Annonce
MigogKbh Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til København.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Kbh.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogKbh Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Ugens tip: Sjov sommeroplevelse på vandet bringer Hawaii-vibes til Amager

Af Camilla Lützhøft Stahlschmidt
Foto: Copenhagen Surf School, PR
Foto: Copenhagen Surf School, PR

En ny uge er i fuld gang, og Ugens tip fra redaktionen er klar til dig.

Denne mandag skal vi en tur til Amager, hvor en fed sommeroplevelse venter på dig og dine vandglade venner.

Måske går du og drømmer om at rejse en tur til Hawaii eller Sri Lanka for at surfe på tyrkisblå bølger under den bagende sol – men hvorfor tage helt om på den anden side af jorden, når man kan hoppe op på surfbrættet her i København?

I Amager Strandpark holder Copenhagen Surf School til, og dem kan vi varmt anbefale at besøge, hvis du trænger til at prøve en sjov og anderledes aktivitet i sommerferien.

Prøv en padletur

Måske har du allerede prøvet kræfter med stand up paddle – eller blot SUP, som surfertyperne kalder det. Men er det ikke tilfældet, står folkene fra Copenhagen Surf School klar med grej, tips og tricks til at komme godt i gang.

Stand up paddle er en form for surfing, hvor man står på et surfbræt uden sejl og padler af sted på vandet.

Sporten har sine rødder på Hawaii, men den er de seneste år blevet populær mange steder i verden, og du har helt sikkert også set folk på surfboards padle rundt i Københavns kanaler.

Foto: PR, Copenhagen Surf School

Hos Copenhagen Surf School kan man komme på introkursus, hvis man er ny i SUP-verdenen, og det foregår under særdeles fredelige forhold.

Man padler nemlig rundt i lagunen og bliver således ikke væltet omkuld af bølger, og man skal ikke være bange for at drive til havs.

Du ryger nok i vandet

Selv om der ikke er store bølger, som kan gøre, at du dratter ned fra brættet, skal du dog nok forberede dig på en tur i vandet alligevel.

Det er nemlig ikke helt let at holde balancen på sådan et surfbræt, når man ikke har prøvet det før. Og ja, vi taler af erfaring.

Hos Copenhagen Surf School kan du heldigvis låne en våddragt, så du ikke fryser, når du har været en tur i vandet og skal padle videre rundt i lagunen.

Et introkursus i stand up paddle varer halvanden time og begynder på land.

Prisen er 345 kroner, og alt udstyr er inkluderet.

Når kurset er slut, kan du og de andre deltagere give hinanden high-fives og i ægte surferstil chille til behagelige reggae-toner, mens I forsyner jer med forfriskninger fra caféen.

Copenhagen Surf School tilbyder desuden kurser i windsurfing, og når du har gennemført introkurset i stand up paddle, kan du blive en del af klubben, som tager på padletur hver mandag i de lune måneder.

Hvad: Copenhagen Surf School
Hvor: Amager Strand Promenaden 1, Amager
Hvornår: Find ledige tider her

Del artikel

Andre læser også