MigogKbh Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til København.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Kbh.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogKbh Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedsbrevet.

Stod bag udviklingen i Nordhavn: Nu står Lars i spidsen for hele København

Af André Bentsen
Lars Jensen, der har sat fingeraftryk på flere projekter i Nordhavn, bliver ny stadsarkitekt i København. Foto: Presse
Lars Jensen, der har sat fingeraftryk på flere projekter i Nordhavn, bliver ny stadsarkitekt i København. Foto: Presse

Han er uddannet i Århus, men bor i og elsker København.

Hovedstadens nye stadsarkitekt, Lars Jensen, er uddannet arkitekt fra Arkitektskolen i den jyske satellithovedstad, og har mere end 20 års erfaring inden for byudvikling og arkitektur i København.

Han kommer nemlig fra en stilling som leder hos SLETH, hvor han de seneste 15 år har ledt virksomhedens projekter i og omkring København – ikke mindst den vilde omdannelse af Nordhavn som rådgiver for By og Havn.

Men nu bliver opgaven en anden for Lars, der privat bor på Amager med sin familie.

Som stadsarkitekt skal Lars Jensen understøtte kommunens arbejde inden for arkitektur og byudvikling.

Det omfatter at rådgive Københavns Kommunes forvaltninger og politiske udvalg om byudvikling og arkitektur.

”Vi er utroligt glade for at få Lars ombord. Med Lars får vi en dygtig og engageret holdspiller, som gennem stærk faglig rådgivning kan løfte vores arbejde med at udvikle København og med at implementere Teknik- og Miljøudvalgets vision; Vores København 2035. Desuden kalder klimaudfordringerne på en ny måde at tænke arkitektur på, hvilket Lars skal hjælpe os med at udvikle, så vi bedst muligt kan understøtte byggeriet i en klimavenlig og fremtidssikret retning,” vicedirektør i Teknik- og Miljøforvaltningen Karsten Biering Nielsen.

Selv ser den kommende stadsarkitekt glad frem til at bidrage til byens udvikling.

“Jeg er meget stolt over den tillid, jeg er blevet givet, ved at få muligheden for at bidrage til Københavns udvikling som stadsarkitekt. Jeg har en stor kærlighed til København og jeg bor selv i byen med min familie. Jeg ser frem til at komme i gang med arbejdet og glæder mig til at samarbejde med alle dem, der involverer sig i Københavns arkitektur og byudvikling,” udtaler Lars Jensen.

Stillingen som stadsarkitekt i Københavns Kommune er en tværgående funktion, der har til opgave at understøtte kommunens arbejde inden for arkitektur og byudvikling.

Stadsarkitektens hovedopgaver består af:

  1. Rådgivning af Teknik- og Miljøudvalg, borgmester og forvaltning i spørgsmål om byudvikling og arkitektur. Stadsarkitekten træffer ikke beslutninger i forvaltningens sager og går almindeligvis ikke ind i enkeltsager.
  2. Dialog med københavnerne om byudvikling og arkitektur. Stadsarkitekten bidrager til den kvalificerede debat om byens udvikling inden for Teknik- og Miljøudvalgets områder blandt andet gennem deltagelse i debatarrangementer mv.
  3. Kompetenceudvikling af medarbejdere i Teknik- og Miljøforvaltningen. Stadsarkitekten medvirker til at udvikle de faglige kompetencer i Teknik- og Miljøforvaltningen, så vurderinger af arkitektur og byudvikling sker på et ensartet og fagligt højt niveau.

Stadsarkitekten er organisatorisk placeret i afdelingen Klima og Byudvikling i Teknik- og Miljøforvaltningen og refererer til vicedirektøren i afdelingen.

Del artikel

Andre læser også