Nyhedsbrev

Artikler med:

Nyeste artikler

Stor guide: Alle de nye restauranter i København du bør prøve

IMG_3812-581-1024x683
Kiko. Foto PR

Frisk på at prøve noget nyt, når det handler om restauranter?

Super, du er kommet til det rette sted.

For på trods af København er spækket med lækre og spændende restauranter, kommer der hele tiden nye til.

Vi har udvalgt et par af dem her.

Foto PR, Instagram

Phoebe

Et nyt restaurantnavn er på vej til Indre By, hvor kokken Marvin Christensen (tidl. Marchal på Hotel d’Angleterre) snart slår dørene op til Phoebe.

Ifølge Euroman bliver restauranten en del af en større bevægelse på en hidtil lidt overset plads i København, som nu ser ud til at tiltrække flere markante profiler fra byens madscene.

Det er med andre ord ikke bare endnu en åbning, men et tegn på, at området kan være ved at udvikle sig til et nyt samlingspunkt for restauranter og gastronomi.

For Marvin Christensen markerer Phoebe også et vigtigt skridt i karrieren.

Ifølge Euroman er der tale om hans første restaurant, og det gør åbningen til mere end bare endnu et projekt på CV’et.

At gå fra at være en del af branchen til at stå i spidsen for sit eget sted er en stor milepæl, og det er netop den overgang, der gør Phoebe ekstra interessant at følge.

Læs mere om restauranten, der åbner 14. august, lige her.

Hvad: Phoebe
Hvor: Pilestræde 63, 1112 København K

Foto PR

Kiko

Holdet bag restauranterne Ark, Beyla og Lupa, samt medejere af Funga Farm, hvoraf to af restauranterne har fået Michelin Green Star for deres plantebaserede køkken, tager nu et skridt, som få så komme i år:

De åbner en japansk-inspireret izakaya, deres første koncept, der ikke er fuldt vegansk.

Stemningen på det nye Kiko er afslappet og energisk, bygget op omkring streetfood-kultur og siddepladser ved disken, men bærer stadig præg af den tekniske præcision, som Ark-køkkenerne er kendt for.

Japansk inspiration har længe formet gruppens kulinariske identitet.

Medejer Brett Lavender er uddannet i japanske teknikker i Japan, og med Kiko træder den inspiration for alvor frem i lyset i izakaya-form.

Siden juli har Kiko kørt en blød åbning i Torvehallerne, hvor koncept, retter og detaljer løbende er blevet testet og finpudset – nu er holdet klar med det færdige koncept.

Læs mere om Kiko her.

Hvad: Kiko
Hvor: TorvehallerneKBH

Foto PR, Instagram

Bar Pinotto

Amager får snart et nyt sted til kolde glas og små retter, når Bar Pinotto åbner i denne uge.

Bag det nye sted står folkene bag Bar Pineau, der allerede hitter på Vesterbro med gode priser og højt humør.

Det bliver Helge Lundbek, som mange allerede kender fra Bar Pineau, der kommer til at stå bag baren på det nye sted, mens du finder Gustav von Rosen (tidl. Silberbauers Bistro) i køkkenet.

Den store pengepung kan du godt lade blive derhjemme – priserne hedder nemlig bare 50 kr. for et glas vin, 275 kr. for en flaske og øl for 35 kr.

Læs mere om Bar Pinotto her.

Hvad: Bar Pinotto
Hvor: Holmbladsgade 70E, 2300 København S

Foto PR, Instagram

Daphne

Den københavnske restauratør Frederik Bille Brahe udvider endnu en gang sin restaurantportefølje.

Han har nemlig åbnet en ny fransk bistro med plads til 100 gæster på Pilestræde i Indre By, hvor klassiske retter, gode råvarer og en afslappet stemning er omdrejningspunktet.

Frederik Bille Brahe er allerede et velkendt navn blandt madglade københavnere.

Han står blandt andet bag Atelier September, som siden åbningen i 2013 har været et af byens mest populære morgenmads- og frokoststeder.

Derudover har han drevet Apollo Bar ved Kunsthal Charlottenborg, som netop er lukket efter flere år som en fast del af Københavns restaurant- og kulturliv.

Daphne rykker ind i den gamle postbygning på Nina Bangs Plads – et område, hvor der indtil nu ikke er sket det store.

Læs mere om den nye restaurant her.

Hvad: Daphne
Hvor: Pilestræde 58, 1112 København K

Foto Mathilde Mågård Hansen

Tambo Kitchen

Har du været ude at spise i København inden for de sidste par år, så har du måske savnet den lille ishårde pakke Lurpak, som tidligere er set serveret til brød.

Det er i hvert fald ikke noget, vi gør os i mere.

I stedet serveres smør gerne pisket.

En af de mennesker, som har været med til at starte den bølge hedder Bernardo Costantino, og han er tidligere kok på Noma og Atelier September.

Nu åbner han sammen med sin partner, Tilde Emborg Fossum, et nyt spisested på Nørrebro.

Navnet er Tambo Kitchen, og det åbner på Rantzausgade, som er ved at blive Nørrebros måske hippeste gade.

Ifølge Euroman var Costantino med til at definere stilen for Atelier September, og for eksempel har hans piskede smørbjerg gjort stedet til en turistattraktion for influencere og foodies verden over. 

Læs mere om Tambo Kitchen her.

Hvad: Tambo Kitchen
Hvor: Rantzausgade 62, 2200 København N

Foto PR, Instagram

Babel

Nogle gange kan det godt være svært at beslutte sig for, hvad man egentlig vil.

Sådan har de to restauratører, Lau Christian Thorn og den tidligere Michelin-kok Rasmus Oubæk, det måske også.

Ikke desto mindre er det tredje gang, at de skifter konceptet på Babel på Nørrebrogade.

Først pita med bl.a kyllingelever og oksenyre, så thai og nu fransk.

Der skriver tidligere chefredaktør på Gastro, Jesper Uhrup Jensen, på Instagram.

Læs mere om Babel 3.0 her.

Hvad: Babel 3.0
Hvor:
Nørrebrogade 56, 2200 København N

Foto Mathilde Mågård Hansen

CPH Smash

Hvad gør en burger til en af verdens bedste?

Det er der nok mange holdninger til, men alligevel kaster World’s Best Burgers sig hvert år over den svære rolle og agerer smagsdommer.

I år var der hele fire danske steder med på listen, og de tre af dem overrasker dig nok ikke.

Det var nemlig Dandelion, Gasoline Grill og POPL.

Nummer fire hedder CPH Smash, og de har netop åbnet en ny burgerbar i Kødbyen efter i flere år at have haft en lille foodtruck på Frederiksberg.

Selv kalder køkkenchefen deres burger for ‘McDonald’s på steroider’ og den sammenligning forstår vi faktisk godt.

Her er nemlig også tale om et forholdvis let og tynd bolle, hakkede løg og syltede agurker i tynde skiver, men her stopper sammenligningen så også.

For burgeren hos CPH Smash er, som navnet antyder, lavet med smash-bøffer, hvilket betyder de er helt tynde og sprøde i kanten modsat de fleste andre burgerbøffer. Og smager af væsenligt mere!

Læs mere om den nye burgerbar her.

Hvad: CPH Smash
Hvor: Slagterboderne 12, 1716 København V

Erin Sykes. Foto PR

Restaurant Magnolia

Du kender måske Michelin-restauranten Texture, som sidste år fik en flot Michelinstjerne.

Texture ledes af kokken Karim Khouani, men nu går køkkenchef, Erin Sykes, nye veje.

Hun åbner nemlig sin egen restaurant på Kristen Bernikows Gade 4 i Indre By.

Igen er ambitionerne tårnhøje, så vi er spændte herfra – måske København skal have endnu en stjerne?

Restauranten har fået navnet Magnolia, da der vokser mange af dem i det sydøstlige USA, hvor Erin er opvokset.

Hvad: Restaurant Magnolia
Hvor: Kristen Bernikows Gade 4, 1105 København K

Del artikel


Korte videoer

Top 3 i dag




 


 


 


 


Udvalgte artikler

 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


Tilladelse til politiske reklamer

For at støtte den demokratiske samtale, vil vi gerne spørge om din tilladelse til at vise dig politiske reklamer på denne hjemmeside.

Du vil altid kunne se, hvem der er afsender af reklamen, og hvorfor du ser den. Vi anvender aldrig følsomme oplysninger som din politiske overbevisning til at målrette reklamer.

På alle reklamer kan du finde kampagne id, som du kan bruge til at finde al info på om kampagnen på https://politiskreklame.dk/

Dit samtykke er frivilligt, og du kan til enhver tid trække det tilbage.