Stor forvandling: Nu åbner helt ny grøn oase på Nørrebro
Ud med bilerne og ind med træerne!
Sådan har det længe lydt i forvaltningen på rådhuset, når der skal tænkes og tegnes byrum.
Og det bliver ikke kun ved tegningerne og tankerne.
Læs også: Efter hedebølgen: Nu skal københavnerne finde en trøje frem Et område, der indtil for nylig var domineret af asfalt, parkeringspladser og biltrafik, er netop blevet forvandlet til en grøn oase med næsten 100 nye træer, legeområder og hyggelige opholdssteder.
Mandag bliver det nye byrum på Sigynsgade og Krakas Plads officielt indviet, og det markerer samtidig en historisk nyhed for København.
Sigynsgade bliver nemlig Københavns første lege- og opholdsgade af sin slags.
Bag projektet ligger flere års ønsker fra lokale beboere, som har efterlyst mere grønt, flere mødesteder og bedre forhold for både børn, cyklister og fodgængere.
Klima-, miljø- og teknikborgmester Line Barfod glæder sig over resultatet.
“Det her projekt viser virkelig, hvor vigtigt det er, at vi udvikler byen i et tæt samarbejde med de lokale beboere, der kender og bruger området bedst. Krakas Plads og Sigynsgade er gået fra at være et område præget af biler og parkeringspladser til nu også at være et smukt og grønt byrum fyldt med næsten 100 træer, bænke, legeområder og bedre cykelforbindelse,” siger hun i en pressemeddelelse.
Hun fremhæver samtidig, at projektet også har haft fokus på bæredygtighed.
“Jeg er også glad for, at det er lykkedes at genbruge mange af materialerne. Det er både godt for byen og for klimaet,” fortsætter Line Barfod.
Gamle fortovsfliser er blevet til bænke
I alt er der plantet 97 nye træer, mens legezoner og opholdssteder er blevet bygget af genbrugsmaterialer.
Gamle fortovsfliser er blevet omdannet til bænke og siddemøbler, stål er genanvendt til planteværn og legeområder, og gamle teglsten er blevet knust og genbrugt som belægning flere steder i området.
Samtidig er forholdene for cyklister blevet forbedret med en bedre forbindelse fra Sigynsgade til Nørrebroruten, der binder Haraldsgadekvarteret, Superkilen og de omkringliggende kvarterer bedre sammen.
Selvom området nu er markant grønnere, er der fortsat adgang for biler.
Hen over sommeren og efteråret bliver det nye byrum desuden rammen om aktiviteter for områdets børn og unge, som skal være med til at skabe liv og fællesskab på pladsen.