Årelang sag afgjort: Politikere giver tilladelse til at rive halvdelen af Bispeengbuen ned

Så er der nyt i en årelang sag, der kommer til at berøre en del af de kørende københavnere.
Politikerne i Københavns Teknik- og Miljøudvalg har nu vedtaget, at den ene af de to buer, som udgør Bispeengbuen, rives ned.
I stedet skal der opføres en grøn park og Ladegårdsåen skal fritlægges.

Omdiskuteret omfartsvej
Med det nye forslag vil halvdelen af den omdiskuterede omfartsvej, Bispeengbuen, blive fjernet til fordel for en grøn park.
Trafikken vil i stedet samles på den ene af de to buer og hermed ikke blive ensrettet.
Beregninger viser nemlig, at strækningen er overdimensioneret og at en tosporet vej i hver retning er rigeligt.
Ved det nye forslag vil der være to spor i hver retning.
Det er i hvert fald sådan forslaget lyder, som et enigt Teknik- og Miljøudvalg i Københavns Kommune har godkendt mandag og sendt videre til en endelig godkendelse i Borgerrepræsentationen.
”Nu forsøger vi at lave et ”fast track” og giver mandat til forvaltningen til, at de kan få etableret en forbindelse til Frederiksberg og staten, så vi kan få startet processen hurtigst muligt,” siger Mette Annelie Rasmussen, som teknik- og miljøordfører for De Radikale i København og medlem af teknik- og miljøudvalget i København.
Blot et skridt på vejen
At rive halvdelen af Bispeengbuen ned er dog ikke de endelige planer ifølge Mette Annelie Rasmussen.
Planen er nemlig at grave trafikken ned i en tunnel under jorden.
”Det er derfor, at det er vigtigt for os, at det er en del af en længere proces.
Endemålet fra Radikale er selvfølgelig, at vi nedlægger den anden bue også og anlægger tunnelforbindelse. Men vi kan sagtens se fornuften i at nedtage den i mindre bidder og ”forgrønne” byen, mens vi venter på et større projekt,” siger Mette Annelie Rasmussen til TV 2 Lorry.
Alle partier er enige om at projektet ikke må føre til øgede støjgener for borgerne eller lignende.
Iføgle Radikale Venstre er håbet, at den delvise nedrivning af Bispeengbuen er påbegyndt i 2023, men prisen er endnu ukendt.
Bange for at misse nyt om Kbh? Meld dig til MigOgKbhs nyhedsbrev. Kommer hver fredag. Vi lover, det er godt.
Altid nyheder på MigOgKbh Facebook. Lækre billeder på vores Instagram