Spis for 50 kr: Madklubben forvandler cocktailbar til folkekøkken

Skrevet af: Kaspar Mørk Arianto
Foto: Bar Next Door / Facebook
Foto: Bar Next Door / Facebook

Folkekøkkenet er en genre, der hitter: En genial mulighed for at spise godt og billigt side om side med nye venner. I flere år har konceptet trukket fulde huse bl.a. i kulturhuset Absalon på Vesterbro og i en vegansk udgave hos Kraftwerket på Toftegårds Plads i Valby.

Spis for en halvtredser hos Bar Next Door

Nu melder restaurantimperiet Madklubben sig også på folkekøkkenbanen. Madklubben er i løbet af det sidste årti blevet kendt for gedigne restaurantoplevelser til cafépriser, men nu får prissedlen endnu et nøk nedad: Kun 50 kr. for en solid omgang gryderet.

Den kan nydes hver onsdag fra kl. 18-20 i hyggelige rammer på Madklubbens cocktailbar, Bar Next Door, som ligger på første parket ud til søerne lige ved Dronning Louises Bro på Nørrebrosiden.

Læs også: Her er 5 af de bedste steder med takeaway på Nørrebro

Det er først til mølle, og når gryden er tom, må du slå dig på drikkevarerne i stedet. De har heldigvis også fået et prishug i anledning af det nye folkekøkkenkoncept, så en fadøl f.eks. koster 25 kr.

Både billigt og bæredygtigt

Onsdagens gryderet laves af overskudsråvarer fra Madklubbens tre restauranter i samme bygningskarré som Bar Next Door: Frankies Pizza, Food Club og Alabama Social.

Selv fortæller de, at det lige så meget handler om at spise god mad og møde nye mennesker, som det handler om aktivt at bekæmpe madspild på restauranterne. Som de skriver på hjemmesiden: Det er ikke bare billigt, det er bæredygtigt.

Når maden er spist og tallerkenerne pakket væk, finder bartenderne brætspillene frem, så du kan banke dine venner i Hint, Ludo, terninger, backgammon, skak, eller noget helt andet.

Du kan altså med andre ord både slå mave og slå vennerne hjem. Ren win-win!

Læs også: På Bastard Café er brætspillet konge

Hvad: Folkekøkken
Hvor: Bar Next Door, Sortedam Dossering 3, 2200 København N
Hvornår: Hver onsdag. Mad fra kl. 18-20 (først til mølle) og herefter normale åbningstider
Hvor meget: 50 kr. for mad, 25 kr. for fadøl
Hvordan: Læs mere om konceptet på dette link