Nyhedsbrev

Artikler med:

Nyeste artikler

Stemmer fra Broen: “Lad os gøre København fed hele året!”

Mikkel Irminger Sarbo. Foto PR
Mikkel Irminger Sarbo. Foto PR

“København er blevet en rigtig attraktiv destination og et meget populært sted at bo. Det er ikke så mærkeligt, for det er et virkelig lækkert sted med en fed energi.

Det mærker man særligt, når solen titter frem og om sommeren, hvor gaderne, pladserne og havnen fyldes med liv.  

Men trods klimaforandringer, så er sommeren fortsat kort i Danmark – og byens potentiale som sprudlende og livlig metropol hele året rundt er langt fra forløst.

Hvad skal der til for at forløse det? 

Wonderful Copenhagen gør allerede sit for at sprede turismen ud over året, men de kan jo kun markedsføre de faciliteter, aktiviteter og tilbud, som findes.

Det er konkrete aktører, som må gøre København mere attraktiv resten af året, hvis vi virkelig skal udvikle os til en levende helårsdestination – og hvis vi københavnere også skal kunne glæde os over byen hele året.”

Sådan siger Mikkel Irminger Sarbo (mad-iværksætter) til MigogKbh.

Det gør han i vores nye artikelserie ‘Stemmer fra Broen’, hvor vi sætter dagsordenen fri til alle de københavnske bydele, og på skift giver ordet til københavnere fra Nørrebro til Østerbro – Amagerbro til Langebro.

Mikkel Irminger Sarbo – ordet er dit:

Foto Torvehallerne Facebook

Et vinterrum midt i byen 

Lad os tage TorvehallerneKBH som et både fantastisk eksempel på, hvad der kan lade sig gøre og samtidig et godt eksempel på uforløst potentiale. 

Selv driver jeg sammen med gode partnere Hallernes Smørrebrød og Tante T dér og var med helt fra starten i daværende Teknik- og miljøborgmester Klaus Bondams baggrundsgruppe, da der udelukkende var tale om en vision om at få byliv og råvarer tilbage til Israels Plads. 

Her lykkedes det på fineste vis, ikke mindst hjulpet af den dedikerede arkitekt Hans Peter Hagens, at samle både politikere, en stor ejendomsaktør og et hav af markedsfolk, grossister, restauratører og madentreprenører om det fælles projekt, som millioner af gæster nu på 15. år nyder året rundt.  

Alle elsker den summen, som vi møder i TorvehallerneKBH, og selv den mindste solstråle kan give forårsfornemmelser, når man befinder sig bag de isolerende glasvægge. 

Det åbne torverum mellem de to markedshaller er også på gode dage om sommeren sprudlende og fyldt med liv, men når dråber falder fra himlen eller kulden bider, så fordufter magien. 

Om vinteren forsøges der med at beskytte boderne med frugt, grønt og blomster ved opsætning af nogle telte, og der knokles for at gøre det hyggeligt og indbydende. Men det er og bliver mere koldt end cool – og tiltrækningskraften er ikke høj. 

I mange år har der verseret forskellige idéer til en eventuel permanent, men fleksibel overdækning – en løsning, der kan beskytte mod vejret, skabe bedre arbejdsforhold og gøre pladsen til et reelt og attraktivt opholds- handle- og leverum hele året. 

Mulighederne er mange: lette tekstilkonstruktioner, pergolaer, modulære overdækninger eller transparente orangerier, som både kan åbne sig mod himlen og lukke sig om vinteren. Fælles for dem er, at de ikke nødvendigvis behøver at bryde med stedets identitet – tværtimod kan de forstærke den. Men i dag er det ikke muligt. 

Botanisk Have. Foto: Birgitte Rubæk, Statens Naturhistoriske Museum

Lokalplanen spænder ben 

Begrænsningen ligger i den gældende lokalplan, som ikke tillader permanent overdækning mellem markedshallerne. Den bygger på en oprindelig idé om at bevare det historiske grønne voldbælte rundt om det gamle København – som Botanisk Have og Ørstedsparken stadig synliggør. 

Det er en smuk tanke at beskytte voldbæltet. Men spørgsmålet er, om tanken i sin nuværende form utilsigtet begrænser byens liv, energi og begrønning? 

Vi er nødt til at gå lidt mere kreativt ind i nogle af de rammer, som vi har opsat for os selv. Ikke for at fjerne det grønne – men for at gøre det muligt at skabe mere liv. Og det ene udelukker ikke det andet efter min mening. Og så må vi invitere nogle af byens dygtige arkitekter og byrumsspecialister til at tænke med! 

Man kan sagtens forestille sig løsninger, hvor overdækning kombineres med beplantning, grønne tage og øget biodiversitet; hvor det grønne ikke forsvinder, men integreres på nye måder. Vi må ikke reducere byudvikling til et valg mellem natur og byliv. Vi skal opfinde nye måder, hvor de understøtter hinanden. 

Havnen bør integreres bedre i byen 

Et andet sted, hvor København stadig har et uudnyttet potentiale, er langs havnen. 

De seneste 20-25 år er der sket en vild og markant udvikling, der har gjort vandet til et virkeligt stærkt aktiv i byen. Her er vi allerede kommet langt, men vi kan sagtens komme endnu længere.  

Det handler ikke nødvendigvis om store forkromede projekter, men om små, præcise greb, hvor vi styrker forbindelserne mellem by og vand med stærkere overgange og sammenhænge. Som ved Kayak Bar, hvor man kan lægge til og få en drink, og Winter Island, hvor man både kan spise pizza, drikke varm kakao og få sig en saunatur, efter man har været en tur i havnens kolde vand.  

Vi skal både udvikle konkrete visioner og arbejde målrettet med at udfolde dem i skønne nye kombinationer af nogle af vores særlige københavner styrker; design, gastronomi, fællesskaber og liv på og ved vandet. Lad os få byens puls, bevægelse, ophold, måltider og byrum til at flyde sammen på nye måder! 

Hverdagskvalitet som drivkraft 

Det er klart, at fyrtårne som Tivoli, Nyhavn og vores Michelin-restauranter tiltrækker opmærksomhed, men i mine øjne er det ikke dem, som gør København til noget helt specielt.

Bundtrækket ligger i den bredt forankrede kvalitet; i de levende Torvehaller, i de hyggelige byrum, i den rå Kødbys kreativitet, i arkitektoniske mesterværker som Cirkelbroen og Cykelbroen over havnen.

De dygtige kæder som Killer Kebab, Grød og Gasoline Grill har løftet byens hurtige måltider til noget særligt. Det er med til at styrke hverdagskvaliteten.

Det gælder også initiativer som fællesmiddagene i Absalons Kirke, hvor både lokale og gæster udefra kan udleve københavnerlivet, være sammen om det gode måltid og spille en gang bordtennis med nye venner.

Byens har et uforløst potentiale, lad os forløse det til gavn for beboere, erhvervsdrivende og turister.

Del artikel

Korte videoer

 


 


 


 


Udvalgte artikler

 


 


 


Top 3 i dag




 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


Tilladelse til politiske reklamer

For at støtte den demokratiske samtale, vil vi gerne spørge om din tilladelse til at vise dig politiske reklamer på denne hjemmeside.

Du vil altid kunne se, hvem der er afsender af reklamen, og hvorfor du ser den. Vi anvender aldrig følsomme oplysninger som din politiske overbevisning til at målrette reklamer.

På alle reklamer kan du finde kampagne id, som du kan bruge til at finde al info på om kampagnen på https://politiskreklame.dk/

Dit samtykke er frivilligt, og du kan til enhver tid trække det tilbage.