Stort scoop: Mød Bond-stjerne i københavnsk biograf

Bond-filmen “No Time to Die” ruller i disse dage over lærrederne i de danske biografer.
Blandt de medvirkende er den dansk-svenske skuespiller David Dencik, og hans rolle er en af de centrale i filmen.
Han spiller nemlig en russisk videnskabsmand, som bliver kidnappet, og det er netop denne kidnapning, der sætter filmens forløb i gang.
Eksklusivt besøg
Det har indtil nu ikke været muligt for de danske biografer at få besøg af David Dencik i forbindelse med Bond-filmen, men tirsdag 26. oktober kan du opleve ham i Big Bio Nordhavn.
Biografen i Nordhavn får eksklusivt besøg af Bond-stjernen, når han kigger forbi for at fortælle om sin rolle og “No Time to Die”, som er den 25. Bond-film i rækken.
Her vil David Dencik deltage i en film-talk sammen med filmanmelder Ann Lind Andersen, inden aftenens gæster skal opleve filmen på det store lærred.

David Dencik har indtil nu kun måttet udtale sig meget lidt om filmen og indspilningen.
Det bliver derfor det første interview, hvor skuespilleren får mulighed for at gå lidt mere i dybden med nogle spændende detaljer – selvfølgelig uden at spoile noget inden filmvisningen.
Den eksklusive film-talk med David Dencik finder sted tirsdag 26. oktober kl. 19, og en billet koster 140 kroner.
Køb din billet på bigbio.dk.
Hvad: Film-talk med David Dencik
Hvor: Big Bio Nordhavn
Hvornår: Tirsdag 26. oktober 2021 kl. 19