Annonce
MigogKbh Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til København.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Kbh.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogKbh Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Storskærm, sport og streetfood: Masser af gratis OL-sjov på Experimentarium lige nu

Af Camilla Lützhøft Stahlschmidt
Der er masser af OL-aktiviteter på Experimentariums tagterrasse. Foto: Camilla L. Stahlschmidt
Der er masser af OL-aktiviteter på Experimentariums tagterrasse. Foto: Camilla L. Stahlschmidt

De Olympiske Lege er i fuld gang i Tokyo, og de første danske medaljer er allerede i hus.

Man behøver dog ikke at tage helt til Japan for at mærke OL-stemningen. Man kan nøjes med en tur til Hellerup.

Experimentarium har under De Olympiske og Paralympiske Lege dedikeret alle aktiviteter på deres store tagterrasse til sport og sjov for hele familien, og der er mange gode grunde til at kigge forbi.

Medaljekamp på storskærm

Som du måske har bemærket på tv, har DR under dette OL placeret deres studie på Experimentariums tag.

Her sendes både live-tv og -radio, som stedets besøgende kan følge med i, og på en storskærm vises kampene om medaljerne i et hav af sportsgrene.

Vil du eksempelvis se de danske håndboldhelte i aktion sammen med ligesindede fans, kan du tage hele din håndboldglade familie med op på tagterrassen, tage plads foran skærmen og heppe løs.

Eller du kan tage vennerne fra skateparken med, når Rune Glifberg skal i ilden på fire hjul.

Experimentarium har skruet op for den japanske stemning. Foto: Camilla L. Stahlschmidt

Der er nemlig gratis adgang til Experimentariums OL-aktiviteter på taget, så man kan sagtens komme blot for at se sport på storskærm.

Vær dog opmærksom på, at du skal sikre dig en gratis billet på experimentarium.dk først, og dem er der et begrænset antal af.

Alle, som har betalt entré til Experimentarium, har fri adgang til tagterrassen.

Prøv sjove sportsgrene

Når du er på tagterrassen, kan vi anbefale, at du kigger dig omkring, for her er masser at tage sig til.

Man kan prøve kræfter med olympiske discipliner som roning og boksning, og forskellige idrætsforbund kommer løbende på besøg for at fortælle om deres sport og vise, hvordan man gør.

Tag en tur i romaskinen på Experimentariums tag. Foto: Camilla L. Stahlschmidt

Du kan også være heldig at møde danske atleter, og så kan du posere på sejrsskamlen, hvis du vil mærke, hvordan det er at blive nummer et.

Da MigogKbh kiggede forbi Experimentariums tagterrasse, var den danske skeetskytte Jesper Hansen på besøg for at vise sin sølvmedalje frem og hilse på de danske fans.

Bubble tea og streetfood

Tagterrassen er pyntet med kirsebærtræer og lanterner for at give japansk stemning, og selv maden har rødder i Asien.

Spis japansk streetfood, mens du ser OL på storskærm. Foto: Camilla L. Stahlschmidt

Madkastellet er rykket ind med en streetfood-bod, hvor man kan hente forsyninger, og her er kan man vælge mellem en børnevenlig bento box, banh mi og en tonkatsu burger samt sjove, asiatiske snacks.

Det hele kan skylles ned med bubble tea eller japansk sodavand.

Læs mere om OL på Experimentarium her.

Hvad: OL på Experimentarium
Hvor: Tuborg Havnevej 7, Hellerup
Hvornår: Under De Olympiske og Paralympiske Lege

Del artikel

Andre læser også