Annonce
MigogKbh Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til København.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Kbh.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogKbh Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Gode vandrestier, picnic og pop-up isbutik: Det skal du lave i påskedagene

Af Mathilde Mågård Hansen
Frederiksberg Have. Foto: Thomas Rahbek
Frederiksberg Have. Foto: Thomas Rahbek

”Ferie, ferie, ferie – slap nu af du har fri og syng en glad melodi!”

Endelig påskeferie.

Har du ikke allerede planlagt påskeferien til punkt og prikke, så har vi hermed en række gode forslag til hvordan du kan spendere fridagene.


Foto PR

Tag på picnic med Meyers

Nyd vejret udendørs og tag en lækker picnic med fra Meyers Deli på Gammel Kongevej eller fra dygtige Anika Madsen fra Fasangården med i Frederiksberg Have eller andre hyggelige steder.

De lækre sammensatte parker koster fra 170 kr. pr. person, og de sørger også gerne for lidt drikkevarer oveni hatten.

Nyd en klassisk eller en grøn frokost, der begge egner sig til gennemført livsnyderi under åben himmel.

Hvordan: Bestil picnic fra Fasangården her og fra Meyers Deli lige her eller få leveret via Wolt


Kæmpetrolden i Nordhavn. Foto: Thomas Dambo

Troldejagt i Nordhavn

Københavns nyeste bydel Nordhavn byder på en blanding af nybyggeri og gamle industriområder.

Men vidste du, at der også bor en kæmpestor trold i Nordhavn?

Den hedder Kaptajn Nalle, og den gør ingen fortræd, så MigogKbh kan varmt anbefale at gå på troldejagt og hilse på den enorme trold, når I finder ham.

Trolden Nalle er skabt af kunstneren Thomas Dambo, som du måske allerede har hørt om, fordi han i et stykke tid har arbejdet med at bygge trolde af genbrugsmaterialer.

Det er efterhånden blevet til mange trolde, som er spredt udover Danmark. Og Thomas Dambo har sågar lavet værker i Belgien, Puerto Rico, Kina og USA.

Hvordan: Find trolden ved hjælp af troldekortet


Foto PR

Restaurantskib på Sluseholmen inviterer til grillet påskelam på kajen

Restaurant Vandvid på Sluseholmen tænder op for grillen og inviterer langfredag og lørdag i påsken på lækkert økologisk lam.

Det serveres som varm lammeret med kartoffelsalat og grillede, biodynamiske grøntsager (100 kr,) eller som lækker lammeburger med yoghurt og porre (65 kr.).

Som altid er der kolde fadøl fra Nørrebros Bryghus to go og et herligt udvalg af bl.a. østrigske og franske biodynamiske og økologiske vine.

Grillen tændes fra kl. 12 og der er åbent indtil kl. 18 eller udsolgt.

Hvordan: Læs mere her


Foto PR

Hold påske i Tivoli

Tivoli er endelig åbnet igen og gud, hvor er der blevet skønt derinde!

Overalt står der påskeliljer på rad og række side om side med duftende hyacinter, og det er næsten umuligt ikke at komme i påskestemning.

Små lam står klar til at blive beundret i folden ved Pergolaen, og boder med farvestrålende påskeæg ligger klar til at blive beundret og i nogle tilfælde spist, mens det også vil være muligt at deltage i æggejagter.

Og hvis man ikke kun vil spise sig mæt i påskeæg, er der også masser af take-away muligheder rundt omkring i haveanlægget.

Hvordan: Læs mere og reserver plads lige her


Foto Bente Michelsen

Find gode vandrestier

Hidtil har det været svært at få et samlet overblik over gode vandrestier i ens område, men det bliver nemmere nu.

Organisationen Dansk Vandrelaug og Google går nemlig sammen i et nyt partnerskab, der betyder, at vi gennem Google Maps bliver guidet til 288 af de bedste danske vandrestier.

Samtlige stier er udvalgt af Dansk Vandrelaug på baggrund af en række specifikke kriterier – f.eks. at stierne skal være tydeligt markeret og gerne starte og slutte samme sted.

Derudover er stierne etableret af anerkendte organisationer som Friluftsrådet, der står for Kløverstierne, og SPOR i Landskabet under Landbrug & Fødevarer.

Find stierne ved at gå ind på Google Maps enten på computer eller via appen.

Du finder stierne ved at søge på ordet vandreområde på Google Maps.

Herefter dukker de nærmeste vandrestier op som røde nåle med vandreikon på kortet.

Det er naturligvis ganske gratis at bruge funktionen.


Foto Siciliansk Is Facebook

Pop-up isbutik med siciliansk is

I påsken åbner der en pop-up isbutik ved siden af Meyers Deli på Gammel Kongevej.

Det fejrer de med halv pris på alle is på åbningsdagen d. 1. april fra kl. 14.

I samarbejde med gelato.nørderne fra Siciliansk Is sælger Meyers et udvalg af cremede, syrlige og søde kugler, som bl.a. fyldes i sprøde, smørbagte croissanter eller anrettes på toppen af grillede kanelsnurrer – det er da for lækkert.

Der vil være åbent alle påskedagene fra kl. 14 til 17.

Del artikel

Andre læser også