Dans på isen: Skøjtebane midt i København forvandles til isdisko

Hvis du savner at fyre dine bedste moves af på byens dansegulve, har du nu chancen for at vrikke løs med hofterne og give den gas til god musik et andet sted i København.
Broens Skøjtebane, som ligger lige ved Inderhavnsbroen, inviterer til isdisko, og folk i alle aldre er velkomne.
Hver fredag i januar og februar forvandles skøjtebanen til Disco on Ice i tidsrummet kl. 17.00-19.00.
Her kan du lave piruetter på isen og danse iført skøjter, mens musikken strømmer ud af højttalerne.
Gratis at være med
Der er gratis adgang til Broens Skøjtebane, så du kan danse med kvit og frit, hvis du har dine egne skøjter.
Ejer du ikke et par skøjter, kan de lejes på stedet for 50 kroner.
Når du er færdig med at give den gas på isen eller blot trænger til en pause, kan du tage et hvil med lækre sager fra Broens Gadekøkken.
Det hyggelige madmarked har flere boder at vælge imellem, og her finder du både god mad samt varme og kolde drikke.
Se mere på Facebook.
Hvad: Disco on Ice
Hvor: Broens Skøjtebane, Strandgade 95, København K
Hvornår: Fredage i januar og februar kl. 17-19