MigogKbh Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til København.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Kbh.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogKbh Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedsbrevet.

Nyt kulturhus, gastro-bykro og godt bagværk: Stor guide til det bedste i Nordhavn

Af Henrik Thierlein
Nordhavn. Foto: Unsplash
Nordhavn. Foto: Unsplash

Det rå beton og siloerne er godt blandet med gammel arkitektur fra tiden, hvor Nordhavnskvarteret fungerede som frihavn.

Kom nemt til det nye event- og kulturhus, spisesteder og oplevelserne med M4-metroen og sidste stop er Orientkaj – byens eneste metrostation med havudsigt!

Københavns nye bykvarter mellem Østerbro, København K og Hellerup byder på et hav af restauranter, hoteller, biograf, ny gastronomisk satsning i form af en bykro og en fascinerende gåtur på kanten af, ja havet.

Få vind i håret og skimt Trekroner Fortet og Sverige i horisonten fra byens nordligste badezone, mens du varmer dig på kaffe fra de mange kaffebarer der konstant popper op. Og så er der godt nyt fra Restaurant Silo på 17. etage med byens bedste havudsigt.

Her er nok af oplevelser til en hel weekend, så pak tasken og hop på jernhesten, Havnebussen eller metroen retning nord.   

Sandkaj i Nordhavn. Foto: Camilla Lützhøft Stahlschmidt

MigogKbh er igen teamet op med gæsteskribent Henrik Thierlein, en sand københavner- og danmarkskender og tidligere international pressechef hos Wonderful Copenhagen i over 20 år. I dag rådgiver i turisme, presse og gastronomi.

Du kan læse flere af hans guider til København og resten af landet her.

Når vi denne gang giver ordet til Henrik Thierlein, kommer han med tips til den ultimative tour de Nordhavn med flere markante nyheder. 

Midt i den maritime historie

Nordhavn station er M4-linjens første stop efter Østerport og det første metrostop i den nye bydel midt i Århusgade-kvarteret. Herfra kører det førerløse tog videre til linjens endestation Orientkaj, og det er her, jeg stiger ud for at bevæge mig ud på Orientkajen på Sundmolen.

Herude er der de senere år samlet sig et helt netværk af design- og arkitekturadresser. Her finder du showrooms for både GUBI, VitraKvadrat, Cobe Arkitekter og arkitektur-darlingen BIG – Bjarke Ingels Group har fået sit nye hovedkvarter som en kæmpe bunker, der herude på tippen holder øje med al trafik fra sundet mod øst.  

Kvarteret her på Sundmolen er ikke fyldt med caféer og butikker, men er interessant for hele den maritime historie om et område, der i mange år var lukket land for andet end fortoldning af varer til hovedstaden. Nyd bl.a. det store skilt med Københavns Frihavn som et minde om en svunden tid.

Du kan tage Havnebussen til Nordhavn. Foto: Henrik Thierlein

Før du bevæger dig i retning af Aarhusgade-kvarteret, så tag et kig på modsatte kajs pragtfulde skolebyggeri. Undervisningsflagskibet Copenhagen International School tegnet af C.F. Møller Architects.

Lige ud for for metrostationen og skolen lægger Havnebussen til. De gule, eldrevne færger sejler fra og til Orientkaj og har dermed skabt en ny genvej mellem Nordhavn og Refshaleøen og hele vejen via København K til Sydhavnen.

Eget postnummer og identitet

Fra Sundmolen er det tid til kaffe hos Original Coffee Stubkaj, og får du lyst til en tur i fitness med en mere holistic approach til træning, så besøg Nordic Strong studio i den charmerende arkade. 

Det er tid til at checke ind på et af de mange hoteller herude, som må siges at være meget forskellige og flere af dem ret unikke, både hvad angår placering og indretning. 

UNIKKE HOTELLER I NORDHAVN

Residence Inn Copenhagen by Marriott og Fairfield by Marriott Copenhagen Nordhavn– De to hoteller på den nyetablerede Nordø er helt nye og er begge firestjernede. Fairfield har 222 værelser og suiter, mens Residence Inn i samme bygning rummer 89 hotellejligheder til gæster på længere ophold.

Comwell Copenhagen Portside – moderne stil med udendørs gårdhaver, restaurant, fitness og cykeludlejning

Stay Nordhavn – nyeste skud på stammen i Stay-familiens designlejlighedsunivers og med direkte udsigt til vandet fra kajen 

Stay Seaport – designlejligheder med direkte udsigt til sundet 

Audo Residence – 11 unikke og kuraterede værelser i charmerende gammel bygning med restaurant, café, bar og indretningsbutik i stuen 

The Krane – enkeltværelseshotel i toppen af en gammel kulkran. Verdens mindste hotel! Mere intimt bliver det ikke her lidt nord for den legendariske Jørn Utzon arkitektur, som tidligere husede Paustian og med udsigt til kraftværk og sejlklub.

Nordhavn fik sit eget postnummer 2150 efter 2100 Østerbro måtte give afkald på dette område, hvorimod den nye Sydhavn på de kunstigt anlagte kanaler og øer ikke har formået at få sit eget postnummer og må dele 2450 med det gamle arbejderkvarter på den anden side af Sydhavnsgade.

Her i Nordhavn føler man virkelig en egen indentitet, når man krydser Kalkbrænderihavnsgade og baneskæret ved Nordhavn S-togsstation – det er nemt at mærke. 

Konditaget Lüders i Nordhavn. Foto: Camilla L. Stahlschmidt

Badezone, kaffepauser og bydelens nye event- og kulturhus Nordhus 

Badezone Sandkaj med Nordhavn Vinterbaderklub fungerer året rundt, og er det kolde gys lige en tand for meget, så er der friluftsaktiviteter i 24 meters højde på Konditaget Lüders – et 2.400 m2 offentligt byrum på p-taget i Aarhusgade-kvarteret.

Drop forbi siloen med Funky Eatery & Deli CPH for lidt lækker og den gode Prolog og Nomad kaffe eller nærliggende Andersen & Maillard Bakery, for optankning af kaffe og kage før turen i vandet eller på toppen. 

Er du mere til at synke ned i luksussæderne i bydelens biograf Big Bio Nordhavn? Alt kan ske i mørket!

Nordhus kalder sig selv for et hjem for kulturskabere og kulturoplevelser og det er præcis hvad dette nye event- og kulturhus er. Her bor omkring 30 kulturskabere i alderen 18-25 i kollektivet et år af gangen og deltager aktivt i husets drift. 

De unge bor her gratis for til gengæld, at udvikle, drive og ikke mindst stå for værtskabet. Huset er helt nyt og kan bedst sammenlignes med Folkehuset Absalon på Vesterbro med et utal af kulturtilbud ugen igennem. 

Oplev stedets koncerter, events, workshops og fællesspisning. Kig forbi til kaffe, snacks og luksustoasts seks dage om ugen fra 08:00-17:00 og så er der fællesmiddage torsdag, fredag og lørdag 18.00-19.30.

Et ståsted for de unge på vej ud i voksenlivet – og et unik eventhus for vi andre, what’s not to like. 

Har du brug for vind i håret fra sundet, så gå længere ud til den nye Nordø for enden af Nordhavn Bassin og over broen til Gdanskgade 18 i siloen med bl.a. advokatfirmaet Bech-Bruun. Gå ind i selve siloen, som har offentlig adgang i stueetagen, her kan Rundetårn stå, så stort er det – lidt som en Star Wars film. 

Fordelen ved at Meyer har kantinen herude på ”Spidsen” er, at der er mulighed for at komme ind og snuppe en kop kaffe og godt bagværk i Café NordØ mandag til fredag og få et kig indenfor i denne ellers lukkede verden. 

SPISESTEDER I NORDHAVN

Restaurant Silo
Frokosten er klassisk dansk smørrebrød på frokostkonceptet Høi – tårnhøjt smørrebrød og niveau ligesom bygningen lover den nytiltrådte direktør og Jilly Høi, som frokosten er opkaldt efter. Aftenen her på toppen er opdelt i Spisebaren Mølr, inspireret af den gamle silos ikoniske grafffitimalede væg ‘hvad drikker Mølr’ og Restaurant Siloen nu styret af kokkelegenden Morten Køster og hans fransk-italienske køkken med moderne tvist.

Bar 17 lover cocktails med smagen af klippeøen Bornholm på 17. etage hele 70 meter over Nordhavn og byder op til fest i weekenden. Stedet kan alt!

Sushi Anaba og nye Akmē 
Michelin-anbefalet japansk kogekunst på et meget højt niveau eksekveret af ejer og sake-ekspert Mads Battefeld himself. Anaba er nu flyttet til den nyrenoverede og charmerende Toldvagtsbygning fra 1916 på spidsen af Redmolen. 
Her er det stadig muligt for de kun 14 gæster rundt om køkkenet, at følge med i menuens tilblivelse – blot i nye og nu historiske rammer og denne gang med en lounge. Altid skønt at strække ben før et glas og en kaffe/te i blødere omgivelser. Arigatou!

Den gamle location på Sandkaj åbner som Akmē – et lille intimt spisested med plads til kun 16 gæster, hvor Japan og Frankrig mødes ved siddepladserne med en omakase menu i baren rundt om det lille køkken. 

Noon eatery & kantine
Pakhus 47 på Sundmolen er lige åbent som bæredygtigt frokostordning udviklet af kokke fra hele verden. I første omgang som kantine mandag-fredag, men vil med tiden også være for alle der kommet forbi molen med både mad og aktiviteter. Check nyheder ud her.

Centralen
Vinpusher Kenn Husted fra Husted Vin har lavet denne lille smovse-kro af en vinbar til et glas, en vinsmagning eller et frankofilt måltid… med vin bien sûr.

John & Woo
John & Woo er en lille uformel bistro i formelle rammer, men med nok Nordhavns bedste beliggenhed på hjørnet med sol hele dagen. Der serveres brunch, smørrebrød og franske klassikere til frokost, mens aftenkortet tager udgangspunkt i de franske bistroklassikere. 

Kini Kini
Kom du ikke til Bali i år, så er det indonesiske køkken inden for rækkevidde her i Nordhavn i denne hyggelige havnekro med fuld knald på smagene. Gå á la carte, eller prøv Balinese Feast og kom kortet rundt her i tropeindretningen med udsigt til betonsiloerne udenfor. Concrete jungle kalder de det her på matriklen.

Hija de Sanchez Cantina
Nordhavn-udgaven af tacodronningen og ex-noma-kokken Rosio Sanchez’ enkle cantina med den store smag.

Foto: Restaurant VIE

Shopping og gastro-nyhed i Århusgade-kvarteret

Shopping er altid populært, når man sådan spiser, overnatter og oplever et nyt kvarter, og Aarhusgadekvarteret har flere interessante koncepter, så som indretningsforretningen Handvärk Furniture, MAKE nordic living og bæredygtig boligindretning og tøj til kvinder hos The Aiayu Market, hvor du endda kan få dine gamle Aiaya-klæder repareret i deres Repair Service.

I en gammel rødstensbygning finder du Pas Normal Studios, hvis tøj ellers her i Europa kun kan købes i München og Palma de Mallorca. Drik også din Coffee Collective-kaffe her.

Gaden er virkelig hjemsted for flere og flere nye koncepter blandet med gamle kendinge og udviklet sig til lidt af en kaffebydel.

Atelier September https://cafeatelierseptember.com/ eller blot A. S. har den hyppede avocadomad og godt bagværk fra Juno og snart åbner et kafferisteri i Aarhusgade 120 next door.

Nyhed: 

Restaurant VIE – en moderne bykro fra Michelin-mester 

Her midt i ’den røde by’ har fire venner med den kendte kok Mikkel Maarbjerg i front skabt et uformelt madhus med en kombination af det franske og nordiske køkken med lokale råvarer i sæson. Hovedrollen her i det højloftede lokale spilles af smag, smag og atter smag – i enkle serveringer uden dikkedarer. 

Gå á la carte eller menu med snacks og 4-retter og vælg vin per flaske eller gå vin- og kælderkort her på den ’røde plads’. 

Som noget helt nyt har VIE fået en lillebror ved navn Lille Vie. En kombination af gastroshop og købmand til køkken-entusiasten med kokkegear delikatesser og drikkevarer to go. Til maj åbner VIE deres egen vinbar ved navn Vitro i samme område. Tretrinsraketten VIE lever livet – og du er inviteret med! 

Besøg Audo House et par husnumre fra VIE i den gamle røde købmandsbygning, som er mere end boligindretning, da huset også består af Audo Restaurant & Café, hvor du kan komme til morgenmad og frokost hele ugen og middag torsdag til lørdag. 

Lader du dig overtale til en overnatning, så har Audo Residence værelser alle individuelt indrettet og inspireret af naturen. Smut ud i natten og nyd en gåtur i nordhavnskvarteret før sengetid.

NORDHAVNSTIPPENS TO EVENT-STEDER

På vej ud til Nordhavnstippen og krydstogterminalerne på Oceankaj ligger to fantastiske event-steder. Det ene er Docken på Færgehavnsvej 35, og det andet er det unikke Odds & Ends på Oceanvej 1 med deres næsten 400 m2 og over 2.500 m2 store udendørsareal med kunst, scene, mad, musik og den succesrige udendørs Nordhavns Bio i sæson.

Tunnelfabrikken er naboen og vil om nogle år stå klar med kultur, gastronomi, arkitektur, urban farming, startups m.m. i den fabrik, der producerede tunnelelementer til Øresundsforbindelsen. Indtil det sker, så står lillebror Odds & Ends klar med urban underholding for folket herude, hvor mågerne og krydstogtskibene vender.

Tour de Nordhavn er ved at være slut, og den sidste havluft indsnuses herude ved sundet og molerne, og jeg er på vej ned i Nordhavn metrostations farverige univers, mens stemmen i højtaleren siger: ”Metro mod Københavns Hovedbanegård via Østerport i spor 2”.

Det var 2150 Nordhavn tur-retur!

Du kan følge gæsteskribent Henrik Thierlein på Instagram for tips og inspiration.

Del artikel


Top 3 i dag




 


 


 


 


Udvalgte artikler

 


 


 


Læs i kategorien

 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


Læs i kategorien