Sommer-vibes og lækre toner: Gratis musikfestival klar til at indtage i Kødbyen
Vær med til at opdage morgendagens stjerner, når festivalen Summer in th City præsenterer masser af ny musik.
Tilbage i 2015 fik en flok frivillige på Huset-KBH en ide.
De syntes, at upcoming danske musikere fortjente et sted, hvor de kunne præsentere deres musik for københavnerne.
Derfor skabte Huset-KBH’s frivillige den tre dage lange festival Summer in the City og håndplukkede lovende talenter fra det danske vækstlag til at stå for underholdingen.
Læs også: Pizza og cocktails: Ny pizzajoint ved Kødbyen laver en “Kevin Bacon”
Rykker til Vesterbro
Københavnerne har i den grad taget den årligt tilbagevende begivenhed til sig, og ved hver festival er flere folk strømmet til for at opdage nye ørehængere, drikke øl og nyde stemningen ved det hyggelige kulturhus i Indre By.
Efter fire somre i Huset-KBH’s gårdhave har Summer in the City nu vokset sig så stor, at arrangørerne er blevet nødt til at finde et nyt sted at afholde festivalen. Valget er faldet på Onkel Dannys Plads i Den Brune Kødby på Vesterbro. Her er plads til flere tilskuere og dermed lagt op til en større fest.
Trods de nye rammer lover folkene bag Summer in the City, at stemningen bliver intakt og lige så sommerlig, som den plejer at være.
Pladsen udstyres med flere barer, hvor der kan købes både cocktails, øl og sodavand, og i cafeen Hverdagen finder man økologiske måltider.
Læs også: Genialt koncept: Ny mejeri-butik i København laver Aperol Spritz-is
Hør fremtidens stjerner
Summer in the City begynder torsdag 18. juli og varer til og med lørdag 20. juli.
Hvis du trænger til at finde nye toner til dine playlister eller gode beats til sommerens fester, er der helt sikkert råd for det, for festivalen er et oplagt sted at opdage fremtidens stjerner før din nabo.
Tidligere har Summer in the City bl.a. præsenteret navne som Aksglæde, Júníus Meyvant og Rebecca Lou, der siden har vokset sig store og nu spiller udsolgte koncerter på større spillesteder rundt omkring i landet.
Denne sommer byder festivalen på et line-up bestående af 17 skandinaviske bands og solister, og med både hiphop, indie, pop og jazz på programmet, er der noget for en hver smag.
Årets line-up:
- Andreas Odbjerg
- ARES
- Cherryhead
- Ignore the Elephant
- Josa Barck
- Klaptrae
- KLIPO
- LIEB
- Magnus Tempels
- mono mono
- PATINA
- Pil
- Ponti
- Schwarze Fiktion
- SmagPåDigSelv
- TERESE
- Timur
Der er gratis adgang til Summer in the City.
Se mere på Facebook.
Hvad: Summer in the City
Hvor: Onkel Dannys Plads, København V
Hvornår: 18.-20. juli 2019. Pladsen åbner kl. 15
Hvor meget: Gratis adgang
Læs også: Mere end 2 mio. visninger: Udlandet falder på halen over ny video fra CopenHill