Annonce
MigogKbh Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til København.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Kbh.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogKbh Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Stor åbning på fredag: Københavns Museum slår dørene op i nye flotte rammer

Af Redaktionen

På fredag d. 7. februar slår Københavns Museum dørene op i Stormgade 18, det tidligere Overformynderi.

Hvorfor ligger Østerbro mod nord? Hvordan kan det være, at der er så få huse fra middelalderen i “middelalderbyen”? Og hvis København ikke blev grundlagt af Absalon, hvornår opstod byen så?

Få svar på dette og bliv klogere på hovedstadens historie, når det nye Københavns Museum åbner.

Fra de første istidsjægere over byens ældste spor fra vikingetiden, over pest, brande og bombardementer til nutidens Christiania.

Der bliver meget at opleve.

“Københavnerne kan glæde sig. For med flytningen af Københavns Museum til nye rammer i Stormgade er der lagt op til, at museet kan huse nye, spændende udstillinger og aktiviteter.

Det nye museum vil fortsat dykke ned i mange kroge af Københavns historie, men nu i en mere centralt beliggende fredet bygning og med interaktive  faciliteter, der gør det endnu sjovere at gå på opdagelse i museet,” siger overborgmester Frank Jensen (S) i en pressemeddelelse.

Kom helt tæt på københavnernes liv

Kultur- og fritidsborgmester Franciska Rosenkilde glæder sig til at byde københavnerne indenfor:

“Som besøgende kommer man helt tæt på københavnernes liv både før og nu i den helt nye og spændende udstilling i Københavns Museum.

Jeg håber, at alle københavnere og byens gæster vil gå på opdagelse i det nye museum, der både kan gøre os klogere, inspirere os og være et sted at mødes over en kop kaffe,” udtaler Københavns kultur- og fritidsborgmester Franciska Rosenkilde (Å).

Med rødder i vikingetiden

Et besøg på Københavns Museum er som en vandring gennem byen og historien fra de første spor af mennesker frem til i dag. Udstillingen er bygget op over 14 nedslag i byen: kendte pladser og markante bygninger med betydning for byens historie.

Kom tæt på fortidens københavnerne

Hvem var fortidens københavnere, og hvordan levede de?

For hvert nedslag i byen har museet udvalgt de mest spændende arkæologiske fund og historiske genstande, som afspejler livet i København – også fra før København blev København.

En godt brugt benkam fra vikingetiden, et skelet af en kriger fra middelalderen og en tidlig udgave af københavnernes foretrukne transportmiddel: en cykel i træ, kan blandt andet opleves.

Interaktiv bymodel giver overblik

Intet museum om byen uden en bymodel: Et absolut highlight er den nye store, interaktive model af byen med panorama.

En række interaktive installationer, lyde, stemmer og film bringer museumsgæsten tæt på historien.

Her er det muligt efterligne 1700-tallets komplicerede hilseformer og høre historien om udbryderkongen Morten Frederiksen.

Man kan opleve filmen “Kampen om byen”, der handler om de modsætninger, der var mellem aktivister og politi, både før og efter årtusindskiftet.

Københavns Museum er åbent for alle fredag den 7. februar kl. 15-19.

Del artikel

Andre læser også