Speciel koncert-oplevelse: Whitney Houstons verdensturné kommer til Danmark

Vi kan hurtigt blive enige om, at verden mistede en af de største sangstemmer, da Whitney Houston døde for otte år siden.
Men i marts 2020 kommer Whitney Houston til at stå på scenen i Forum til en koncert. Det vil sige, at det bliver et hologram af den afdøde verdensstjerne.
Det skriver dr.dk onsdag.
Ved siden af det digitale hologram vil der så være et Live-band, der spiller musikken.
En ny type koncertoplevelser
Så på den måde drager Whitney Houston faktisk på verdensturné, og rammer København d. 25. marts 2020.
“Det, vi skaber her, er en ny type koncertoplevelse designet til at genskabe den magi. Når Whitney Houston optrådte, så var det med en uforlignelig karisma og indlevelse.
“Det er, hvad vi vil give publikum, og det er en ære at føje yderligere til hendes kunstneriske arv,” siger direktør og formand i Base Hologram Brian Becker til Billboard.com.
Spørgsmålet er så, om man synes det er skønt at få muligheden for at genopleve Whitney Houston på toppen med bl.a. I Will Always Love You kendt fra filmen Bodyguard.
Eller om man synes, det er lidt for særpræget at skulle gå ind og opleve en afdød musiker på et hologram.