Annonce
MigogKbh Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til København.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Kbh.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogKbh Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Tehus, åbne vidder og hundeparadis: Tag på udflugt til slotshave tæt på byen

Af Camilla Lützhøft Stahlschmidt
Foto: PR, Dronnings Louises Tehus
Foto: PR, Dronnings Louises Tehus

Hvis du efterhånden er ved at blive rundtosset af at gå rundt om Søerne eller snart kender hver en krog og busk i Kongens Have, er det måske på tide at komme lidt ud af byen.

Heldigvis er der mange muligheder for at tage på udflugt til grønne områder.

En af de parker, der er værd at tage til, er Bernstorffsparken nord for København.

Den ligger i Gentofte – blot en kort S-togstur eller en frisk cykeltur fra centrum.

Slotshave med historie

Bernstorff Slotshave eller Bernstorffsparken, som den af de fleste kaldes i dag, blev anlagt i slutningen af 1760’erne i fransk rokokostil.

Dengang plantede man eksotiske frugttræer og planter, men i dag rummer parken mere almindelige danske vækster.

Her er hyggelige stier omgivet af store, gamle træer og åbne vidder, der i varmt vejr egner sig til picnic.

Bernstorff Slot
Foto: Bernstorff Slot, PR

Det smukke, hvide Bernstorff Slot troner i de grønne omgivelser, og bag det gemmer sig Svenske Villa – et gult træhus, som Dronning Louise opførte som gæstehus i 1800-tallet.

Svenske Villa huser i dag en café, som drives af frivillige, og i perioder udstilles kunst i lokalerne.

Kaffe i rosenhaven

Også et andet sted i parken er der mulighed for at få en tår kaffe på gåturen, mens man trasker rundt i den 60 hektar store park.

I Bernstorffsparken ligger nemlig også Dronning Louises rosenhave, der i sin tid blev til som følge af Dronning Louises store passion for roser.

Her tilbragte Dronning Louise, Kong Christian og deres seks børn mange stunder, og dronningen inviterede ofte på te i haven, når gæster kom på besøg for at nyde hendes samling af roser.

I rosenhaven ligger et stråtækt hus, der tidligere tjente som gæstebolig til slottet, men i dag er blevet til Dronning Louises Tehus forpagtet af tevirksomheden Chaya, og her kan man købe blandt andet kaffe, te og bagværk til at tage med på gåturen.

Eller man kan booke plads til afternoon tea med te, bobler, sandwich og søde sager.

Hils på hundene

Hvis man skal lufte sin hund eller bare gerne vil hilse på andres, er der rig mulighed for det i Bernstorffsparken.

Mange hundeluftere benytter parken flittigt, da man flere steder må lade hunde gå løse, og man kan derfor nemt få både store og små firbenede venner, når man er på slentretur.

Hvis du lufter hund, skal du dog være opmærksom på, at den skal føres i snor ved blandt andet blomster og bede, og det er ikke tilladt at tage hunde med i rosenhaven.

Bernstorffsparken er åben året rundt.

Hvad: Bernstorffsparken
Hvor: Ved Slotshaven 3, Gentofte

Del artikel

Andre læser også