ANNONCE
MigogKbh Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til København.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Kbh.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogKbh Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Koncert, teater og bålhygge: Tag familien med til æbledag i historisk barokhave

Af Camilla Lützhøft Stahlschmidt
Gl. Holtegaard nord for København inviterer til æbledag. Foto: PR
Gl. Holtegaard nord for København inviterer til æbledag. Foto: PR

Ved Gl. Holtegaard nord for København findes en magisk barokhave.

Museet ligger på et tidligere landsted skabt af arkitekten Lauritz de Thurah, som blandt andet tegnede Vor Frelser Kirkes spir og Eremitageslottet i Dyrehaven, og haven er anlagt symmetrisk med inspiration fra 1700-tallets franske havekunst.

I barokhaven står intet mindre end 250 frugttræer, og en stor del af dem er lige nu fulde af saftige æbler.

Derfor inviterer Gl. Holtegaard til den tilbagevendende begivenhed Æbledag, som byder på masser af aktiviteter for store og små.

Æbledagen finder sted søndag 25. september, og her skal æblehøsten fejres.

Koncert, havevandring og meget mere

Der er god grund til at tage børnene med, for der er blandt andet bålhygge, højtlæsning og koncert med sangerinde Kaya Brüel og musiker Ole Kibsgaard.

De små kan også lade sig føre rundt på eventyr i haven med en vandrende teaterforestilling.

For de voksne er der gartnertips til dem, der selv har æbletræer hjemme i haven, og så kan man smage lækker æblecider.

Der er også guidede ture i museets aktuelle udstilling og havevandringer med Gl. Holtegaards kunstfaglige guide, og bliver man sulten efter andet end æbler, står Gasoline Grill klar med burgere.

Porten til haven åbner klokken 11.00 på dagen, og der er aktiviteter frem til klokken 15.00.

Du kan købe billet i forsalg her.

Prisen for voksne er 95 kroner, mens billetter til børn i alderen 3 til 17 år koster 25 kroner.

Se hele dagens program her.

Hvad: Æbledag
Hvor: Gl. Holtegaard, Attemosevej 170, Holte
Hvornår: Søndag 25. september 2022

Del artikel

Andre læser også