Slut med brødkrummer: Du må ikke længere fodre dyrene i to store Kbh-parker

Skrevet af: Michael Qureshi

Det er altid så hyggeligt at tage ned og fodre ænder.

Se de glade ænder jagte hvert eneste brødstykke, og har man unger er det perfekt tidsfordriv i en lang weekend.

Men nu er det slut med at fodre ænder og andre dyr i to af Københavns større parker.

Slots- og Kulturstyrelsen sætter nu en indsats i gang, der skal forbedre vandkvaliteten i kanaler og søer i Frederiksberg Have og Søndermarken på Frederiksberg.

For at komme i mål med indsatsen, er det nødvendigt at indføre et forbud mod at fodre dyrene i haverne.

Fodring er ikke nødvendigt

Målet med indsatsen er at skabe bedre og renere levesteder for vandlevende insekter, frøer, salamandre og fisk, og på sigt er det overordnede mål at give hele Frederiksberg Haves og Søndermarkens mangfoldighed af arter et løft og skabe en bedre balance mellem arterne.

”Vi ved alle, at det er hyggeligt at komme tæt på fugle, når man fodrer dem sammen med børn eller børnebørn.

Men fodring er som udgangspunkt altid en større fornøjelse for os mennesker, end det er en nødvendighed for fuglene, for ofte klarer fuglene sig faktisk bedre uden vores hjælp.

Derudover efterlader fodring i vand store mængder uønsket næring, og det kan medføre en kraftig forurening af lige netop det vand, som mange af fuglene lever i,” siger formand for Dansk Ornitologisk Forening København, Ingelise Aarøe Petersen.

Mængden af kvælstof stiger

Slotshavechef Niels Mellergaard, Slots- og Kulturstyrelsen, siger;

”Hvis vi skal have held med indsatsen, er det nødvendigt, at havens gæster ikke fodrer fisk, fugle og andre dyr med brød, frø og madrester.

For når man fodrer dyrene, så stiger mængden af kvælstof i vandmiljøet på grund af dyreekskrementer og overflod af næring i vandmiljøet.

Det er derfor, at vi nu indfører et forbud mod at fodre dyrelivet og sætter en række tiltag i gang, der skal forbedre vandkvaliteten, så vi får skabt bedre levevilkår for dyrelivet.

Vi håber, at vores gæster kan forstå alvoren og holder op med at fodre dyrene, så vi kan give vandmiljøet en hjælpende hånd og gøre de gamle haver til et grønt frirum, hvor arterne trives, og mangfoldigheden blomstrer.”