Kåret til byens bedste: Vegansk københavner-favorit vender retur til foråret
De sidste par år har budt på lidt af hvert, men det har også betydet et midlertidigt farvel til de veganske caféer Souls.
Til foråret vender de dog retur, når de åbner på Købkes Plads i Carlsberg Byen.
Glæd dig til smagfulde veganske retter fra nogle af pionererne inden for plantebaseret mad.
Anmelderroste søsterrestauranter
Du kender måske de veganske spisesteder Restaurant Ark og Bistro Lupa, som laver noget af den bedste plantebaserede mad i København.
I løbet af foråret får de to restauranter en ny søster, når Souls genåbner i Carlsberg Byen.
Her vil du kunne nyde veganske favoritter som burger eller stegte svampe, men der vil også vil være mulighed for take-away og catering.
Souls har flere gange været nomineret til Byens Bedste af AOK, og vandt i 2018 prisen som Byens Bedste Veganske.
Ejeren af Ark Collection, Jason Renwick, ser frem til at åbne på den historiske bryggerigrund på Købkes Plads og fortæller, at Souls kan spejle sig selv i den udvikling kvarteret gennemgår:
“Carlsberg Byen var et nemt valg for os. Vi tror virkelig på området.
Kvarteret er ikke blot nyt og spændende, men har også en dyb historie. Vi respekterer denne dobbelthed, og vores tilgang til mad tilstræber det samme. Vi har respekt for historien og omfavner nye alternativer,” siger Jason Renwick.
Souls’ søskende, Restaurant Ark og Bistro Lupa, har tidligere fået ros for deres plantebaserede mad, og i 2021 blev Ark tildelt den grønne stjerne af Michelin-guiden.
Hvad: Souls åbner i Carlsberg Byen
Hvor: Købkes Plads
Hvornår: Åbner i foråret 2022