Nyhedsbrev

Artikler med:

Nyeste artikler

Stemmer fra Broen: “Emballagesystemet er en kæmpe ommer”

Denny Vangsted er medejer af Albatross & Venner og Omegn & Venner. Foto Albatross & Venner
Denny Vangsted er medejer af Albatross & Venner og Omegn & Venner. Foto Albatross & Venner

Når ikke engang politikerne kan finde ud af det, hvem kan så?

Sådan siger Denny Vangsted fra Albatross & Venner til MigogKbh.

Det gør han i vores nye artikelserie ‘Stemmer fra Broen’, hvor vi sætter dagsordenen fri til alle de københavnske bydele, og på skift giver ordet til københavnere fra Nørrebro til Østerbro – Amagerbro til Langebro.

Denny Vangsted – ordet er dit:

Af Denny Vangsted, Albatross & Venner

Intentionen var god, da Folketinget sidste år vedtog nye regler om producentansvar for emballage.

Det er både rimeligt og nødvendigt, at vi restauratører og detailvirksomheder tager ansvar for det affald og det ressourceforbrug, der følger med vores emballageforbrug.

Målet – mindre miljøbelastning og bedre affaldshåndtering – er der ingen, der anfægter.

Problemet er, at systemet ikke virker i praksis.

Vedtaget – men efterlever dem ikke

At reglerne ikke virker må være tydeligt for enhver i forbindelse med det aktuelle folketingsvalg, hvor en lang række politiske partier ikke overholder reglerne, når de deler kaffe, snacks og materialer ud i emballage.

Det samme gjorde sig gældende ved kommunalvalget i 2025.

Når selv dem, der har vedtaget reglerne, ikke efterlever dem, er det svært at konkludere andet, end at systemet er fejlet.

I praksis er ordningen blevet frivillig.

Ikke fordi den er tænkt sådan – men fordi reglerne er så komplekse og bureaukratiske, at de ikke bliver overholdt.

Når politiske partier ikke kan finde ud af det, er det nærliggende at antage, at mange virksomheder heller ikke gør det.

Den oplevelse går igen i branchen; systemet er dyrt, uigennemskueligt og vanskeligt at håndtere.

Konsekvensen er mangelfuld indrapportering og færre midler til den affaldshåndtering, ordningen skulle finansiere.

Det går direkte ud over miljø og klima.

Omfattende regelsæt

Paradokset er åbenlyst: Et system, der skulle styrke miljøindsatsen, risikerer at svække den.

Samtidig står vi med et regelsæt, der er så omfattende, at selv dem, der har lavet det, har svært ved at anvende det korrekt.

Som virksomhed betyder det blandt andet krav om medlemskab af en kollektiv ordning, i vores til følge til omkring 4.000 kr. årligt ex. moms, – oven i den tid, der bruges på registrering og indrapportering, som enten udføres af en medarbejder som kan gennemskue systemet – eller oftest en ekstern konsulent.

Den tid kompenseres fx restauratører og detailaktører ikke for. 

For mange – især mindre virksomheder – er det en uforholdsmæssig stor byrde, der kræver urimeligt meget økonomisk af dem.

Og så rammer systemet skævt.

Foto Albatross og venner Facebook

Emballage er en nødvendighed

Emballage kan ikke betragtes som et tilvalg – det er en nødvendighed.

Vi kan ikke drive restaurations- og detailvirksomhed uden. Vi vil gerne tage ansvar, men vi kan ikke trylle emballagen væk.

Når reglerne samtidig er så komplekse, skaber det en skævvridning, hvor de virksomheder, der forsøger at gøre det rigtige, betaler i tid og penge, mens andre – herunder politiske aktører – i praksis slipper.

Det er hverken retfærdigt eller effektivt.

Endnu værre er det, at reglerne skaber en uhensigtsmæssig adfærd.

I en virksomhed som Albatross & Venner betyder det, at vi gået væk fra emballage med eget logo.

Det er bedre for miljøet og samtidig flytter det indrapporteringsansvaret fra os til leverandøren og reducerer dermed en uforholdsmæssig stor administrativ byrde hos os som virksomhed.

Når regulering får virksomheder til at ændre adfærd af bureaukratiske – og ikke miljømæssige – årsager, er noget galt.

Det mest bekymrende er dog, at systemet ikke leverer på sit formål.

Denny Vangsted er medejer af Albatross & Venner og Omegn & Venner. Foto Albatross & Venner

Flyt ansvaret

Når kun en brøkdel indrapporterer korrekt og når politikerne heller ikke gør det, bliver der ikke genereret de midler, der skal finansiere bedre affaldshåndtering.

Resultatet er mindre effekt for miljø og klima og et system, der mister sin legitimitet.

Løsningen er ikke at afskaffe producentansvaret. Løsningen er at gøre det enkelt at gøre det rigtige.

Derfor bør ansvaret for indrapportering flyttes fra den enkelte detailvirksomhed til leverandøren af emballage.

Når en virksomhed køber emballage, bør afgiften allerede være indregnet, og indrapporteringen håndteret centralt.

Det vil sikre mere præcis registrering af mængder og materialer, samle indrapporteringen hos færre aktører med bedre systemer, reducere bureaukratiet markant samt skabe et system, der faktisk bliver efterlevet. Kort sagt: gøre ordningen effektiv.

I dag er virkeligheden, at reglerne ikke bliver overholdt, systemet er unødvendigt komplekst, omkostningerne er høje, og effekten for miljøet er utilstrækkelig.

Det er uholdbart – for klimaet, for miljøet og for virksomhederne.

Når ikke engang politikerne kan finde ud af at overholde reglerne, er det ikke virksomhederne, der er problemet. Så er det systemet.

Derfor bør vi handle nu: Gør reglerne enklere, ansvaret tydeligere og placér indrapporteringen dér, hvor den kan håndteres effektivt:

Nemlig hos leverandørerne, som både har og skal have overblikket over de emballagemængder, de sender ud af døren til restauratører og detailhandlen. 

Del artikel

Korte videoer

 


 


 


 


Udvalgte artikler

 


 


 


Top 3 i dag




 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


Tilladelse til politiske reklamer

For at støtte den demokratiske samtale, vil vi gerne spørge om din tilladelse til at vise dig politiske reklamer på denne hjemmeside.

Du vil altid kunne se, hvem der er afsender af reklamen, og hvorfor du ser den. Vi anvender aldrig følsomme oplysninger som din politiske overbevisning til at målrette reklamer.

På alle reklamer kan du finde kampagne id, som du kan bruge til at finde al info på om kampagnen på https://politiskreklame.dk/

Dit samtykke er frivilligt, og du kan til enhver tid trække det tilbage.