og shoppingmekka på Vestegnen med både butikker, biograf, bowling, minigolf og skaterbane.

Og butikkerne er mange, heriblandt Neye, Vila, Ønskebørn, Skoringen og Bog&Ide.

City2 blev i 2014 udvidet med åbningen af Copenhagen Designer Outlet, der dækker 17.500 m2 med outlet-butikker.

Se mere på city2.dk.

Hvor:
Cityringen 4, 2630 Taastrup

Lyngby Storcenter. Foto: PR

Lyngby Storcenter

Siden sin åbningen i 1973 har Lyngby Storcenter været en vigtig del af Lyngbys handelsliv, og med over mange butikker fordelt på 31.000 m2 er Lyngby Storcenter en destination i sig selv, når der skal shoppes.

Her i centret kan der handles i Kaufmann, Hunkemøller, Levi’s, Samsøe Samsøe, Tommy Hilfiger og mange flere butikker.

Og så sammensættes der løbende sjove aktiviteter for både børn og voksne.

Centret rummer knap 100 butikker og ligger i gåafstand fra Lyngby Station og tæt på både Lyngby Kulturhus og Magasin på Klampenborgvej.

På Store Torv i Lyngby Storcenter findes et udvalg af madboder, hvor man kan tage en pause på shoppingturen og forsyne sig med mad og drikke.

Se mere på lyngbystorcenter.dk

Hvor:
Lyngby Storcenter 1, 2800 Kongens Lyngby

Waterfront Shopping. Foto: PR

Waterfront Shopping

Waterfront Shopping er beliggende ved Tuborg Havn.

Her kan du nyde en betagende udsigt over vandet, shoppe i forskellige butikker og tage plads på et af centrets spisesteder. 

Centeret har ligget her siden 2007 og rummer 32.000 m2 shopping.

Og udvalget af butikker byder blandt andet på Matas, Normal, Bahne, Ganni, Illums Bolighus og HAY. 

Se mere på waterfront-shopping.dk

Hvor: Philip Heymans Allé 17, 2900 Hellerup

Glostrup Storcenter. Foto: PR

Glostrup Shoppingcenter

Her er din foretrukne shoppingdestination i Glostrup vest for København.

Med et samlet butiksareal på 20.000 m² bydes du velkommen til en verden af shopping, oplevelser og velvære.

Glostrup Shoppingcenter blev oprindeligt opført i 1972 under navnet Glostrup Storcenter.

Gennem årene har centret gennemgået flere udbygninger og moderniseringer, hvor en ny facade ud mod Roskildevej blev tilføjet.

Deichmann, Femilet, Tøjeksperten, Imerco, H&M – butikkerne er mange. Men Glostrup Shoppingcenter er mere end bare shopping.

Her kan du også få vasket bilen eller spise på café.

Se mere på glostrupshoppingcenter.dk

Hvor: Hovedvejen 81, 2600 Glostrup

Big Shopping. Foto: PR

BIG Shopping

Indkøbscentret BIG Shopping Center ligger i Herlev og åbnede i 2015.

Her findes en biograf, 16 butikker og 5 restauranter, og du kan blandt andet besøge ILVA, Sportmaster, Elgiganten, Power, Bone’s, Max Burger og Føtex.

Big Shopping Center er beliggende tæt på Herlev Station.

For ungerne er der Leos Legeland med klatrestativer, tunneller, boldbassiner, trampoliner, boldkanoner, cykler og rutsjebaner.

Butiksarealet er i alt 45.000 m2 og rummer desuden Sport24Outlet og H&M m.fl.

Se mere på bigshopping.dk.

Hvor: Herlev Hovedgade 17, 2730 Herlev

Foto: PR, Kronen

Kronen

I Vanløse finder du shoppingcentret Kronen, der de kommende år vil blive bygget om, så det får blandt andet solterrasse og flere restauranter.

Centret finder du lige ved Vanløse Station, hvortil du både kan tage bus, metro og S-tog.

Blandt de mest populære forretninger i Kronen er Sinnerup, som forhandler både tøj og boliginteriør på et stort areal.

Kronen rummer desuden Legekæden, Føtex, Intersport og Flying Tiger.

Af specialbutikker kan nævnes den hyggelige teforretning Mulles Tehus.

Se mere på kronenvanlose.dk.

Hvor: Vanløse Torv 1, Vanløse

Waves Shoppingcenter. Foto: PR

Waves Shoppingcenter

Også i Greve på Vestegnen kan der shoppes i et indkøbscenter med en bred vifte af butikker.

Waves Shoppingcenter har flere kendte kædebutikker såsom Imerco, Søstrene Grene, BR, Hummel og Jack & Jones.

Desuden har centret en stor Bilka samt en Lidl, hvis du skal handle dagligvarer.

Mere end 100 butikker kan du gå på opdagelse i her, og spisestederne i centret tæller blandt andet Jensens Bøfhus, Espresso House og The Bagel House.

I Waves Shoppingcenter kan du også gå i biffen med vennerne eller filmen i en Nordisk Film-biograf.

Hvor: Over Bølgen 2A, Greve

Del artikel


Top 3 i dag




 


 


 


 


Udvalgte artikler

 


 


 


Læs i kategorien

 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


Læs i kategorien