Nyhedsbrev

Artikler med:

Nyeste artikler

Stor guide til jazzbyen København: Fra spillesteder til nyt jazzmekka med gastronomi og cocktails 

Epicurus. Foto: Privat
Epicurus. Foto: Privat

København er en rigtig jazzby, hvor det vrimler med tilbud om musik på store og små spillesteder året rundt, og som noget helt nyt er byen kommet på jazzens verdenskort med et spillested fra øverste hylde med både sprøde jazztoner, lækker middag før eller efter en koncert og med cocktails, mens du nyder live musikken.   

MigogKbh er igen teamet op med gæsteskribent Henrik Thierlein, en sand københavner- og danmarkskender og tidligere international pressechef hos Wonderful Copenhagen i over 20 år. I dag rådgiver i turisme, presse og gastronomi.

Du kan læse flere af hans guider til København og resten af landet her.

Når vi denne gang giver ordet til Henrik Thierlein, kommer han med tips til jazzsteder og musikkens historie i vores hovedstad, som var hjemsted for legendariske, amerikanske jazzmusikere i 1950’erne og -60’erne – og det ry kan byen stadig stolt leve op til.

Copenhagen Jazz Festival. Foto: Kristoffer Juel Poulsen 

Københavns internationale jazzstatus 

Du har måske kun truffet bekendtskab med jazzen i København, når musikken fylder byens pladser og spillesteder med jazztoner under festivalerne Copenhagen Jazz Festival, Vinter Jazz og jazzsæsonen Jazz i Tivoli.

Men København har et stærkt internationalt ry som en betydningsfuld jazzby, primært takket være sin rige musikhistorie, de amerikanske jazzgiganters tilknytning til byen og den årlige Copenhagen Jazz Festival. 

Den internationale jazzstatus skyldes især, at byen i 1950’erne og -60’erne blev samlingssted for amerikanske jazzmusikere, så som Dexter Gordon, Ben Webster og Stan Getz, som vores hovedstad og Jazzhus Montmartre var et vigtigt og kreativt samlingspunkt for. 

Jazz i Tivoli. Foto: Jakob Melgaard 

Byens jazzfestivaler og jazz i Tivoli-sæsonen

Copenhagen Jazz Festival har siden 1979 været musikgenrens epicenter og en af Europas vigtigste og største musikbegivenheder med over 1.000 koncerter fordelt på mere end 100 spillesteder og op mod 250.000 gæster besøger festivalens steder på den halve måned i juli. 

Men det er ikke kun om sommeren, det går løs, for festivalen har også en vinterudgave under navnet Vinter Jazz, som i februar 2026 kan fejre sit 25-års jubilæum. Nyd de varme lys udenfor rundt i byen fra Copenhagen Light Festivals over 50 værker i samme periode, og gå så indendørs og oplev et hav af musik på byens spillesteder. 

Tivoli har også sin helt egen jazzsæson under overskiften Jazz i Tivoli.

Onsdags Jazz opleves i haven fra maj til august, når Tivoli Orkesteret spiller sammen med kendte jazzmusikere under åben himmel.

Showet Tivolis Jazzpris, hvor flere priser uddeles i slutningen af sommeren til Danmarks mest talentfulde jazzmusiker, og hvor den smukke Glassal lægger ikoniske lokaler til prisfesten, er en aften, hvor modtageren optræder med Tivoli Orkesteret og efterfølgende hyldes.  

I havens sæson spiller det store Tivoli Big Band både på Plænen og i Glassalen de klassiske big band repertoirer med store danske og internationale navne.  

Desuden inviterer Tivoli Orkestret under havens Food Festival, Have- og Blomsterfestival og ikke mindst Copenhagen Jazzz Festival de skarpeste danske jazzprofiler forbi – nyd jazz i det Grønne Glashus med Tivoli Orkesteret, som underholder med alt fra swingende bossa over traditionelle toner til undergenren smooth jazz. 

Epicurius Cocktail Bar. Foto: Privat

Epicurus har sat København på jazzens verdenskort – livemusik, gastronomi og cocktails 

Nede ad vejen fra Rosenborg slot i gaden af samme navn lå i tidernes morgen livgardens kasernes gymnastiksal og er i dag det højloftede lokale for Epicurus – et jazzmekka med et alsidigt program sammensat af jazzlegenden Sir Niels Lan Doky. Niels er ofte selv bag pianoet, men giver også scenen til landets – ja verdens største jazznavne. 

Konceptet er enkelt, men utroligt internationalt. Start eller slut aftenen i den gamle højloftede gymnastiksal med livemusik og nyd således en oplevelse med et ambitiøst og elegant nordisk-fransk bistro-de-luxe køkken i gadeniveau. 

En anden legende inden for sit felt er cocktail-troldmanden og mixologen Rasmus Shepherd-Lomborg, som gav København nogle af de fineste steder og pejlemærker, når det drejer sig om kunsten at shake en cocktail.

Her på matriklen er hans team klar med hele tre af slagsen fra det store kort inkluderet i jazzpakken – mens du nyder repertoiret i de bløde møbler foran scenen.

Dette jazzkoncept må og skal lykkes, for det er København, når det er bedst, og er med til at gøre vores by til en rigtigt international jazzdestination – og her med topgastronomi og cocktails – what’s not to like!   

Fun facts på Epicurus
På jazzklubben er et maleri fra 1981 af jazzikonet Miles Davis udlånt til Niels Lan Doky og udstillet bag beskyttet glas.

Læs historien og se videoen her før dit besøg.

Jazzhus Montmartre: Foto: jazzhusmontmartre.dk 

Byens berømte jazzlokation fra 1959 – Jazzhus Montmartre byder på topnavne 

Mindre end 10 minutters gang fra Epicurus ad Godthersgade og forbi Jazz Cup i nummer 107 med den kombinerede CD-shop, café og jazzspillested ligger Jazzhus Montmartre Copenhagen i Store Regnegade. 

Danske, europæiske og amerikanske musikere lægger vejen forbi scenen hele året og stedet, med de 86 siddende gæstepladser, spiller op mod 200 koncerter om året.

Mange husker sikkert jazzhuset fra Nørregade op gennem 1970’erne, -80’erne og -90’erne, men det var her i Store Regnegade, det hele startede i 1959 – i jazzens storhedstid. 

Gå direkte ombord i tonerne fra scenen, eller kom kl. 18.00 torsdag, fredag eller lørdag og tilkøb en rustik middag inden koncerten kl. 2.:00 leveret af naboen Restaurant Levi. 

De tre store koncertsteder:

DR Koncerthuset
– Koncertsalen med plads til 1.800 siddende gæster og tre mindre studier til intimkoncerter. Jævnligt jazzkoncerter med bl.a. DR Big Band

Amager Bio
– Spillestedet med plads til over 700 siddende gæster på Øresundsvej 

Bremen Teater
– Den tidligere biograf og siden teater drevet af Simon Spies tæt på søerne med plads til over 600 siddende gæster  

Hotel Kong Arthur fra Peblinge Sø. Foto: Arthur Hotels 

Vågn op efter en koncert på byens jazzhotel 

Hotel Kong Arthur er byens jazzhotel, og her kan du støde ind i de udenlandske og udenbys musikere efter en koncert  – hvis du er heldig.

Hotellet er beliggende skønt med søerne til den ene side og hipsterstrøget Nansensgade til den anden side, hvis du går ud gennem de to hyggelige gårdhaver. Selv når du ringer til hotellet, er der liflige jazztoner af Nat King Cole som ventemusik! 

Det er ikke er umuligt at høre jazzmusikere før eller efter en koncert – eller sæt dig selv til hotellets flygel. Hver torsdag under Copenhagen Jazz Festival er der fast jazz i gårdhaven.

Vågn op efter en koncert året rundt til en økologisk og nynordisk morgenmadsbuffet.

Jazzsteder rundt i byen: 

ALICE
– Nørre Allé på Nørrebro – spillestederne Global og Jazzhouse fusionerede og er i dag alt fra global roots, folk og jazz til lydkunst og ny kompositionsmusik m.m. 

La Fontaine
– Byens ældste jazzsted i Kompagnistræde  

Sofie Kælderen
– Direkte ud til Christianshavns Kanal – Sofies Jazz Klub siden 1970’erne   

HUSET
– Danmarks første kulturhus i Rådhusstræde – Paradise Jazz arrangerer musikken 

Blågårds Apotek
– Intimscene på Blågårds Plads på Nørrebro 

Jazz Cup
–  En kombineret CD-shop, café og spillested i Gothersgade over for Kongens Have  

Børneteatret & Jazzklub
– I Operabygningen på Christiania – jazzklub og søndags-jam

Drop Inn
– Live musik i Kompagnistræde 

Hvide Lam
– Livejazz på Kultorvet alle ugens dage – et af de fem ældste værtshuse i byen 

Bartof Café
– Spillested på Nordre Fasanvej på Frederiksberg

Tour de Jazz rundt i København er ved at være slut, og der er altid et nyt spillested eller festival lige om hjørnet i jazzbyen – og går turen ikke direkte hjem for at hvile ørerne, så står Hotel Kong Arthur – byens jazzhotel klar med bløde dyner og en skøn økologisk morgenmad og måske… en jazzkoncert igen dagen derpå.  

Du kan følge gæsteskribent Henrik Thierlein på Instagram for tips og inspiration.

Del artikel


Korte videoer

Top 3 i dag




 


 


 


 


Udvalgte artikler

 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


Tilladelse til politiske reklamer

For at støtte den demokratiske samtale, vil vi gerne spørge om din tilladelse til at vise dig politiske reklamer på denne hjemmeside.

Du vil altid kunne se, hvem der er afsender af reklamen, og hvorfor du ser den. Vi anvender aldrig følsomme oplysninger som din politiske overbevisning til at målrette reklamer.

På alle reklamer kan du finde kampagne id, som du kan bruge til at finde al info på om kampagnen på https://politiskreklame.dk/

Dit samtykke er frivilligt, og du kan til enhver tid trække det tilbage.