Annonce
MigogKbh Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til København.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Kbh.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogKbh Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Besøg en fregat og kom ned i en ubåd: Nu åbner Københavns flydende museum

Af Camilla Lützhøft Stahlschmidt
Besøg Skibene på Holmen i sommerferien. Foto: PR
Besøg Skibene på Holmen i sommerferien. Foto: PR

Hvornår har du sidst været ombord på en fregat eller besøgt en ubåd?

Begge dele kan faktisk lade sig gøre ved Holmen i København.

Det flydende museum Skibene På Holmen holder åbent fra forår til efterår, og om lidt kan man atter gå ombord.

Årets åbningsdato er 22. april, og fra denne dag kan familier og andre nysgerrige sjæle, som gerne vil udforske den maritime verden, besøge skibene, der byder på spændende oplevelser for folk i alle aldre.

Når man besøger Skibene På Holmen, får man adgang til fire forskellige oplevelser: Ubåden Sælen, Fregatten Peder Skram, Torpedomissilbåden Sehested og Mastekranen.

Den med hovsa-missilet

Fregatten Peder Skram har du måske allerede hørt om. Det er nemlig den med det famøse hovsa-missil.

Hovsa-missilet fik sit navn efter, at det ved en fejl blev affyret fra den danske fregat i Kattegat en septemberdag i 1982.

Det 500 kg tunge missil fløj mere end 30 km, inden det eksploderede i luften over et sommerhusområde i Nordvestsjælland, totalskadede fire sommerhuse og lavede skader på 130 andre fritidsboliger.

Heldigvis kom ingen mennesker til skade ved eksplosionen.

I dag ligger Peder Skram ganske fredeligt i Københavns Havn, og det er muligt at gå omkring på skibet, som første gang søsattes i 1965, og se, hvordan det har været at være blandt de 202 besætningsmedlemmer.

Besøgende behøver dog ikke frygte vildfarne missiler.

Historier fra havet

De to øvrige fartøjer, som er en del af Skibene På Holmen, er en torpedomissilbåd, der var aktiv i årene 1975-2000, og en tysk bygget ubåd fra midten af 1960’erne.

Begge skibe er fulde af historie og interessante fortællinger fra havet.

Den flotte, gamle mastekran, som man også kan komme på guidet tur i, er fra midten af 1700-tallet.

Kranen blev brugt til kølhaling af skibe, isætning af master og lignende.

En adgangsbillet til de tre skibe og mastekranen koster 160 kroner for voksne og 90 kroner for børn i alderen fem til 18 år. Børn under fem år kommer gratis ind.

Det er også muligt at købe billetter, der kun gælder til enten Peder Skram og mastekranen, ubåden Sælen og torpedomissilbåden Sehested eller mastekranen alene.

Se mere på skibenepaaholmen.dk.

Hvad: Skibene på Holmen
Hvor: Elefanten 2, København K
Hvornår: Åbner 22. april 2023. Se åbningstider her.


Del artikel

Andre læser også