Stor guide til modeugen: Fester, shows og events du kan komme med til

I denne uge slår modeugen atter ned i København som en velklædt meteor. Måske tænker du (ligesom mange andre mennesker) at modeugen er lig med lukkede døre til eksklusive shows, du ikke har en invitation til.
Men faktisk er der masser af muligheder for at lege med til Copenhagen Fashion Week – også selv om du ikke står på de traditionelle VIP-lister eller mangler den sæsons must-haves i garderoben.
Blot husk på Nicky Hiltons udødelige og bevingede reality-ord: ”Fashion is what you buy – style is what you do with it.”
Eller sagt på en anden måde: Afsted til klædeskabet, vær kreativ og fold dig ud med MigogKbh’s modeugeguide for dødelige i baghånden:
Lysende modetalenter
Fra mandag til fredag kan du på fashionable Hotel Skt. Petri opleve fire mini-kollektioner skabt af tredjeårs-studerende fra designskolen i samarbejde med det danske modeikon By Malene Birger.
Hvornår: Hele dagen i perioden 28. januar til og med 1. februar
En anden gruppe studerende fra KADK udstiller desuden udvalgte projekter hos nyåbnede Hotel Ottilia i Carlsbergbyen. En genial mulighed for at spotte morgendagens designtalenter og samtidig tjekke Kbh’s flotteste, nye hotel ud.
Hvornår: Hele dagen i perioden 28. januar til og med 3. februar
Kæmpe modeshow inkl. Christopher-koncert
Boozt.com kickstarter modeugen med et gigantisk event i TAP1 på Amager, og der er stadig billetter til 175 kr. Oplev tre forskellige modeshows, der samler alle årets trends kombineret med koncerter med Nicklas Sahl, Drew og selveste Christopher.
Hvornår: Mandag den 28. januar kl. 16-19
Chill på moderigtig café
For nylig åbnede den danske interiørdesigner Louise Roe en smuk café under det store ur i Vognmagergade nr. 9. Fra tirsdag til og med fredag i modeugen omdannes stedet til ”The Fashion Café” komplet med en lang række mini-events og mulighed for networking.
Hvornår: Hele dagen i perioden 29. januar til og med 1. februar
Vis dette opslag på Instagram
Bliv klogere på mode
Møbelfirmaet &Tradition i Kronprinsessegade 4 lægger lokaler til, når Boozt.com inviterer til tre gratis talks om forskellige og spændende aspekter af modebranchen. Altid charmerende Moussa Mchangama styrer slagets gang. Det er gratis, men du skal melde dig til på frbn@boozt.com
Hvornår: Kl. 16-17 Tirsdag d. 29. januar (Tema: Hype), onsdag d. 30. januar (Tema: Branding) og torsdag d. 31. januar(Tema: 50 års mode)
Studerende fortolker Ivan Grundahl
Hos Ivan Grundahl i Niels Hemmingsensgade 4 kan du se en udstilling skabt i et samarbejde mellem det navnkundige, danske modebrand og 15 studerende fra Kunstakademiet.
Hvornår: Tirsdag d. 29., onsdag d. 30. og torsdag d. 31. januar kl. 11-18
Mads Nørgaard pop-up
Mads Nørgaards lille forretning i Tullinsgade 21 på Vesterbro danner i løbet af modeugen rammen om en pop-up-shop helliget de små, populære og praktiske ”Bel Air”-tasker i en begrænset, neonfarvet kollektion.
Hvornår: Alle dage fra tirsdag d. 29. til og med torsdag d. 31. januar
Vis dette opslag på Instagram
Modeshow som avantgarde-film
Designeren Jens Laugesen præsenterer en ny kollektion i form af en film bestilt af Re-Edition Magazine. Det sker hos Sort/Hvid Teater i Staldgade 26-30 i Kødbyen. Det bliver grønt, techo-agtigt og edgy efter alt at dømme.
Hvornår: Onsdag d. 30. januar kl. 16-19:30
Fest med modeller på ARCH
Remees natklub Arch i Nørregade 41 danner rammen om en perlerække af vilde modeugefester, hvor alle som udgangspunkt er velkomne. Onsdag fester J. Lindeberg og Sweden Models, torsdag er bl.a. Scoop Models og Puma værter, mens den om fredagen står på Kenzo-fest inden Zara og Elite Models om lørdagen lukker ugen med det stort anlagte ”Final Party”.
Hvornår: Onsdag d. 30. januar og torsdag d. 31. januar kl. 23-05, fredag d. 1. og lørdag d. 2. februar kl. 23:30-05
Mode på det store lærred
Fra onsdag til lørdag indtager Copenhagen Fashion Film Festival de rå og inspirerende lokaler hos Copenhagen Food Space i Den Grå Kødby med en række modekortfilm, talks og prisuddelinger. Det er gratis at deltage, og du kan se hele programmet her.
Hvornår: Onsdag d. 30. januar til og med lørdag d. 2. februar
Vis dette opslag på Instagram
Velgørenhed og VIP’s på d’Angleterre
Hotel d’Angleterre lægger luksuslokaler til, når Charity Catwalk for første gang kører på dansk jord. Det betyder kendis-modeller, designertøj fra en lang række modestjerner og ikke mindst chancen for at støtte op op legeheltenes arbejde med at skabe gode oplevelser for børn på landets hospitaler. Det koster 450 kr. at være med, men så får du til gengæld velkomstdrink, snacks og en goodiebag med en værdi på over 500 kr. Ren win-win!
Hvornår: Onsdag d. 30. januar kl. 18-19:30
Drinks og musik hos Wood Wood
Det populære, danske tøjbrand Wood Wood inviterer til musik, drinks og snacks i forretningen i Grønnegade 1 i forbindelse med lanceringen af Wood Wood spring/summer 2019-kollektionen.
Hvornår: Torsdag d. 31. januar kl. 16-19
Streetwear launch med gratis juice
Tøjmærket Off White mixer high fashion med gadestil og er skabt af Louis Vuittons chefdesigner, Virgil Abloh. Det succesfulde brand bydes velkommen på førstesalen i Illum med sprøde DJ-beats og gratis drikkevarer fra Joe & The Juice til de første 100 gæster.
Hvornår: Torsdag d. 31. januar kl. 17-20
Simons Reunion
2010’ernes mest hypede natklub, den nu hedengangne Simons i Store Strandstræde genopstår for en aften på de 2 x Simons nuværende hotspot, Chateau Motel i Knabrostræde. Efter alt at dømme er festen åben for alle, men vi spår, at der bliver rift om pladserne både i køen og på dansegulvet.
Hvornår: Lørdag d. 2. februar kl. 21-01
Vis dette opslag på Instagram