Stor mand på scenen: Tobias Rahim debuterer på populær festival
Nu kan du godt begynde at glæde dig.
Et af de allerstørste navne på den danske musikscene, Tobias Rahim, tager med Grøn rundt i Danmark til sommer, og han er i dag er med til at sparke billetsalget i gang.
For første gang kan Tuborg og Muskelsvindfonden byde Tobias Rahim velkommen i Grøn-familien, når en af de største aktuelle stjerner på den danske musikscene bliver en del af årets turné.
Der er dermed lagt op til et brag af en fest for både nye Grøn-gængere og trofaste publikum.
Grøn Koncert rammer Tårnby d. 18. juli og Valby d. 28. juli.
“Jeg tror, jeg kommer til at ødelægge festen…altså smadre den. Med eksistentiel passion. Jeg har drømt om Grøn-scenen, siden jeg samlede pant til festen som barn,” udtaler Tobias Rahim.
En erfaren debutant på plakaten
I 2021 stormede Tobias Rahim ind på de danske hitlister sammen med Andreas Odbjerg med kæmpehittet “STOR MAND”. Siden har Tobias Rahim leveret en perlerække af ørehængere med kæmpe hits som “Mucki Bar”, “Flyvende Faduma” og “Vi 1”.
Med sin evne til at kombinere følsomme budskaber i poetiske tekster med popballader og dansable rytmer er det intet under, at Tobias Rahim år efter år er blandt de mest streamede artister i Danmark.
Efter sit gennembrud i 2021 har Tobias Rahim været et gennemgående navn på plakaterne til sommerens festivaler, som det også var tilfældet i 2023, hvor han foruden Orange Scene på Roskilde også besøgte bl.a. Smukfest, Tinderbox og Northside.
Nu er tiden så kommet til, at Tobias Rahim skal indtage Grøn Scene for første gang, når Grøn, som sidste år kunne fejre 40 år med en udsolgt turné, traditionen tro besøger otte danske byer fra 18.-28. juli.
Theis Petersen, indsamlingschef i Muskelsvindfonden, udtaler:
“Vi er sindssygt stolte af, at Tobias Rahim har sagt ja til at være en del af årets Grøn-turné. Det er ingen hemmelighed, at han er en artist, som længe har stået øverst på ønskelisten til Grøn.
Nu må det gerne bare blive juli, så vi igen kan samle publikum med fest, fællesskab og fantastisk live-musik af Tobias Rahim og resten af årets stærke line-up, som vi løfter sløret for i de kommende uger.”
Christopher Bak Billing, sponsordirektør hos Tuborg, udtaler:
“Denne tid er en af de bedste på året, hvor vi endelig kan få lov til at løfte sløret for al den fantastiske livemusik, danskerne kan opleve på Grøn til sommer.
Hos Tuborg glæder vi os til igen at bidrage til det unikke fællesskab, der er på Grøn mellem artister, frivillige og publikum. Det bliver en fest!”