Ugens tip: Snasket brunsviger toppet med hjemmelavet softice er en fuldstændig himmelsk omgang

Inden vi begynder artiklen må vi nok hellere advare alle fynboer om at læse videre.
For det er for jer nok det rene blasfemi.
I denne omgang af Ugens tip har vi nemlig fundet en ualmindelig snasket omgang til alle jer, der elsker søde sager.
Mums!

Et samarbejde som sendt fra himlen
Sidste år åbnede ismejeriet, Aurora, i Carlsberg Byen af folkene, der også har bagerierne Benji, Alice og Københavns Bageri.
Sidstnævnte ligger blot et spytkast fra Aurora, og det er mellem de to, at samarbejdet her er opstået:
En hjemmebagt brunsviger toppet med hjemmelavet softice.
Læs også: 16 formidable steder: Her finder du den bedste is i København Det lyder fuldstændig fantastisk – og det er det også.
Aurora er ultra-nørdede omkring deres is, og det er tydeligt at smage, at det ikke er hvilken som helst softice, der er kommet på toppen.
Den har nemlig en intens smag af vanilje, og så er den virkelig cremet.
I bunden finder du Københavns Bageri på en verdensklasse brunsviger, og den skuffer absolut heller ikke.

Kom tidligt
Det er vist ikke helt svært at gennemskue, hvad vi synes om den snaskede laban her.
Ja, vi kunne nok godt spise den hver eneste dag hele sommeren.
Serveringen er en del af brunchmenuen hos Aurora, der serveres i hverdagene fra kl. 8-13 og i weekender fra kl. 9-14.
Du skal derfor ikke vente for længe, hvis du også skal smage den.
Prisen er 95 kr., så den er desværre ikke helt billig – men til gengæld kan du tænke på, at alle de råvarer som er brugt i processen er fra øverste hylde.
Du finder Aurora på adressen Flaskehalsen 11 i Carlsberg Byen, og du kan finde andre lækre sager på deres Instagram lige her.
Hvad: Brunsviger softice hos Aurora
Hvor: Flaskehalsen 11, 1778 København V
Hvornår: Åbent til brunch mandag-fredag fra kl. 8-13 og weekender fra kl. 9-14