Smukt vintervejr lokker på Søerne: Nu advarer beredskabet børn og hundeejere

Det er bidende koldt, stille og næsten postkortsmukt i København lige nu.
På Søerne ligger isen som et tyndt, lyst lag, der får overfladen til at se fast og indbydende ud.
Men netop det vinterlige syn kan være farligt.
Læs også: Ugens tip: Nu kan du købe ikonisk københavnerjulepynt – du skal bare selv plukke det ned fra loftet Hovedstadens Beredskab advarer nu kraftigt mod at bevæge sig ud på isen, selvom den kan se solid ud ved første øjekast.
”Nej, isen er ikke sikker
På flere kanaler og søer er der begyndt at være is på overfladen.
Isen er langt fra sikker!” lyder den klare melding.
Isens tykkelse kan variere fra sted til sted, og strøm, temperaturforskelle og bevægelse i vandet betyder, at den kan være livsfarlig – også selvom den ser ensartet ud.
Tal med børn og unge om faren
Beredskabet opfordrer forældre og voksne til at tage snakken derhjemme, inden fristelsen bliver for stor.
”Tal med børn og unge om faren ved at gå ud på isen,” skriver beredskabet.
Særligt børn og unge kan have svært ved at vurdere risikoen, når Søerne ligner et vintereventyr midt i byen.
Gå ikke ud efter hunden
Også hundeejere bliver bedt om at være ekstra opmærksomme. Hvis en hund løber ud på isen, kan situationen hurtigt blive alvorlig.
”Løber din hund ud på isen, og kan du ikke kalde den til dig, skal du ikke selv gå ud på isen,” lyder advarslen.
I stedet er rådet klart og konsekvent.
”Kald 112 ved ulykke eller andre situationer der kræver akut hjælp.”
Beskeden fra Hovedstadens Beredskab er entydig: Nyd vinteren og kulden fra bredden – men lad isen være.
Det smukke syn kan dække over en farlig virkelighed.