Latte og kanelboller: Svensk kaffekæde åbner sin første café i København

Espresso House er med mere end 60 kaffebarer i Danmark for længst blevet et hit hos mange kaffetørstige danskere.
Nu gør endnu en svensk kaffekæde klar til at slukke den danske kaffetørst, og de lægger ud med københavnernes.
Måske kender du allerede Wayne’s Coffee, for kæden er svær at komme udenom, når man besøger vores naboer mod øst.
Her ligger den i stribevis af byer, lige fra Malmø i syd til Skellefteå i nord.
Gør klar på Nørrebro
Om lidt åbner Wayne’s Coffee så for første gang i Danmark, og den nye café kommer til at ligge på Nørrebro.
Man kan allerede nu se, at facaden på adressen Nørrebrogade 230 er blevet klædt i kædens farver og logo, og lokalerne, som ligger tæt på Nørrebro Station, er ved at blive gjort klar til åbning.
Onsdag 30. november er første åbningsdag for den nye café, og fra denne dag vil man ikke bare kunne tanke op på caffe latte og kanelboller på stedet, men også slå sig ned og spise morgenmad eller frokost.
På Wayne’s Coffees hjemmeside oplyser kæden desuden, at caféen udstyret med wifi og rigeligt med stikkontakter, så man kan klare arbejdet eller skoleopgaverne, mens man slubrer kaffe.
Hvad: Wayne’s Coffee
Hvor: Nørrebrogade 230, København N
Hvornår: Åbner 30. november 2022