Søren vandt Melodi Grand Prix: “Svært at være blind – når man er født med 200 kilometer i timen”
Nogle gange siger et billede mere end 1000 ord – også selvom man ikke kan se det selv.
For Søren fra Østerbro står billedet nemlig klart – selvom han ikke kan se.
Lørdag aften vinder han foran en sal fyldt med meget entusiastiske gæster det danske Melodi Grand Prix for blinde og svagtsynede.
300 danskere fulgte med online og i Bredegaard i Fredensborg summede salen af glæde, musik og fællesskab.
“Det var, som det plejer at være, en kæmpe fest! Det er så vigtigt for os at have et sted, hvor vi kan samles og dyrke fællesskabet for fuld musik. Low Vision Song Contest er blevet et stærkt symbol på netop dette, og jeg er glad for at opleve, hvor meget det betyder for deltagerne og publikum,” siger Ask Løvbjerg Abildgaard, der er formand for Dansk Blindesamfund.
Det var nemlig dem, der var værter og som fejrede den kreative udfoldelse og samværet blandt synshandicappede musikere og publikum.
Præmien skal bruges på mere musik
Vinderen af konkurrencen blev altså Søren Høg fra Østerbro, der med sangen “I kanten af en sommersti” fejede al modstand af banen.
“Jeg er virkelig glad og stolt over at have vundet, og taknemmelig for denne oplevelse, Dansk Blindesamfund har taget initiativ til. Der er så mange dygtige musikere med synshandicap, som fortjener at optræde på en scene og dele vores glæde for musik,” siger Søren Høg.
Han er med sine 61 år måske ikke lige prototypen på en MGP-vinder, men pengepræmien på 10.000 kroner skal alligevel gå til noget med fremtid i.
De skal nemlig bruges på et ny musikanlæg, som er nemt at have med, når han rejser rundt og optræder.
“Det vil gøre det meget lettere for ham at dele sin musik med endnu flere,” forklarer Søren Høg.
“Musik betyder alt for mig. Jeg har spillet, siden jeg var 10 år, og i dag er det stadig min største passion. Musikken er min måde at udtrykke mig på og røre mennesker. For mig handler det ikke om, at hver eneste tone er perfekt, men om at sangen rammer i hjerter,” siger Søren.
Født med 200 i timen – men lang tid om at acceptere
Noget af det første mennesker spørger synsbesværede om, er, om de er født med nedsat syn.
Og sådan er Sørens historie også.
Søren er født blind, men blev opereret som spæd, så han kunne se en smule.
Derfor var har svagsynet som ung, men langsomt forsvandt synet igen, så han igen er helt blind i dag.
”Jeg er født med 200 kilometer i timen, men det er svært at praktisere som blind. Blindhed er langsommelighedens handicap, så derfor tog det mig mange år at acceptere, at alting går langsommere som blind. Ellers risikerer man at vælte og støde ind i ting. Det går meget bedre, når man lærer at være langsom, og så får man også meget mere med og flere indtryk,” siger Søren Høg.
Sørens vindersang
Sangen kan høres her:
Low Vision Song Contest blev første gang afholdt i 2021 som et virtuelt event under coronanedlukningen. Siden er det vokset til en fast årlig tradition, hvor deltagerne optræder live i Fredensborg med satellitfester i hele landet hos Dansk Blindesamfunds lokalafdelinger.