Skulpturer vækkes til live af SMK: Forvandles til tegneserier
Man kunne godt tro, der var tale om en dansk udgave af ”Nat på museet”, men helt så festligt er det desværre ikke.
Og dog – der bliver i hvert fald pustet nyt liv i de gamle skulpturer i Den Kongelige Afstøbningssamling.
Samlingen har i år særåbent alle sommerweekender, og lige nu kan man opleve syv tegnetalenter forvandle myterne og historierne bag skulpturerne til moderne tegneseriestriber.
Læs også Halv pris hele sommeren: Her er de bedste museer i København
2.000 gipsskulpturer
Den Kongelige Afstøbningssamling består af godt 2.000 gipsskulpturer, som står side om side i Vestindisk Pakhus på Toldbodgade i København.
Nogle af dem er meterhøje – andre er ganske små.
Fælles for dem alle er, at de er tro afstøbninger af skulpturer, som står spredt over hele Europa og middelhavslandene.
Til sammen udgør de mange skulpturer Den Kongelige Afstøbningssamling, som er en af de største og mest velbevarede afstøbningssamlinger i verden.
Normalt er dørene lukkede for publikum, men i øjeblikket holder afstøbningssamlingen ekstraordinært åbent.
Læs også Sofa-guiden: Her er 5 steder i København med gratis kultur online
Vækkes til live som tegneserier
De mange gipsfigurer står normalt meget pænt (og stille), men denne sommer vækkes de helt særligt til live.
SMK (Statens Museum for Kunst) har nemlig inviteret syv dygtige tegnere til hver især at udvælge en skulptur fra samlingen og udfolde og fortolke historien bag skulpturen i en tegneserie.
Tegnerne har selvfølgelig hver deres unikke stemme og stil.
Gennem de nyproducerede tegneserier, som er skabt særligt til SMK, fortæller tegnerne med hver deres karakteristiske streg om blodige slag, forbudte affærer og dristige heltegerninger.
De dykker ned i historiske krige og sagnomspundne myter og vækker både helte, skurke og monstre til live.
Læs også Sommerudflugt til søs: Tag den smukke tur langs Guldkysten på vandet
Tegneserierne udstilles fra 18. juli forskellige steder i Vestindisk Pakhus i selskab med den skulptur, de knytter sig til.
Alle tegneserierne bliver suppleret af den oprindelige fortælling om skulpturen.
Hvad: Den Kongelige Afstøbningssamling vækkes til live af SMK
Hvor: Den Kongelige Afstøbningssamling, Toldbodgade 40, 1253 København K
Hvornår: Åbent alle weekender i juli og august kl. 10.00-18.00
Hvor meget: Gratis adgang for alle
Bange for at misse nyt om Kbh? Meld dig til MigOgKbhs nyhedsbrev. Kommer hver fredag. Vi lover, det er godt.
Altid nyheder på MigOgKbh Facebook. Lækre billeder på vores Instagram