Tilbud på stribe: Her er din guide til de vilde forstæder
Du behøver ikke at bevæge dig mange meter fra bygrænsen, før du står med en buket af oplevelsesmuligheder, der i hverdagen mest er forbeholdt folk fra forstæderne.
Københavns Vestegn eller blot Vestegnen dækker over 11 kommuner rundt om hovedstaden, som er bundet sammen af et net af S-tog, så det er nemt at komme ud og opleve ægte Vestegnsstemning.
For herude i the wild west er der de senere år dukket spændende restauranter, mikrobryggerier, moderne kirkekunst og boligbyggerier á la Irma-byen op.
“Snør traveskoene og gå også på opdagelse på Vestvolden og besøg spændende museer fra Ishøj til Rødovre, lyder opfordringen fra gæsteskribent Henrik Thierlein – en sand københavner- og danmarkskender og tidligere international pressechef hos Wonderful Copenhagen.
I dag rådgiver han i turisme, presse og gastronomi – og han mener forstæderne er vestegnede til et besøg.
Du kan læse flere af hans guides til København og resten af landet her.
Når vi denne gang giver ordet til Henrik Thierlein, kommer han med tips til Tessa og Helle Thorning-Schmidt-bæltet, som byder på meget mere end grå beton og et finmasket motorvejsnet rundt om København.
“Du kan tage pigen ud af Vestegnen. Men du kan ikke tage Vestegnen ud af pigen,” har den tidligere statsminister engang sagt, så nu er jeg taget på opdagelse i den noget upolerede del af Storkøbenhavn, mens jeg synger med på Tessas ’Blæstegnen’ med Vipper, læber, bryn – levende legender der bli’r husket i byen – for at finde ud af om Vestegnen kan mere end sit ry og rygte.
Rødovre
Rødovre grænser op til Frederiksberg, hvor jeg bor, så her starter tour de Vestegnen. Ofte er turen gået til Damhussøen for at handle krydderurter, krukker, sommerblomster og foråsløg hos byens nok bedste havecenter Grønne Hjem groennehjem.dk her på grænsen ved søens sydbred. I dag er det dog søens nordlige ende der skal besøges med Heerup Museum heerup.dk.
Jeg har altid været en stor fan af Henry Heerup. Første gang, jeg stiftede bekendtskab med hans værker, var i skulpturparken på Louisiana, samt hans grav på Assistens Kirkegården, hvor en nisse pryder hans gravsten. Skør kugle, lige mig!
Godt gemt i Rødovre ligger hans museum tæt på Damhusengen. På museet finder man malerier, grafik, tegninger og skulpturer, og her er tale om en donation fra Heerups enke i 1995. I museumsbutikken kan du købe litografier, plakater, indramninger, kunstbøger og originale Heerup smykker. En samling du bør se. Jeg elsker den kombination af cyklende nisser, elskende par og stenkunst. Et wildcard på Vestegnen!
IrmaByen
Savner du Irma, så ligger Irma-byen mindre end 10 minutter fra Damhussøen og Heerup. Den ikoniske og højt begrædte lukning af supermarkedskæden, som blev grundlagt i 1886 og eksisterede frem til maj 2024, har fået en hel ny lille bydel opkaldt efter sig i Rødovre.
Her i området havde Danmarks ældste supermarkedskæde til huse og det ikoniske Irma-kaffetårn er blevet renoveret og står og lyser op, som juvelen i Irma-byen.
Jeg er endnu engang blevet sulten efter al den Heerup-kunst og Irma-snak, så heldigvis er Olea Kitchen & Bar opstået her på Irma-grundlægger Børge Olsens Plads. Olea er et nyt friskt pust både hvad angår interiør og spisekort og ikke mange ville tage til Rødovre for at spise før, det har Irma-byen lavet om på.
Det moderne og let omskrevne Middelhavsinspirerede koncept, hvor det åbne køkken indbyder til snak med kokken og, hvor der frit kan plukkes fra á la carte kortet eller, som vi gør, går med otte serveringer parret med fire glas fra støvlelandet.
Til frokost er det også muligt at gå den danske vej med frokostkortets afsnit kaldet rugbrød, som toppes med enten laksemousse, avocado-hytteost eller klassikeren æggesalat.
Oppe over restauranten findes senior fællesskabet Living by Alfa med fællesarealer og vidunderlig udsigt fra tagterrassen, hvor jeg har fået øje på en grøn oase med et hvidkalket og stråtænkt hus midt inde i Rødovre Park. Så jeg snupper kaffe og kage udendørs på den landlige Restaurant Espehus.
Skulle du komme før kaffetid, så byder kortet på bæredygtig fanget fisk, frokostklassikere med hjemmelavet rugbrød og alt kød og fjerkræ er grillet med en let genkendelig røgsmag.
Om aftenen er kortet et godt miks af dansk-fransk kogekunst med en smuttur til New York og Lombardiet, hvor chefkok Rasmus Lund Jonasson har arbejdet og boet før den landlige idyl på vestegnen lokkede.
Vestvolden
Nu er det tid til kultur, for her på Vestegnen er Vestvolden det helt store rekreative trækplaster for både gående og cyklister og hele området var en del af Københavns Befæstning, som strakte sig fra de tre søfort i nordøst sammen med Charlottenlund Fort på land til Mosede Fort i Greve i syd.
Oplevelsescenter Vestvolden med Ejbybunkeren og Artillerimagasinet er den smukke turs højdepunkter og hvert år arrangerer Rødovre kommunen guidede ture til dette interessante og ret oversete kapitel af Danmarkshistorien. Krigshistorisk Festival er årets højdepunkt med opvisninger og oplevelser for alle aldre.
Har du fået nok luft for i dag og du ikke orker, at tage helt hjem men alligevel er vild med friluftslivet, så overnat på DCU-Camping København – Absalon i Rødovre 15 minutters gang fra Irma-Byen og Vestvolden.
Hvidovre
Er du til gengæld sulten efter et måltid, så ligger søsterbyen og nabokommunen Hvidovre tæt på, hvor den gamle gård Risbjerggaard fra det 18. århundrede byder på mad og kunst.
Gården er placeret overfor Hvidovre Rådhus, bibliotek og teatersal og området er blevet total istandsat og lægger hus til både Kulturhus Risbjerggaard, som er hjemsted for Hvidovres Teater Vestvolden og Restaurant GAARDEN .
Her kan du nyde et måltid i den charmerende højloftede hovedbygning med kig til træbjælker og ud af vinduet til rådhuset.
GAARDEN har fået Det Økologiske Spisemærke i sølv, som sikre 60-90 procent økologi på tallerken og i glasset og det gastronomiske koncept er lagt an på social dining family style med seks deleretter og til mit held er det også muligt at plukke fra á la carte kortet, for jeg har fået øje på fish ’n’ chips af bæredygtig fanget fisk, danske oste med hjemmelavet sødt og knækbrød og så er surdejsbrødet her på matriklen lavet på ølandshvede med min favorit – pisket smør med kærnemælk.
Er du i området midt på ugen, så kan du være heldig at få et ’Onsdagsknald’, som her består af en klassiker med et glas vin til blot 175,- kroner – knaldgodt tilbud på Vestegnen.
Bryggerier på Vestegnen
Greve
Alefarm shop.alefarm.dk/pages/about-us
Brøndby (Priorpark)
Brøl broel.nu
Albertslund (Vridsløselille Fængsel)
Slow Burn Brewing slowburn.coop
Brøndby
Skands bryggeriet-skands.dk
Hvidovre
Fantombryg fantombryg.dk
Herlev
Gamma Brewing Co. gammabrewing.com
Kunst i naturen – skulpturskattejagt og samtidskunst på stranden
De Glemte Kæmper er seks store trækæmper skabt af kunstneren Thomas Dambo.
De er lavet af genbrugstræ og placeret ved søer, under broer og i skove seks steder på Vestegnen. Læs mere her opdagdanmark.dk/oplevelser/de-seks-glemte-kaemper.
Den sidste af de seks hedder Oscar og findes under broen ved Ishøj Strandpark og Arken – Museum for Samtidskunst . Ishøj er ikke ligefrem stedet, de fleste forbinder med kunst. Men ude i klitterne ved Ishøj Strand findes en af de smukkeste og mest særprægede museumsbygningsværker i Danmark.
Som et skib, der stævner ud. Tjek kalenderen for udstillinger, foredrag, omvisninger og familiesøndage, eller besøg museet og lad dig overraske, som jeg ofte gør, og besøg museumsshoppen for gaveidéer.
Caféen har pragtfuld havudsigt med strand og klitter som forgrund, ja man kan sige, at caféen hænger som en redningsbåd på siden af det store museumsskib, hvis sulten melder sig efter et besøg.
Jeg husker tydeligt, da det åbnede som en del af Europæisk Kulturby 1996, som jeg dengang lavede PR for, mens international presse valfartede til København.
Arkitekt Søren Robert Lunds mesterværk er sidenhen blevet udvidet flere gange og dækker nu over 6.000 kvm, og det er dermed et af landets største museer svarende til længden af to fodboldbaner!
Brøndby
Når talen falder på fodbold, så hænger Vestegnen og fodbold unægteligt sammen med Brøndby Station og Brøndby IF og det er svært ikke at få øje på den enorme flagstang, Danmarks højeste, som med sine 50 meter står, som et pejlemærke ved indfaldsvejene.
Er der ikke lige kamp og må du bare have en fodboldtrøje eller andet bold-gear, så står Brøndby shoppen klar seks dage om ugen.
Jeg har nu selv fået aktiveret mit shoppegen og ikke uvant handler det om gastronomi og fem minutter fra stadion finder man naboerne Brøl – bryggeriet der brygger med bl.a. overskudsbrød og svampeproducenten Funga Farm i industrikvarteret Priorparken. Her er det er muligt at komme på omvisninger begge steder og i universet af spiselige økologiske svampe kan man opleve processen fra svampespore til høst i de kæmpe kølerum og købe øl og svampe med hjem til madlavningen.
Ønsker du at lade andre tilberede svampene før du selv kaster dig over madlavningen ja, så har ejeren af Funga Farm et Veganer-imperie.
ARK som flagskib med grøn Michelin-stjerne, Bistro Lupa på Østerbro, Souls Torvehallerne og Beyla Bar & Eatery i Carlsbergbyen, hvor du kan spise de tilbredte og sunde svampe på vej hjem fra Vestegnen.
Moderne kirker på Vestegnen
Brøndby Strand
Brøndby Strand Kirkes brondbystrandkirke.dk enorme brunstensbygningsværk fejrer i år 40 års jubilæum og er ikke sådan at overse og så endda med nordens største klokkespil som kronen på værket. Kirken har et væld af gratis koncerter med musikere og operasangere fra hele verden og fra tid til anden kan Fangekoret opleves. Tag toget direkte hertil og oplev gratis koncerter med et glas bobler. Hvem sagde at folkekirken var kedelig?
En gang om året arrangeres der ‘Danmark spiser sammen’ over hele landet og naturligvis er Brøndby Strand Kirke med. Hver anden tirsdag har Spisestuen, i forlængelse af det smukke kirkerum, et måltid mad parat og snakken går livligt over bordet om stort og småt på Vestegnen. Skærtorsdag dækkes der op i hele kirken med sorte duge og der spises lam, som i Den Sidste Nadver – verdenshistorie midt på Vestegnen!
TIP: Kombiner gerne en tur til Brøndby Strand Kirke med nærliggende Middelalderlandsbyen middelalderlandsbyen.brondby.dk, som med de rekonstruerede huse og dyrehold har åbent 365 dage om året og hvor engagerede frivillige fortæller levende om middelalderen.
Ishøj
Vejleå Kirke ishoejkirker.dk/kirkerne-i-ishoj-sogn/vejlea-kirke er en kæmpekirke fra slut 90’erne med enestående glasmalerier af den dansk maler, grafiker og billedhugger Peter Brandes. Gå på opdagelse i de mange glasmosaikker fra bibelen – og der er ikke sparret på farverne og dramaet!
Albertslund
Opstandelseskirken opstandelseskirken.dk/kirken har en skøn moderne gårdhave og et pragtfuldt kirkerum, helt anderledes end andre kirker med de over 300 hængende lamper, som giver et guddommeligt lys. Det er tydeligt at arkitektægteparret Exner også har haft en finger med i spillet med renoveringen af Koldinghus – dét fornægter sig ikke.
Vallensbæk
Helligtrekongers Kirke vallensbækkirke.dk/kirkerne/helligtrekongers-kirke
Overfor Vallensbæk gamle rødstenskirke ligger den moderne runde glaskirke kaldet Helligtrekongers Kirke – gå en tur rundt om den og kig ind og se bibelcitaterne, som udsmykning i kirkerummet. Det unikke dåbstræ er udført i smedejernsarbejde og er synligt både inde og udefra, så gå på opdagelse rundt om det unikke glaskirkerum.
Tour de Vestegnen er slut for denne gang, og sikken en tur med kirkekunst, mikrobryggerier, gastronomi, kæmpe trolde, kunstmuseer og legendariske Irma – nu med egen bydel. De 11 vestegnskommuner kan mere end deres ry og rygte, og der er så meget mere end grå beton og ringveje når du blot drejer fra og lader dig overraske. God tur.
Du kan følge gæsteskribent Henrik Thierlein på Instagram for tips og inspiration.