Til de mindste: Flere af byens soppebade åbner alligevel

Københavns Kommune har ændret på deres første udmelding og kommer alligevel til at åbne flere af byens soppebade.
Det er de nationale lempelser og en ny sundhedsfaglig vurdering fra sundheds- og omsorgsforvaltningen, der gør det muligt for Københavns Kommune at se de smitteforebyggende tiltag med nye øjne. Det fortæller Jakob Hjuler Tamsmark, der er chef for Corona-teamet i teknik- og miljøforvaltningen til København Liv.
Hen over sommeren vil hver af byens syv åbne soppebassiner være åbne tre dage om ugen i dagstimerne.
Bassinerne fyldes med rent postevand, og derfor vil de være lukket i ny og næ både af hensyn til miljøet og grundet vandbudgettet.
I denne uge er Remiseparken, Valbyparken og Hulgårds Plads åbne fredag, lørdag og søndag fra kl. 11-17.
I næste uge kommer turen til Fælledparken (dog kun soppesøen), Nørrebroparken, Bredegrund og Skydebanen.
Tjek dog altid åbningstider for de enkelte soppesøer HER, inden du drager afsted med de små under armen.