Skab dit eget glimmer patværk: Populære Potter og Patter er tilbage
Skal de være store, små, lange, korte, flade eller fyldige?
Det bestemmer du helt selv.
I det festlige og folkelige hus Absalon på Vesterbro er de mestre i at finde på sjove events, og københavnerne er vilde med det.
Et af stedets mest unikke og populære arrangementer er “Potter med patter”, som du nu endnu en gang har mulighed for at komme med til.
“Potter med patter” tager dig med i værkstedet, hvor der skal leges med ler og ganske enkelt kreeres potter udsmykket med bryster.
Når potterne er færdige, kan de bruges til eksempelvis blomster på sofabordet, blyanter på skrivebordet, tandbørster i badeværelset eller blot som dekorativ pynt på reolen.
Lyder det fjollet?
Lidt måske, men “Potter med patter” har faktisk et vigtigt budskab – nemlig at bryster findes i alverdens størrelser og faconer, og lige meget hvordan de ser ud og føles, fortjener de at blive elsket af deres ejerkvinder.
Læs også: Masser af kendte mærker: Bella Center forvandles til stort outlet-mekka
Skynd dig at få fingre i en billet
Absalon har allerede afholdt “Potter med patter” flere gange, og kulturhuset på Sønder Boulevard kan bryste sig af at have skabt noget af et tilløbsstykke.
Det betyder, at der er rift om billetterne, så du skal være hurtig, hvis du vil sikre dig en plads i lerværkstedet.
Billetter koster 150 kroner per stk. og gælder til to eftermiddage. Det er nemlig ikke nok at kigge forbi Absalon en enkelt dag, hvis man vil lave sin egen potte med patter.
Potterne laves af selvhærdende ler, og når du har udformet dit patværk er det således nødvendigt, at det får lov til at tørre, inden du udsmykker det med flotte farver, glimmer eller hvad du nu har lyst til.
Læs også: Rent 12-tal: Vesterbro har fået ny klasserestaurant
Kyndig vejledning
I Absalons værksted er der plads til 20 deltagere, og til “Potter med patter” er der altid en vejleder til stede, som kan hjælpe dig med at lære håndværket.
Det er dog dig selv, der står for kreationen, så det er bare med at slippe fantasien løs.
Første gang du møder op i værkstedet, formes selve potten ved hjælp af et syltetøjsglas eller lignende – så har du sådan et stående derhjemme, må du meget gerne medbringe det.
Anden gang du kigger forbi, er potten og patterne klar til at blive pyntet, og herefter kan du tage din kreation med hjem og finde en god plads til den – eller måske pakke den ind og give den i gave til en ven eller veninde.
“Potter med patter” finder sted på følgende datoer:
- 7. og 14. oktober kl. 12.00-13.30 (tag din baby med)
- 7. og 14. oktober kl. 14.30-16.00
- 25. oktober og 1. november kl. 12.00-13.30 (tag din baby med)
- 25. oktober og 1. november kl. 14.45-16.15
- 21. og 28. november kl. 12.00-13.30 (tag din baby med)
- 21. og 28. november kl. 14.15-15.45
Køb billet og læs mere her.
Hvad: Potter med patter
Hvor: Absalon, Sønder Boulevard 73, København V
Hvornår: Flere datoer i oktober og november
Hvor meget: 150 kroner – køb billet her
Læs også: Cocktails og flæskesvær: Vesterbro-darling genåbner i større lokaler