Annonce
MigogKbh Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til København.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Kbh.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogKbh Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Tabte den under et frieri: Mobilen virkede stadig efter to måneder i Tivoli-søen

Af Michael Qureshi

Under et frieri i Tivoli den 17. november for to måneder siden blev den kommende hustru Dita Kaudzite så glad, at hun midt i glæden tabte sin Iphone i Tivoli-Søen.

Det lykkedes ikke at få den fisket op på dagen.

Tivoli lovede at kigge efter den efter endt sæson.

I tirsdags fandt en elektrikeren telefonen og efter en grundig tørring viste det sig, at den trods to måneder i det kolde vand stadig fungerede.

På Tivolis Facebook side blev ejeren efterlyst og nu bliver telefon og en meget glad ejer genforenet.

Delt over 1000 gange på Facebook

Tivoli havde desværre ikke navn og nummer på kvinden der havde tabt telefonen, så gode råd var dyre.

Normalt vil en tabt genstand blive sendt på Hittegodskontoret, men elektrikeren Niels Matthiesen foreslog, om det ikke kunne komme på Tivolis Facebook side først? Som sagt som gjort.

Opslaget med det gode budskab blev delt 1.088 gange og kun 13 timer efter var ejeren fundet.

Den meget glade ejer af mobilen Dita Kaudzite, 26 år og fra Letland fortæller:

“Min kæreste og jeg var taget i Tivoli for at fejre vores fødselsdage.

Pludselig friede han til mig, og jeg blev simpelthen så paf, at jeg tabte min telefon i Søen.

Min kæreste troede først, at det var ringen, jeg havde tabt, så han var lige ved at få et hjertestop.

Det var lidt som i en film.

Vi ledte efter telefonen sammen med medarbejderne ved Dragebådene, men uden held. Så jeg troede virkelig ikke, den nogensinde vil blive fundet igen.

Jeg tror endda, at der er nogle videoer på telefonen fra frieriet, inden jeg vidste, det var det, der foregik.”

Foto: Lasse Salling

Videoptagelser er stadig på telefonen

Tivolis elektriker Niels Matthiesen siger:

“Vi lovede at kigge grundigt efter mobilen efter Jul i Tivoli. Det har vi gjort, og det gav pote.

Jeg tog endnu en runde nede ved Tivoli-Søen med min store lygte og lyste mod bunden. Og bingo! Og pludselig så jeg den på bunden.

Jeg er så glad for, at det lykkedes at forene ejermanden med de videooptagelser, der tilsyneladende er på telefonen af frieriet. Den del af historien kendte jeg slet ikke til”.

Brylluppet er endnu ikke fundet sted endnu, men det bliver i 2022 når det igen bliver muligt at holde fester.

Tivoli tager hul på årets sommersæson igen den 27. marts og så må man håbe at kommende ægtefolk ikke taber mobilen i Tivoli-Søen af lutter glæde selv om historien her fik en happy ending.

Del artikel

Andre læser også