Cirkusartister og gøgl i verdensklasse: Storslået jubilæumsshow kommer snart til Nordvest

Cirkus Arena fejrer i år 65 års jubilæum, og det bliver hyldet med et storslået show.
Jubilæet skydes i gang med Bubber og Julie Berthelsen i spidsen for en ægte festforestilling, der bliver rig på cirkusartister og gøgl i verdensklasse.
Cirkus Arenas nye forestilling ’Cirkus ifølge Bubber 2’ er spækket med numre i verdensklasse, og billetsalget er startet i hele Danmark.
Allerede til april optræder de på cirkuspladsen ved Bellahøj i Nordvest.
Heste, akrobater og søde hunde
Cirkus Arena fejrer 65 års jubilæum i 2022 med Bubber og Julie Berthelsen i spidsen.
”Jeg er stolt over, at jeg skal være med til at lave Cirkus Arenas 65 års jubilæumsshow.
Heldigvis bliver det ikke den svære 2’er, for det er jo egentlig 9. gang, jeg er med. De første 7 gange var bare i 90’erne.
Jeg glæder mig til, at vi gør det igen, og så ovenikøbet med et jubilæum og Julie Berthelsen ved min side,” fortæller Bubber i en pressemeddelelse.
Med sig har de smukke heste, duftende savsmuld og prisbelønnede verdensartister.
Publikums favoritduo, Duo Costache, vender tilbage til manegen med nye vilde luftnumre, når de demonstrerer ekstrem muskelkraft og balancerer i luften på deres perch-stang.
Glæd dig også til at opleve de dygtige trapezartister Flying Wulber, når de optræder med deres hæsblæsende nummer, hvor de svinger højt oppe under teltdugen og flyver i luften fra trapez til trapez.
Flying Wulber er altid klar til at gribe hinanden og deres elegante samspil i luften er et imponerende syn.
Oplev også de sødeste hunde, vild robot-breakdance, stigernes balancemester, en jonglør i verdensklasse og musikalske lækkerier i manegen.
Der er lagt op til 2,5 times imponerende underholdning, der samler hele familien til en morsom og livsbekræftende oplevelse.

Vilde jubilæumsstunts
De seneste år er Cirkus Arenas nytænkte cirkusforestillinger blevet særlig godt modtaget af publikum, anmeldere og prisjuryer, som i 2019 tildelte ‘Årets Talentpris’ og prisen for ‘Årets Bedste Nummer’ til Cirkus Arena ved Den Danske Cirkuspris.
I 2022 fortsætter Cirkus Arena den fornyende stil, når de fejrer 65 års jubilæum med nye vilde tricks i ærmet.
”Vi oplever, at vi har skabt et koncept, som publikum synes om og vil genopleve. Det er rigtig cirkus, der samler hele familien om en oplevelse, de kan være fælles om. En fascination af det ekstraordinære talent.
En række verdensartister der har trænet sig op til at kunne det næsten fysisk umulige, og med Julie Berthelsen og Bubber ved roret er der garanti for, at det stadig bliver i øjenhøjde med publikum,” fortæller cirkusdirektør, Benny Berdino.
Du kan købe billetter til showet lige her.