Annonce
MigogKbh Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til København.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Kbh.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogKbh Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Nyd sommeren nordpå: 8 hyggelige oplevelser i Gilleleje

Af Camilla Lützhøft Stahlschmidt
Man kan komme helt ned i gear på stranden i Gilleleje. Foto: Camilla L. Stahlschmidt
Man kan komme helt ned i gear på stranden i Gilleleje. Foto: Camilla L. Stahlschmidt

Når du trænger til frisk luft og en pause fra byen denne sommer, kan vi anbefale at tage en tur til Gilleleje og nyde en afslappet dag på nordkysten.

Husk at pakke strandtasken, og glem ikke at bruge noget tid på blot at slentre rundt mellem de hyggelige gamle huse i fiskerbyen.

Her får du MigogKbh-redaktionens bedste tips til en sommerdag i Gilleleje.

Nakkehoved Fyr i Gilleleje. Foto: Camilla L. Stahlschmidt

Nakkehoved Fyr

Lidt øst for Gilleleje by troner det smukke Nakkehoved Fyr på de høje skrænter.

Fyret er fra 1772 og fungerer i dag som Fyrhistorisk Museum, der kan besøges tirsdag til søndag i tidsrummet 11.00-16.00. Børn under 18 år kommer gratis ind, mens entréprisen for voksne er 40 kroner.

Besøget i fyret kan kombineres med en gåtur i den smukke natur og et måltid på det hyggelige spisested Fyrkroen, hvorfra der er udsigt til Sverige.

Spis fisk på havnen

Når man er i Gilleleje, skal man spise fisk eller andre lækkerier fra havet.

Skal det være på uformel vis, kan det gøres ved bænkebordene på havnen, hvor Adamsens Fisk & Deli holder til.

Her langes havfrisk fastfood over disken – blandt andet fiskefrikadellesandwich og stegte sild.

Stranden

En tur i bølgen blå er et must på en varm solskinsdag, og i Gilleleje er der rig mulighed for at tage en dukkert.

Her er skøn sandstrand og blåt flag, så du kan roligt hoppe i badetøjet og køle ned i havet.

Foto: Søsters, PR

Søsters Is

En anden måde at køle ned på er hos nyåbnede Søsters.

Den lille is- og chokoladebiks slog dørene op på havnen sidste år, og her fås Gillelejes bedste is. Menukortet frister med både flødeis, sorbet og soft ice.

Veterantoget

Hver søndag i perioden 3. juli til 21. august kan man køre en tur med Veterantoget i Nordsjælland.

Toget kører mellem Græsted og Grønnehave, og undervejs standser det på stationerne i Gilleleje, Dronningmølle, Hornbæk, Ålsgårde og Hellebæk.

Der er afgang to gange hver søndag, og billetter kan købes her.

Proviant i Gilleleje. Foto: Camilla L. Stahlschmidt

Proviant

En god sommerfrokost kan man spise på Restaurant Proviant, som ligger lige over for Søsters Is.

Prøv for eksempel smørrebrød med sprød rødspættefilet og jomfruhummer, eller kast dig ud i en af stedets specialiteter, som tæller blandt andet kalvetatar og kryddersild med friteret æg.

Far til 4

Er I på sommerudflugt med ungerne, kan frokosten eksempelvis indtages på restauranten Far til 4.

Her er særdeles børnevenligt, og ungerne vil elske den maritime udsmykning på væggene.

På menukortet er der en del retter særligt til børn, men forældrene kan også sagtens finde gode sager – blandt andet pil-selv-rejer og pankostegt rødspætte.

Du kan være heldig at støde på gode loppemarkeder i Gilleleje. Foto: Camilla L. Stahlschmidt

Sommershopping

Der er rig mulighed for sommershopping flere steder i Gilleleje.

Ved havnen kan man shoppe maritimt fritidstøj hos Havhøkeren, og i hovedgaden sælger Tine K Home lækkert interiør til sommerhuset eller københavnerhjemmet.

Her finder man også flere tøjbutikker, og hvis der skal shoppes legetøj, kan det gøres i den hyggelige legetøjsforretning Trolde & EventyrVesterbrogade.

Er du på udkig efter noget anderledes til hjemmet, så besøg Bakkehuset, som er propfyldt med brugskunst fra Indonesien.

Frk. Mage og Choff har ligeledes sager til boligen – og sidstnævnte er indrettet med kaffebar, så man kan tage et hvil i selskab med gode bønner og lidt sødt til ganen.

Du kan også være heldig at støde på små loppemarkeder, når du slentrer rundt i Gillelejes gader.

Del artikel

Andre læser også