Alle kan være med: Sjovt cykelløb for børn kommer til Amager
“Jeg er så glaaaad for min cyyyykel!”
Sådan kan ungerne skråle lørdag 11. september, mens de suser af sted på Amager Fælled.
Børnecykelløbet BørneTour kommer nemlig til byen, og her kan små ben hjule af sted og få en god oplevelse med cykelsporten.
I cykelløbet handler det hverken om at være bedst eller hurtigst, men derimod blot om at være med og have det sjovt sammen med andre børn, mens mor og far hepper.
Børn i alderen tre til 15 år kan være med, og man behøver ikke at være en haj på den tohjulede.
Medaljer til alle
På dagen er der tre forskellige løb, hvor deltagerne inddeles efter alder, og længden på ruten er tilpasset de små bens evner.
For de syv- til ni-årige er ruten 3,75 km lang, mens de 10- til 12-årige og 13- til 15-årige skal cykle 5 km.
De helt små kan også være med, når der er et 1,25 km langt løb for løbecykler og små cykler. Her må forældrene gerne løbe eller gå med på ruten.
Der er medaljer til alle deltagere, når målstregen nås.
Det koster 50 kroner at være med, og tilmelding skal ske på børnetour.dk.
Hvad: BørneTour
Hvor: Amager Fælled
Hvornår: Lørdag 11. september 2021